An anti-Brexit protestor holds a defaced placard of British Prime Minister Boris Johnson, outside Downing Street in London, Britain August 28, 2019. REUTERS/Henry Nicholls
Vi sagde det for flere uger siden: Medmindre en vis person fuldstændig mod sin natur skulle finde på at smide håndklædet i ringen før tid, vil farcen om, hvem der skal lede Venstre, fylde utrolig meget i de danske medier hele efteråret. På den ene side er det alt, alt for meget – de fleste normale nyhedskonsumenter derude må have nået kvalmegrænsen for længst. På den anden side er magtkampen så vidunderligt kulørt, at der ikke er noget at sige til, at landets politiske journalister og kommentatorer ikke kan holde nallerne fra det. Det er ikke god reklame for det liberale parti, og man skulle tro, at det er svært for dem at tiltrække nye medlemmer.
Vi andre, som ikke har nogen aktier i nedsmeltningen, kan glæde os over, at der ‘bare’ er tale om magttrakasserier og identitetskvababbelser internt i et oppositionsparti. Det berører os ikke. Det er gudskelov ikke landets regeringsbærende parti – ingen nævnt, ingen glemt – der (lige nu) roder hovedløst rundt i sølet og ligner lemminger, flagellanter og halvidioter.
Det kunne være værre. Tænk hvis man var italiener og boede i Italien. Tænk hvis man boede i en landsby i Ligurien, og hver gang man tændte for tv-nyhederne, så handlede det om, at ens regering sejlede i kaos og åben krig. Hvis der er to partier i italiensk politik, der hader hinanden, så er det anti-establishment-partiet Femstjernebevægelsen og det stærkt højrepopulistiske Lega. Alligevel indgik de efter lange forhandlinger i kølvandet på det italienske parlamentsvalg i marts 2018 et regeringssamarbejde. Det holdt overraskende nok indtil i sidste uge, hvor Giuseppe Conte valgte at trække sig som premierminister.
Hvis der er to partier i italiensk politik, der hader hinanden endnu mere end Femstjernebevægelsen og Lega, så er det Femstjernebevægelsen og centrum-venstrepartiet Partito Democratico (PD), som onsdag blev enige om, ja, at indgå et regeringssamarbejde.
”I dag har vi sagt til præsidenten, at vi har lavet en politisk aftale med Partito Democratico,” sagde Femstjernebevægelsens politiske leder, Luigi Di Maio. PD’s politiske leder Nicola Zingaretti udtalte, at ”vi har tænkt os at afslutte sæsonen for had, bitterhed og frygt” – med henvisning til den fremmedfjendske, EU-skeptiske linje, som har kendetegnet den tidligere regering med Legas leder Matteo Salvini som indenrigsminister og de facto premierminister.
Absurd nok er de kommende regeringspartier blevet enige om, at den nye premierminister skal hedde Giuseppe Conte – altså ham den partiløse og ikke særligt politisk drevne fyr, der trak sig fra posten i sidste uge, da alt tydede på, at han ville tabe det mistillidsvotum, som hans egen vicepremierminister, Matteo Salvini, Italiens mest populære politiker, havde stillet mod ham i håb om, at der så ville blive udskrevet et hurtigt valg, som han (Salvini) ville have kunnet lukrere stort på. Sådan gik det ikke. Spørgsmålet er, om den nye regeringskonstellation vil kunne holde frem til 28. maj 2023, hvor der senest skal være valg. Næppe.
Mere kaos i Storbritannien
Men det kunne være værre endnu. Man kunne være brite. Hvis man er brite og ved sine fulde fem, er det, der for tiden sker på premierminister Boris Johnsons vagt, uacceptabelt. Onsdag smuttede han forbi dronning Elizabeth II for at få hende til at godkende en midlertidig suspendering af det britiske parlament fra 9. september og fem uger frem. Det vil sige, at parlamentet er sat ud af kraft forud for Storbritanniens farvel til EU, som skal ske senest den 31. oktober – med eller uden en aftale med EU.
Det er ikke ualmindeligt at suspendere parlamentet, men det er kontroversielt at suspendere parlamentet på så kritisk et tidspunkt. Parlamentet kan ikke stille noget op, medmindre der er stemning for en mistillidsafstemning til Boris Johnsons regering af brexit-hardlinere, og den kan føres ud i livet inden suspenderingen træder i kraft.
Parlamentets formand, den farverige John Bercow, der er tidligere medlem af det konservative parti, kalder suspenderingen ”en forfatningsmæssig skandale”, men han kan hverken gøre fra eller til. Hvem kan så? Det kan den almindelige brite måske. Onsdag var tusindvis af borgere på gaden for at demonstrere foran Westminster, og et borgerforslag, der beder politikerne om at suspendere suspenderingen, har på 24 timer rundet 1,3 mio. underskrifter. Det har næppe nogen effekt. Måske skulle man bare lave teknokratregeringer over det hele efter italiensk model. Følelsesløse teknokrater ville sikkert også kunne redde Venstre. /Oliver Stilling