Volbeat koncert på Refshalvøen. (Foto: Linda Kastrup/Scanpix 2014)
Somme tider sker det, at en nyhed tikker ind, som på rekordtid er i stand til at tage os igennem en rutschebanetur af reaktioner. En følelse af umiddelbar eufori erstattes af en undren, der snart kammer over i indignation.
Tænk på det, som hvis dine forældre kom og fortalte dig, at de har solgt alt deres naziguld for at have råd til at give dig en luksusrejse til Bora Bora i gave. Nyheden om din snarlige tur til stillehavsøen i Fransk Indonesien vil formodentlig vække en umiddelbar begejstring, lige indtil det med naziguldet sådan rigtigt lader sig registrere. For hvor kommer det naziguld nu fra, og hvorfor havde dine forældre det overhovedet i første omgang?!
Umiddelbart er torsdagens melding fra Saudi-Arabien om, at de nu vil tillade kvinder over 21 at rejse ud af landet, uden at kvinderne på forhånd skal have fået en mands tilladelse, en sådan nyhed.
I første omgang kan vi selvfølgelig ikke lade være med at glæde os over, at kvinders rettigheder i det notorisk kvindeundertrykkende land endnu engang er blevet forbedret, for alt fremskridt i den retning må jo nødvendigvis ses som en sejr. Men snart melder de mange opfølgende spørgsmål sig også. For hvorfor i alverden har kvinder først fået den tilladelse nu? Har halvdelen af Saudi-Arabiens befolkning virkelig været de facto stavnsbundne inden lovændringen? Og hvad med alle de kvinder, som endnu ikke er fyldt 21?
Herfra er der ikke langt til harmen. Harmen over, at det kvindeundertrykkende regime fortsat er en af Vestens vigtigste handelspartnere i regionen, og at oliepenge åbenbart har magt nok til, at vores hukommelser bliver som guldfisk, når det kommer til saudiske anliggender. Mordet på journalisten Jamal Khashoggi lader eksempelvis til at være blevet glemt for længst, og i stedet for at forlange mere omkalfatrende ændringer for kvinders liv i oliestaten synes vestlige nationer snarere at være tilfredse med at hylde de små, inkrementelle forbedringer, der vel egentlig burde have været en selvfølge fra start – som den store fanfare det gav, dengang saudiske kvinder sidste år fik lov til at køre bil.
Et Vol-somt boykot
Men okay, nogle gange må man tage de sejre, man nu kan få, også selvom det er de lidt letkøbte af slagsen.
Det er eksempelvis det, de danske musikanmeldere har valgt at gøre med den nyeste Volbeat-plade Rewind, Replay, Rebound, der udkommer i dag. Som reaktion på, at bandet har nægtet at uddele presseeksemplarer til Ekstra Bladet og webmagasinet Devilution, boykotter hele ni danske medier, herunder Berlingske, Politiken, Information, Jyllands-Posten og Gaffa, nemlig bandet i solidarisk protest. I en klokkeklar sejr for den musikjournalistiske integritet nægter de mange medier simpelthen at anmelde Volbeats nyeste musikalske bedrift. Det er stærkt nok – også selvom det vel egentlig lidt er en sejr i sig selv at kunne undgå at skulle lytte til Volbeat.
En lignende respons mod det saudiske regime ville ikke være af vejen. Omend vi inderst inde tvivler på, om hverken Volbeat eller Saudi-Arabien (uden sammenligning i øvrigt) egentlig vil komme til at lide den store overlast. /David Dragsted