Kulturminister Julius Bomholt, socialdemokratiet.
Gennem tre år har astronomer rettet de bedst tænkelige state-of-the-art-teleskoper ud i verdensrummet for at finde svar på det påtrængende spørgsmål: Er der liv derude, eller er vi helt alene? Det er den største gennemsøgning af sin art; 1.327 stjerner op til 160 lysår væk har man undersøgt, og hvis nogen skulle have glemt, hvad et lysår er, så er et lyssekund 300.000 kilometer.
Indsatsen er en del af det storstilede Breakthrough Listen-projekt, som blev søsat i januar 2016 med 100 millioner dollars i ryggen og med det ene formål at finde civiliseret liv på andre planeter. Det er såkaldte teknosignaler, de leder efter – elektromagnetiske signaler, som adskiller sig fra den naturlig stråling, der konstant suser gennem galaksen. Rumvæsener må jo også kommunikere med hinanden på en eller anden måde, det ved vi om ikke andet fra populærkulturen. Tænk på, hvor meget det betyder for det strandede rumvæsen E.T. at få ringet ”hjem” i Steven Spielbergs science-fiction-film af samme navn.
Indtil videre har astronomerne skannet milliarder af radiokanaler med Green Bank Telescope i den amerikanske delstat West Virginia og Parkes Observatory i den australske delstat New South Wales og filtreret en masse ligegyldigt rumstøj fra. Projektet ventes at køre i ti år, men allerede tirsdag i denne uge blev et delresultat offentliggjort:
Intet. Eller som astronomen Danny Price fra University of California formulerer det: ”Der er stille derude.” Han siger lidt mere, men lad os lige dvæle ved stilheden i to sekunder:
Sådan, det var godt. Men altså ingenting? Ingen hjemme nogen steder overhovedet? Det er både beroligende og urovækkende. Hvis der er noget, verdensrummets store blottede tomhed minder om hernede på Jorden, så må det være dansk kulturpolitik. I flere år har det været, som om der slet ikke var nogen hjemme. Det væsentligste bidrag til kulturen fra Christiansborg har været hævngerrige public service-nedskæringer og såkaldte ‘omprioriteringsbidrag’ med krav om en årlig besparelse på 2 pct. hos landets statslige kulturinstitutioner. Og Dansk Folkeparti har klappet i deres små hænder uden at fatte, at deres ”brede danske befolkning” slet ikke havde givet dem hjemmel til at smadre og rive ned i det omfang. Det viste folketingsvalget jo.
Som en af landets førende kulturforskere, lektor emeritus Peter Duelund fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, siger i et interview i Magisterbladet: ”Der er i høj grad sket en velfærdsfiksering, hvor hele kulturpolitikken er blevet vendt på hovedet, så økonomi og materiel velfærd er blevet det overordnede politiske mål, mens betaling for kultur, kunst og oplevelser er blevet nogle af midlerne til at fremme dette. Det burde være lige omvendt.”
Nu er der imidlertid håb. Kulturen fyldte faktisk noget under valgkampen, og der går efterhånden ikke en dag, uden at man kan indfinde sig til en talk eller en paneldebat om dansk kulturpolitik et sted i landet. Og efter valget er foregår det ikke længere på Dansk Folkepartis eller Liberal Alliances præmisser og deres evige snak om henholdsvis superbred folkelig kulturel forankring og markedskræfter.
For nylig udkom debatbogen Et spørgsmål om kultur: Kulturpolitikken til debat, som består af interviews med 42 personer i dansk kulturliv. Forhenværende kulturminister Mette Bock er med, og når man læser, hvad hun har at sige om kultur, når hun får plads og tid, så er der ikke noget at sige til, at hun er forhenværende. Det er ubrugeligt, og hendes forgænger, salig Julius Bomholt ville have korset sig.
Så er der til gengæld mere at hente hos en fyr som SF’s kulturordfører, stemmeslugeren fra Køge-egnen, den kun 27-årige Jacob Mark: ”Der er meget ulighed inden for kunst og kultur. Der er mange børn, som kommer fra samfundslag, hvor man ikke møder kultur eller ønsker at bruge kultur. De har ikke de samme muligheder som børn fra mere velstillede hjem. Jeg arbejder for at bryde den ulighed ved at sørge for, at flere børn møder kunst og kultur tidligere i deres liv. Det gælder også mennesker, der ikke har så mange penge, så de også får god mulighed for at opleve kunst og kultur. For mange kan kunst og kultur være en helt fremmed verden, indtil de får chancen for at møde den.”
Jacob Mark som kulturminister? SF kommer nok ikke i regering, men det ville være rart, hvis Mette Frederiksen ikke gav jobbet til en hattedame (m/k), men til en person, der rent faktisk havde visioner for kulturen eller noget på hjerte. Lad os fylde noget ind i det store tomme rum. /Oliver Stilling