Jeg sværger hun ku’ klare det / hun var i sin zone / fucking sjov, Mette hun var en værre en / hun ku’ narre hver en idiot / til at tro på at pigen fra hans drøm ku’ være hende
Danmarks nye statsminister er ingen folkeforfører: 41-årige Mette Frederiksen har ikke ligefrem charmet sig til magten. Socialdemokratiet gik rent faktisk tilbage ved valget for i dag præcist tre uger siden, og hun har her i første omgang skabt større begejstring hos de røde støttepartier end ude hos den brede befolkning. Men hun har grebet magten.
Og tag ikke fejl: Selv om Mette Frederiksen måske ikke fremstår som pigen fra ungdomshittet ‘Nede Mette’ er hun lykkedes med sin strategiske plan, hun har arbejdet efter i årevis: Hun gjorde det. Mette Frederiksen har i nat på Christiansborg tæt på midnat gjort det, som Helle Thorning-Schmidt ikke gjorde, da hun tilbage i 2011 på valgnatten i Vega sagde: ”Vi gjorde det”.
Danmarks nu anden kvindelige statsminister – og den yngste nogensinde – har faktisk formået at danne en ny socialdemokratisk regering med historisk gode muligheder for at kunne føre socialdemokratisk politik. I skarp kontrast til sidste regeringsperiode har Mette Frederiksen overlevet forhandlingerne med sin politik nogenlunde i behold.
Jeg husker det som i går / lille Mette løb rundt ude i skolegården / nu skifter hun lokation hver gang hun skal sove / tidlig op om morgenen / lister ud af havelågen / hun var altid vågen / klar på et party, for at glemme hvordan hun har det / hun var altid på
Den nye regering er og bliver ikke en rød-grøn regering, men en socialdemokratisk regering. På den ene side kan både SF, Enhedslisten og Radikale Venstre se sig selv i projektet, hvilket er noget af en præstation i sig selv, men på den anden side er rygraden en old school form for socialdemokratisme, som med statsgaranti vil komme til at skuffe både storbyvælgere og venligboere.
Det giver politisk slagstyrke, at Mette Frederiksen kan træde frem som statsminister med et flertal i ryggen og sige: ”Vi skal gå forrest i kampen mod klimakrisen,” som det hedder i den politiske forståelse mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten med titlen ‘Retfærdig retning for Danmark’. ”Vi skal bekæmpe den stigende ulighed”. ”Vi skal fremme integrationen”.
Grundbestanddelene til en ny politisk retning er på bordet. Under Mette Frederiksen tegner Danmark sig til at rykke i en markant grønnere retning, og investeringer i uddannelse vil blive den nye vej til højere beskæftigelse, ikke længere forringelser af sociale ydelser. Venstrefløjen har virkelig fået indflydelse, ja, rød blok har aldrig fået større indrømmelser.
Men aftalen er ikke et regeringsgrundlag, kun en ‘forståelse’, og Socialdemokratiet har sikret sig sit frirum til dels at lade tiltagene ske senere og dels at forhandle frit rundt på Borgen med andre partier. I modsætning til Løkkes etparti-regering fra 2015 til 2016 har hun dog samtidig et brugbart flertal sammen med de såkaldte BØF-partier.
Realpolitisk står og går Mette Frederiksen som Kraka, gårdkællingen Grimas datter i sagnet om Regnar Lodbrog i det gamle sagn: Hverken klædt eller nøgen, hverken mæt eller fastende, hverken ene eller fulgt af noget menneske. Ja, eller bare som ‘Nede Mette’-pigen i den danske sanger Blaks landeplage fra 2016:
jeg husker det som i går / lille Mette løb rundt ude i skolegården / nu skifter hun lokation hver gang hun skal sove / tidlig op om morgenen / lister ud af havelågen / hun var altid vågen / klar på et party, for at glemme hvordan hun har det / hun var altid på
Mette Frederiksen har fået indfriet sine tre kontante krav: For det første er regeringen netop blevet rent socialdemokratisk, og hun kan dermed lave aftaler og reformer med mange andre partier på kryds og tværs. For det andet har hun fastholdt den stramme udlændingepolitik, som nøgternt betragtet var selve årsagen til magtskiftet i dansk politik, da Mette Frederiksen dermed trak DF-vælgere tilbage til sosserne.
For det tredje blokerer ‘forståelsen’ heller ikke for, at hun kan søge flertal for at indfri valgløftet om en rettighed til tidligere tilbagetrækning. Og mon ikke der vil vise sig et flertal i de kommende år? Mon ikke både Dansk Folkeparti og senere også Konservative og Venstre generelt vil vise sig villige til at indgå kompromisser og aftaler med den nye S-regering? Nu er det nemlig Mette Frederiksen, der har bukserne på i dansk politik.
pigerne de dissede Mette / for drengene elskede Mette / aldrig nærig med den / derfor alle kendte Mette / men ingen kendte Mette, som jeg kendte Mette / så lige igennem Mette, med det samme / hun var ikke længere den hun var engang
Det er nemlig ikke ’Røde Mette’, der bliver statsminister, altså den Mette Frederiksen, der i sin tid var forarget, indigneret og humanitært engageret. Tværtimod. Hun er i dag styret alene af mandaternes logik, og hendes fremtoning vil hurtigt komme til at fremstå mere som en ny Anders Fogh Rasmussen.
Venstrefløjen jubler, Radikale Venstre forsøger let beklemte at triumfere over symbolske trofæer, men i de lange, seje træk har Mette Frederiksen vundet og fået skabt en ny magtbastion, der kan føre til en længere socialdemokratisk æra i Danmark. Hun vil næppe begejstre alverden, men hun står nu som den ubestridelige politisk leder i kongeriget. /Lars Trier Mogensen