Publikum til Eminem på dette års Roskilde festival.
Noget at føle på. Okay, din plan om at høre din udvalgte festivals mange spændende talks gik lidt i vasken. Den ene øl tog ligesom den anden, og pludselig stod du til en tvivlsom techno-fest klokken to om natten. Men bare rolig, det at være på festival handler jo egentlig ikke så meget om, hvad du nu får set. Nej, festivaloplevelsen handler i langt højere grad om at være en del af selve fællesskabet, at være en del af det der unikke je ne sais quoi. Roskilde Festival kalder det orange feeling, og de andre festivaler mangler vel egentlig lidt et begreb for det. Den græske oldtidsfilosof Plotin ville ganske enkelt kalde det at blive en del af det ene.
Græsk Tricolore. Hvad vil det sige at være en del af noget større, at opleve den kollektive festivalrus? Hos Plotin opgøres individets opløsning i det uniforme i en fiks form for tre-i-én-ontologi bestående af ”det ene,” ”tanken” og ”sjælen.” Det lyder lidt mystisk og religiøst, og det er det som sådan også, for Plotin var nyplatoniker og dermed idémæssig forgangsmand til Augustin og de øvrige kirkefædres forestilling om den kristne treenighedslære. Det vigtige er dog her at forstå, at vi alle ifølge Plotin stammer fra et oprindeligt hele – det ene – hvorfra alting er udstrømmet (eller emaneret). Og fordi alting er udstrømmet fra det ene, har alting også en indbygget trang til at finde tilbage til den oprindelige enhed, at remanere. Derfor må vi alle, sådan helt kort fortalt, op på den ontologiske hest og forsøge at bevæge os fra sjæl, til tanke, til det ene. Et gammelt græsk mundheld siger, at vi skal kende os selv. Det er også på spil her, da vi med Plotins ord må forsøge at finde tilbage til vores ”fader” for derigennem at kunne få en indsigt i vores egen natur.
Definitionsbesvær. Når først vi er kommet til dette skridt, er Plotin dog helt på linje med de forskellige festivaler: Det er forbandet svært at sige sådan helt præcist, hvad der egentlig sker i det ene, hvis vi ellers lykkes med at finde tilbage dertil. Plotin kommer måske allertættest på, når han et sted skriver, at det hverken er ”et noget eller sådant-eller-sådant eller så-og-så-meget eller tanke eller sjæl”, ligesom ”det hverken bevæger sig eller står stille, er ikke på et sted og ikke i tid, men er for sig selv ‘i én eneste form’, eller rettere uden form som værende forud for al form, forud for bevægelse, forud for stilstand.” Hvilket, medgivet, måske ikke siger så meget. Men i det mindste lyder det da bedre end blot at snakke om en orange følelse, for hvordan kan farver nu have følelser? I sidste ende må konklusionen være, at festivalfælleskabet, når det lykkes, faktisk er som sendt fra guderne. For som Plotin også siger, kan for meget isolation føre til fremmedgørelse og dermed det onde. God festival derude. /David Dragsted