Kære læser

Borgerligt tusmørke

Søren Pape Poulsen overdrager til justitsminister Nick Hækkerup i Justitsministeriet i København, torsdag den 27. juni 2019. Efter regeringsdannelsen overdrages ministerierne torsdag fra VLAK-regeringen til den nye S-regering. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Vi skrev jo forleden, at Lars Løkke Rasmussens partiformandskab og den (mere eller mindre) interne ballade i Venstre kommer til at stjæle overskrifter i pænt lang tid fremover. Men vi orker ikke mere lige nu, vel? Måske løser de selv problemerne, og inden længe er alt godt. Ikke? Så lad os tale om noget andet.

Hvis du har læst J.K. Rowlings vidunderlige Harry Potter-bøger, husker du måske begrebet spektral transferens. Det er det, de små troldmænd laver, når de lader sig teleportere fra et sted til et andet. Okay, for en halv snes år siden dukkede noget, der lyder lidt som spektral transferens og næsten er lige så magisk, op i forbindelse med kagebagning: Hyperspektral billedbehandling. Det handler om at samle og behandle data i et givent billedes elektromagnetiske spektrum. Da amerikanske Navy Seals opstøvede og dræbte Osama bin Laden på hans skjulested i Abottabad i Pakistan efter ti års jagt, skete det ved hjælp af hyperspektral billedbehandling fra deres helikoptere.

I 2013 begyndte forskere på Strathclyde University i Glasgow at se på mulighederne for at optimere kagers holdbarhed på samme måde, som man lokaliserede bin Laden. ”Med hyperspektral billedbehandling kan man finde ud af en kages kemiske sammensætning blot ved at tage et billede af den,” udtalte en professor i billedbehandling dengang. ”Det giver bageren mulighed for at optimere processen for holdbarhed og smag. Det fortæller, hvad der sker, hvordan sukkeret nedbrydes, hvordan fedtstofferne nedbrydes. Hvis bagere kan ramme den rigtige formel, kan de forlænge holdbarheden og sælge deres kager længere væk.”

Men fuck nu det mersalg af cupcakes, vi er på vej et andet sted hen. Som du kan høre, kan hyperspektral billedbehandling bruges i mange forskellige sammenhænge. Fra november til januar har National Gallery i London en udstilling, der går tættere på renæssancemesteren  Leonardo da Vinci (1452-1519) – i hvert fald tættere på et af hans mest omdiskuterede værker, Madonna i grotten, som findes i to versioner. På den version, som National Gallery udstiller (den anden finder man på Louvre i Paris), har forskere opdaget noget interessant: da Vinci havde egentlig forestillet sig kompositionen på en måde, hvor både englen og det lille Jesus-barn er højere oppe, og hvor englen kigger mere ned på Jesus-barnet. Det var også sådan, da Vinci indledningsvis havde tegnet motivet op på panelet. Men på det færdige maleri ser det anderledes ud. ”Hvorfor Leonardo opgav denne første komposition forbliver et mysterium,” siger en talsperson fra museet.

Og hvordan fandt man så ud af, at da Vinci oprindeligt havde tænkt sig noget andet end det, vi har kendt siden 1500-tallet? Netop! svaret er korrekt: hyperspektral billedbehandling. I januar gik et hold eksperter i gang med at undersøge hvert et hjørne af Madonna i grotten, og eftersom da Vincis streger under malingen indeholder zink, kunne de ses via hyperspektral billedbehandling.

Sådan. Et eksempel på, hvorledes den teknologiske udvikling kan give et indblik i, hvordan tingene kunne have været. Det er næsten kontrafaktisk historie, som man kan tage fat i og røre ved. Næsten.

Pulveriseringen af blå blok

Efter folketingsvalget i juni skal der nok være nogen i den borgerlige lejr, som kunne tænke sig et aggregat, som med infrarødt lys eller hyperspektral fremkaldelse kunne se, hvordan tingene ville have udviklet sig hvis såfremt ifald. En af dem er Det Konservative Folkepartis store rorgænger Søren Pape Poulsen, der inden valget lovede at trække sig fra formandsposten, hvis K gik tilbage. Det gjorde de ikke, så han er her stadig – bare uden ministerbil. Det må være ulideligt. Og da det ikke er vælgernes skyld, må det selvfølgelig være  nogen andres.

Nu indledte vi jo denne tekst med at skrive, at vi simpelthen ikke orker at høre mere om bryderierne i  Venstre. Vi gav sådan set Løkke, Claus Hjorth og Kristian Jensen, og hvad de alle sammen hedder, arbejdsro til at løse problemerne bag lukkede døre. I et stort interview i Berlingske i dag vil Søren Pape Poulsen det imidlertid anderledes. Han plaprer løs om, at Lars Løkke Rasmussen kastede hele blå blok ud i et borgerligt tusmørke, da han egenhændigt under valgkampen lancerede ideen om en ren SV-regering. ”Det er et svigt, når man dagen før valget siger, at nu har jeg ikke længere det borgerlige Danmark som førsteprioritet. Farvel til det,” konstaterer Søren Pape Poulsen og fortsætter i dramatisk præsens: ”Farvel til mine regeringspartnere. Farvel til VK-samarbejdet. Det hele røg ned i kloakken.”

Ubehagelige beskyldninger, men det er jo rigtigt. Det stod allerede i aviserne dengang. Hvad der faktisk er værre er, at Pape nu ærgrer sig over, at Lars Løkke Rasmussen klart afviste at basere en regering på mandater fra Nye Borgerlige, mens valgkampen stod på. ”Jeg synes, det er meget forkert,” siger Pape Poulsen. ”Jeg er enig, når det kommer til Stram Kurs. Og man skal huske, at de jo også selv sagde, at de ikke tilhørte nogen blok. Men Nye Borgerlige. Ja, de har haft nogle skarpe synspunkter.”

Skarpe synspunkter? Ja, det skal vi love for. Søren Pape tilbringer for meget tid sammen med Naser Khader. Heller ikke Det Konservative Folkeparti er til at kende mere. Hvis der er noget, som er skyllet ud i kloakken, er det borgerlig anstændighed.

Svaret må være spektral transferens. Opløs Det Konservative Folkeparti, teleportér det ad helvede til, stsrt på en frisk. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12