Festival: Campingkampens kontrakt

Hver mand for sig selv. Det er første dag på sommerfestivalen (det kunne jo fx være Roskilde eller Smukfest), og du står i den prekære situation at skulle skaffe en plads til dit telt. Du har nogle klare ønsker til din interimistiske ”camps” placering, men når først startskuddet lyder, og festivalpladsen åbner, er det, som om alle forventninger bliver kastet over bord i infernoet. Telte skyder op omkring dig, og pludselig står du i et mundhuggeri med et par andre festivalgængere om, hvem der egentlig placerede sin presenning på et udvalgt sted på græsset først. Netop den diskussion er det helt afgørende vendepunkt i festivaloplevelsen: Det er her, skillelinjen etableres mellem det åbne og ubegrænsede – festivalens markareal som mulighedernes land – og det socialiserede rum for de faktiske festivitas, hvor alle har sin egen ”private” del af pladsen med telte, pavilloner og andre personlige genstande. Der sker med andre ord det, som kontraktteoretikeren Thomas Hobbes ville kalde en overgang fra naturtilstand til civiltilstand.

Mit telt, dit telt. Så snart de mange festivaltelte bliver sat op, går det store campingareal fra at være en form for allemandseje til at have nogle skarpt definerede grænser for, hvem der bor hvor. Selvom festivaler generelt har ry for at være et farverigt, grænseløst modstykke til den grå dagligdag, finder vi altså i campingaspektet noget så trivielt som en reetablering af ejendomsretten. Hos Thomas Hobbes var det netop muliggørelsen af ejendomsretten, der markerede overgangen fra den barbariske, krigeriske naturtilstand til det ordnede samfund, hvor alle blev enige om at rette sig efter nogle fælles spilleregler. I naturtilstanden er det reelt kun krigeren med den største kæp, der kan beskytte sine besiddelser, hvorimod alle mennesker i civiltilstanden kan gøre krav på sit under lovens beskyttelse. I festivalkontekst kan det siges at være forskellen mellem at stå og skændes over en presenning og så efterfølgende at drikke en forsonende øl.

Kontraktteori i praksis. Nu siger du måske, at det altså er lidt meget at læse ind i festivaloplevelsen. Vores almindelige love er vel ikke sat ud af spil, selvom der er festival. Sandt nok. Men vi ser i dag næppe så perfekt et eksempel på Hobbes’ teori, som når der efter en veritabel urkamp om de bedste campingpladser opstår en mere rolig konsensus om, at folk altså nu engang bor i telt, der hvor de gør. På rekordtid er festivalgængerne gået fra at være et løssluppent naturmenneske på en mark, hvor den hurtigste løber vinder, til at have indgået et forlig med sine nye naboer om, hvem der egentlig ejer hvilke telte. Dermed ikke sagt, at en tilbagevenden til den dionysiske naturtilstand ikke er mulig, når først der er kommet nogle øl indenbords – mere om det i vores nyhedsanalyse onsdag. /David Dragsted