Boris Johnson er klar til at kuppe Storbritannien, og kun dronningen kan stoppe ham

No deal! Hvis man skal tro Storbritanniens nye premierminister, Boris Johnson, så er der ikke længere nogen vej udenom: Det Forenede Kongerige forlader den europæiske union d. 31. oktober 2019 – uanset hvad. Johnsons håb er, at EU vil forbarme sig over briterne og genåbne forhandlingerne om en udtrædelsesaftale, eftersom Johnsons eget parlament gang på gang har gjort det klart, at den nuværende aftale, som tidligere premierminister Theresa May forhandlede på plads, er uacceptabel. EU synes dog at holde fast i, at det er den nye aftale eller ingenting, og dermed tordner Storbritannien af sted mod et no deal-scenarie. Udsigten til at forlade EU uden aftale er ved at åbne op for et helt nyt rædselskabinet af bøvl i britisk politik. For ligesom parlamentet afviste den nuværende aftale, så har de også afvist et no deal, og det er ikke usandsynligt, at når parlamentet samles igen efter sommerferien den 3. september, så får Johnson et mistillidsvotum imod sig. Johnsons konservative parti har kun et flertal på ét mandat i Underhuset, og der sidder mange, som virker klar til at begå mytteri for at undgå Johnsons løfter om no deal. Problemet er så bare, at Johnsons tætteste rådgiver Dominic Cummings har været ude at sige, at skulle Johnson blive ramt af parlamentets mistillid, er han klar til alligevel at blive siddende som premierminister, indtil brexit er gennemført. Kan han det? Måske. Hvis ikke Dronning Elizabeth stopper ham.

Intet på papir. Ovenstående lyder som en god gammeldags forfatningskrise. Det helt store problem er bare, at Storbritannien ikke har en nedskrevet forfatning. I stedet består landets ledelsesmæssige infrastruktur af præcedens, konventioner og love, som parlamentet tidligere har vedtaget, men brexit har kastet så mange politiske anormaliteter af sig, at det nuværende regelsæt ser ud til være mangelfuldt. Hvis Johnson taber mistillidsafstemningen, siger britisk lov, at regeringen har 14 dage til at genvinde parlamentets tillid. Hvis det ikke lykkes, skal der udskrives folkeafstemning, og en midlertidig regering skal styre landet. Det første problem er, at reglerne ikke siger noget om, hvornår folkeafstemningen skal udskrives, og eftersom reglerne er forholdsvist nye (fra 2011), er der ikke nogen fortilfælde at læne sig op af. I stedet er det op til dronningen at bestemme, hvornår valget skal udskrives, og hun skal tage råd fra premierministeren – som altså stadig er Johnson. Han vil foreslå hende at vente med et valg til efter den 31. oktober, så han kan levere no deal, selvom han har mistet opbakningen fra sit parlament. Der er dog diskussioner om, hvad en midlertidig regering (som Johnsons regering i dette tilfælde ville være efter de 14 dage) har beføjelser til. Igen fordi loven på området er uklar.

Dronningens brexit. Dronningen vil i forvejen føle det aldeles ubekvemt at skulle sætte en valgdato bestemt af en premierminister, som ikke har parlamentarisk opbakning. Men det kan blive meget værre. For det er også en mulighed, at parlamentet kan samle et andet flertal, når de har afvist Johnson. Jeremy Corbyn kunne finde flertal, og der har også været snak om at lave en tværpolitisk regering, der skulle undgå no deal – begge scenarier kunne også fungere som midlertidige regeringer, hvor den nye premierminister fx kunne tage til møde i Det Europæiske Råd den 17. oktober for at få udskudt brexit til efter en ny folkeafstemning. Det er meget usandsynligt med alternative regeringer, men ikke umuligt. I teorien kunne Johnson stadig nægte at forlade posten, hvilket ville tvinge dronningen i spil. Hun kunne vælge at afsætte premierministeren, hvilket ikke er set fra en britisk regent de sidste 200 år. /Andreas T. Kønig