Alexander Boris de Pfeffel Johnson – folkets mand?

Et tordenvejr af apokalyptiske dimensioner ramte tirsdag aften London. Eftersom Boris Johnson nogle timer forinden var blevet udpeget som Storbritannien nye premierminister efter en afstemning blandt det konservative partis små 160.000 medlemmer, fandt mange det nærliggende at udlægge uvejret som et varsel fra oven.

Hvis man et øjeblik skal tænke lidt kollegialt, ville den detalje have været god at få med hos vores fromme, gudfrygtige venner ovre hos Kristeligt Dagblad, som gerne vinkler deres historier i et kristeligt, fællesskabsorienteret perspektiv. Men de afleverer åbenbart deres ledere for morgendagens papiravis ret tidligt på dagen.

Så i dagens leder (‘Stop forargelsen og giv Boris Johnson en chance‘) kan man læse, at det både er ”logisk og rimeligt”, at Boris Johnson som hovedarkitekten bag Brexit nu får mulighed for selv at føre separationen fra EU ud i livet, og at der er ”gode grunde til at håbe”, at det vil lykkes. Hvorfor? Fordi Johnson, der er ”en belæst historiker, et usædvanligt retorisk talent og en politisk begavelse, som forstår, at følelser og noble instinkter hos mennesker ikke bare er et forstyrrende element, men selve kernen i vores fælles liv”, er en mand, der ”siger, hvad han mener”, og det er ”først og fremmest, at briterne selv skal bestemme, hvordan liv og samfund skal udfolde sig på de britiske øer”.

Medmindre man er tilhænger af den journalistiske genre, der går under betegnelsen ”det ledige standpunkt”, er analysen forfejlet – af flere årsager. For det første er en fin uddannelse ikke nogen garanti for, at man er i besiddelse af nogen større omtanke, så det skal man passe på med at falde på halen over. For det andet siger Boris Johnson netop ikke, hvad han mener; han siger, hvad der i situationen kan fremme hans egen sag. Sådan har det altid været med ham. Og hvad angår det med Johnsons forståelse for ”følelser og noble instinkter” – det er der faktisk ord for: populisme.

Flere personaer

Som det konservative The Economist er inde på i en kommentar, er det svært at vurdere, hvilken type premierminister Johnson vil blive: ”Problemet er ikke, at Mr. Johnson ikke har efterladt sig nogen ledetråde i sine skriverier eller i sin adfærd. Det er snarere det modsatte: Han har efterladt så mange ledetråde, som ofte er selvmodsigende, at vi næppe er blevet klogere.” Magasinet peger på, at Boris Johnson har mindst to personaer. En er den frisindede, kosmopolitiske fyr, der går ind for indvandring, en anden er manden, der er selvudråbt leder af sit partis mest sorte og populistiske fløj.

Og hvad angår hans ry som anti-establishment og folkelig, så er han, som The Economists politiske redaktør Adrian Wooldridge formulerer det, ”a creature of the English upperclasses”. Læg dertil et ry for skødesløshed, manglende detaljeorientering, skamløs selvpromovering, og en person, der godt nok er morsom, men spiller på sin ubehjælpsomhed og sit sjuskede udseende, så har vi den 55-årige brite, der i dag indfinder sig i embedsboligen Downing Street nummer 10, og som siger, at han kan levere Brexit på deadlinen 31. oktober.

Det mest irriterende er nok det, som The Guardian-kommentatoren Rafael Behr kalder ”en ukuelig evne til at mislykkes opad”. Som han skriver: ”En dreven Westminister-veteran advarede mig engang mod at undervurdere fænomenet (Johnson, red.) med formuleringen ‘mønstret i Boris’ karriere har været, at folk har forudset, at han umuligt har kunnet gøre noget, hvorefter han har gjort det’.”

Intet tyder på, at han vil kunne levere Brexit. Bortset fra charmen har han nøjagtig det samme værktøj i kassen som sin forgænger Theresa May, der heller ikke kunne løse knuden. Måske har den tidligere London-borgmester og udenrigsminister nået sin level of inkompetence. Lige nu er det værste sådan set ikke Brexit, men krisen mellem USA og Iran i Hormuzstrædet. Her kunne en svag britisk leder godt lade sig friste til at hoppe ind på amerikansk side for at udvise handlekraft, og så skal der ikke så meget til, før situationen er ude af kontrol. /Oliver Stilling