Kærligheden

Ahmad, 48 år

Ahmad: »Oppe fra taget af vores bygning kan man se over til Syrien, hvor vores landbrug ligger. Det ligger lige på den anden side af grænsen, omkring seks kilometer herfra. På gården dyrkede jeg sorte og grønne oliven. Jeg holder meget af mine oliventræer, jeg kan gode lide at passe og pleje dem. Da vi blev nødt til at forlade gården, var det som om, jeg forlod et af mine børn.«

»Jeg går op på taget flere gange om dagen og ryger og kigger derover. Når de smider bomber, kan jeg høre bragene og se røgsøjlerne i horisonten. Det er regeringshæren, der har kontrollen, der hvor gården ligger. Da vi tog væk, var træerne grønne og fyldt med plukkemodne oliven. Nu er der ingen, der tager sig af dem. Jeg tror, at alle mine træer er døde.«

»Jeg savner Syrien. Jeg prøver at være glad, men inde i hjertet kan jeg mærke smerten. Men jeg tror, at Gud vil gøre noget for at redde mit land, og jeg tror, at fremtiden bliver bedre.«

Mohamed Al Kurdi

Mohamed: »Hvorfor jeg hjælper børnene? Det er et meget mærkeligt spørgsmål. Jeg hjælper, fordi det er det menneskelige at gøre. Det er noget, der kommer fra mit hjerte, noget jeg er nødt til at gøre. Hvis nogen har brug for din hjælp, og du kan gøre noget, så skal du ikke tøve.«

»Når jeg ser på børnene, vi har her på centret, er de fyldt med håb. De leger, og de danser, og de maler. Vi giver dem mulighed for at tænke på noget andet end deres handicap, og derfor kommer de igen til at føle sig normale. Så finder de håb og tror på, at de har en fremtid.«

»Jeg har mødt mange amputerede rundt omkring i verden, der lever et helt normalt liv. Så jeg tror også, at børnene her får et normalt liv i fremtiden. De kan gøre alt – hvis vi giver dem den rigtige hjælp fra starten.«

Mofed, 19 år

Mofed: »Jeg mødte min kæreste over Facebook for otte år siden. Hun kommer fra Syrien, og jeg drømmer om at blive gift med hende. Hun har slægtninge her i byen, så da hun flygtede med sin familie i begyndelsen af krigen, kom de hertil.«

»Nu mødes vi ved swimmingpoolen i Mafraq, som min far ejer. Kvinder må ikke svømme i poolen, men vi spiser kebab og er bare sammen. Vores familier ved godt, at vi er kærester.«

»Jeg elsker hende virkelig meget. Jeg elsker, hvordan hun opfører sig, og måden hun respekterer mig på. Hun vil ikke bestemme over mig, og hun gør, som jeg siger. Hvis jeg for eksempel ikke vil have, at hun skal være sammen med sine venner, så lader hun være. Og så er hun smuk.«

»Jeg vil gerne have børn med hende og nyde livet med hende. Hvis det var muligt, ville jeg gifte mig med hende i morgen.«

Javad, 19

Javad: »Hvis mine venner ikke havde stoppet mig, så var jeg rejst tilbage til Syrien for længst. Den eneste gode ting her i Jordan er mine venner.  Jeg elsker alle mine venner, de er så gode ved mig, de giver mig liv. De hjælper, når jeg ikke har penge, eller når jeg mangler en at tale med. Da jeg ikke havde en bolig, gav de mig husly, og de hjælper mig med at finde arbejde.«

»For nylig talte jeg med en mand, der kunne hjælpe mig tilbage til Syrien. Jeg skulle møde ham i flygtningelejren Zaatari, og derfra ville han hjælpe mig videre til Homs i Syrien, hvor jeg kunne bo skjult i hans onkels hus. Jeg havde mit pas klar, og jeg ringede til mine venner for at sige farvel. Det var frygteligt. Alt var frygteligt. Mine venner sagde, at de ville hjælpe mig, så jeg kunne komme væk herfra… til Australien, Canada eller Europa. De var bange for, hvad der ville ske med mig i Syrien. De sagde, at jeg ville slå mig selv ihjel, at jeg var skør. De fik mig til at skifte mening.«

»Men jeg er stadig meget pessimistisk. Jeg har ikke lyst til at blive her, og jeg har ikke lyst til at rejse til et andet land. Jeg tror heller ikke, at det kan lade sig gøre.«

Ismail

Syrisk flygtning, har været i Jordan 3,5 år. Arbejder med børn i flygtningelejren Zaatari.

Ismail: »Der er mange piger her i lejren, der bliver gift med ældre mænd. Pigernes familier kommer direkte fra krigen, og mange tror, at det sikreste sted for deres døtre er hos en ægtemand. De er bange for at have pigerne boende hjemme hos sig selv. Pigerne er mellem 14 og 17 år.«

»Efter at vi er begyndt at tale med familierne om problemet, er situationen begyndt at ændre sig, men ægteskaberne er stadig et stort problem. Pigerne er jo stadig børn. De vil gerne lege, og de har ikke gjort deres skole færdig. Det er dét, der skal fylde i pigernes hoveder, ikke at de har mand og børn.«

»Står det til mig, så skal de tidlige ægteskaber helt stoppe. Hvordan skal pigerne kunne føde et barn og tage sig af det, når de selv er børn? De ved ikke, hvad det vil sige at være gift. Tit varer ægteskabet kun en måned, og så bliver de skilt igen.«

Amir, 46, og Aisha, 27

Amir: »Der er nogle gode folk her i området, som har hjulpet os med at skaffe penge til vores nye telt. Det er meget bedre, end det telt vi har fået fra FN. Nu har vi to rum og en dør, som vi let kan komme ind og ud af. Her i lejren tager vi os af hinanden.«

Aisha: »Vi har et tv, en ovn og en vaskemaskine. Vi har også et lille køkken, hvor vi har et køleskab, som vi har fået gratis af en lokal mand.«

Amir: »Når vi får noget fra FN eller andre organisationer, som for eksempel tæpper, sælger vi det, hvis vi har det i forvejen. Så kan vi købe de ting, vi har brug for. Vi er meget taknemmelige overfor den jordanske regering og kong Abdullah. De har hjulpet os meget.«

Adib, 12 år

Adib: »Jeg bor sammen med mine bedste venner her på værelset. Det er Abdallah, Wissam og Khaled. Det er, som om de er mine brødre. Vi har mødt hinanden på centret. Vi starter dagen her med at spise morgenmad sammen, og så træner vi i fysioterapien. Bagefter studerer vi og læser og maler, og når vi har fri, leger vi, ser film og spiller Playstation. Jeg kan bedst lide at spille wrestling.«

»Abdallah, Wissam og Khaled er de bedste venner, jeg nogensinde har haft. De hjælper mig med alt, for eksempel når der er noget højt oppe på en hylde, jeg ikke kan nå. Og så forstår de, hvad jeg har oplevet i Syrien. De fik selv proteser, før jeg fik det.«

»Det er svært at lære at gå med proteserne. De er tunge at bære. Men når jeg ser, hvor godt min venner klarer det, får jeg lyst til selv at blive bedre til at bruge mine proteser. Indtil videre kan jeg gå én gang frem og tilbage i gangen, når jeg holder ved stativet.«