Tillykke med jubilæet. For præcis 50 år siden løb den oprindelige Woodstock-festival af stablen. Fra den 15.-18. august 1969 samledes mere end 400.000 mennesker på markerne til en bondegård i den lille by Bethel i staten New York for at høre en nærmest usandsynlig samling af tidens største og vigtigste rockikoner. Creedence Clearwater Revival, Santana, Grateful Dead, Joan Baez, The Who, The Band, Janis Joplin og selvfølgelig Jimi Hendrix, de var der alle sammen – med nogle få nævneværdige undtagelser såsom Bob Dylan og The Rolling Stones. Woodstock var på alle ledder og kanter et unikt moment i musikhistorien og har sidenhen fået en helt mytisk status. I den forstand giver det god mening, at en af festivalens oprindelige medstiftere Michael Lang ad flere omgange har forsøgt at spinde guld på at genskabe Woodstock-oplevelsen. Senest med dette års planer om en stor 50-års jubilæumsfestival, Woodstock 50, der skulle have løbet af stablen denne weekend. Uheldigvis for Lang er alt i den forbindelse imidlertid gået helt, helt galt.
Fyre Festival 2.0. Ikke ulig den notoriske Fyre Festival har advarselslamperne for Woodstock 50 nærmest blinket fra begyndelsen. Kultursitet Vulture har en glimrende gennemgang af hele miseren, men her er en kort opsummering: Planlægningen af festivalen har været en katastrofe. De annoncerede kunstnere (en god blandning af nutidige navne som Jay-Z og The Black Keys og gamle Woodstock-kendinge som Santana og John Fogerty) fik forudbetalt deres honorarer, førend lokationen for festivalen overhovedet var på plads. Åbningen for billetsalget blev udskudt nogle gange, og midt i det hele valgte festivalens investor, det japanske reklamefirma Dentsu Aegis Network, at trække stikket og tage 17 mio. dollars med sig. Og imens alt det stod på, forsøgte Lang at mane til besindighed i medierne og fortælle, at alt altså var i den skønneste orden. Først den 31. juli – mindre end en måned før Woodstock 50 skulle afvikles – blev festivalen officielt aflyst.
Fred, kærlighed og dårlig planlægning. Fortællingen om Woodstock 50 illustrerer meget godt, hvorfor Woodstock som begivenhed ikke bare kan genskabes i dag – og hvorfor det egentlig er en god ting. Selvom Woodstock i dag romantiseres som hippiernes musikalske Mekka, var festivalen også et logistisk helvede. Udbuddet af mad og toiletter hang på ingen måde sammen med de enorme menneskemængder, og alt fra billetkontorer til ordentlige sikkerhedsforanstaltninger manglede. Woodstock bar præg af en – set med nutidige øjne – fuldstændig jubeloptimistisk ad hoc-planlægning, og det er vel lidt et mirakel, at det hele ikke gik galt. At forsøge at skabe et tilsvarende ad hoc-mirakel i dag, sådan som Michael Lang åbenbart havde håbet på med Woodstock 50, er altså en gennemført uforsvarlig anakronisme. Som den erfarne rock-manager Simon Napier-Bell formulerer det, ville det være ”tåbeligt” at tro, at man kan genskabe en 60’er-begivenhed som Woodstock i 2019, da ”det ville være ligesom at forsøge at overtale folk til at gå tilbage til gammeldags telefoner og langdistanceopkald håndteret af en telefonoperatør”. Nutidens festivaler er (for det meste) topprofessionelle foretagender, der logistisk set er kvantespring foran 60’ernes ditto. Det kan godt være, at vi stadig drømmer os tilbage til den oprindelige Woodstock-oplevelse anno 1969. Men vi ville, når alt kommer til alt, nok ikke have haft den store lyst til at deltage. /David Dragsted