Når en rapper rammer bunden

Musikalsk makværk. I 2015 ramte den amerikanske rapper Kid Cudi bunden. Med udgivelsen af Speedin’ Bullet 2 Heaven havde Cudi leveret et album, der var så gennemført elendigt, at det krævede en nærmest umenneskelig mønstring af viljestyrke bare at lytte det igennem fra ende til anden. Egentlig var det ikke, fordi Cudi ikke evnede at lave god musik. Fem år forinden var rapperen stormet ind på scenen med sin overvejende vellykkede debutplade Man on the Moon: The End of Day, og havde med sin karakteristiske, brummende vokal udpeget en ny retning for, hvordan hiphop også kunne leveres. Men på Speedin’ Bullet 2 Heaven havde Kid Cudi af uransagelige årsager valgt at smide både hiphoppen og sin egen artistiske integritet i skraldespanden. I stedet udgav han nu en decideret grungeplade, der var så tåkrummende, at den kunne få selv Kurt Cobains posthumt udgivne Montage of Heck-demoer til at lyde som helstøbt kunst. Speedin’ Bullet 2 Heaven var på alle leder og kanter en musikalsk blodstyrtning.

Kanye redder dagen. Blot tre år efter Speedin’ Bullet 2 Heaven fik Kid Cudi sig imidlertid lidt af en redemption arc, da han sammen med Kanye West udgav pladen KIDS SEE GHOSTS. Det var et af de absolut bedste albums i 2018, og vel nærmest det endegyldige bevis på, at Kanye er i stand til at spinde guld på det meste – selv når det kommer til fallerede, grungeglade rappere. Nu tyder meget så på, at Kanye igen bliver nødt til at træde til med en omgang musikalsk førstehjælp. Denne gang hos vennen Chance the Rapper, der med udgivelser som Acid Rap og Coloring Book tidligere er blevet hyldet som en af hiphoppens mest friske stemmer. Den selvsamme Chance, der på Kanyes nummer ”Ultralight Beam” fra 2016 rappede de ikoniske linjer: ”I met Kanye West, I’m never going to fail.” Lad os bare sige, at den forudsigelse ikke helt kom til at holde stik, for på Chance the Rappers nye soloudgivelse The Big Day fejler Chicago-rapperen totalt.

Rapper uden chancer. Det er svært helt at sige, hvad der egentlig er det værste på The Big Day. Om det er den kedelige og forudsigelige produktion, der ironisk nok ikke synes at tage én eneste chance, men som alligevel formår at stikke i tusind forskellige, stilforvirrede retninger. Om det er Chance the Rappers rap og sang, der virker så uinspireret, at han formår at blive overstrålet af samtlige gæsteoptrædener på albummet. Eller om det simpelthen er længden på albummet: 77 minutter i helvede. Hvis der skal udpeges én stor synder, må det dog i sidste ende blive selve Chance the Rappers tekster. Lad os tage et par eksempler:

”You want a bag, you get a bag / You need a bag, you get a bag / Yeah, yeah, yeah, yeah.”

Fra sangen ”Get a Bag”

”Hey there, lovely sister / Won’t you come home to your mister? / I’ve got plans to hug and kiss ya / I’ve got plans to hug and hug and hug you.”

Fra sangen ”Let’s Go on the Run”.

Av av av. For et lille år siden annoncerede Kanye West og Chance the Rapper, at de var på vej med et nyt album kaldet Good Ass Job. Det er endnu ikke kommet, men Chance har så i mellemtiden formået at få tilsværtet sit eget navn med udgivelsen af The Big Day. Dermed bliver det i sandhed en stor dag, når Good Ass Job kommer. For da vil vi få svaret på, om Kanye mon kan gøre det igen: Redde endnu en rapper, som ved egen hånd har ramt bunden. /David Dragsted