Nyhedsanalyse
Et godt tegn: Der bliver opført kunst- og kulturbygninger for milliarder
Kulturen måles. Folk, der elsker kultur, går ofte rundt med en følelse af, at kulturen er under pres, og at onde kræfter konstant arbejder på at afvikle den og lægge den i graven, fordi de (altså de onde kræfter) bilder sig ind, at det er et nulsumspil, hvor pengene, som kultur koster, i stedet kan flyttes direkte over i cigarkassen med midler til sygehuse og motorveje. Men kultur og kulturs betydning er ikke altid noget, der som sådan kan vejes og måles. AEA Consulting, et internationalt konsulentbureau med speciale i kultur, har dog gennem de seneste tre år forsøgt at lave en årlig måling af et specifikt område inden for kulturen, nemlig hvor mange penge der bliver brugt på kulturelle byggerier verden over. Tallene samler de i rapporten Cultural Infrastructure Index, og seneste udgave er netop udkommet. Udover at rapporten skaffer konsulentbureauet masser af omtale, så indeholder den faktisk nogle temmelig interessante tal. Skal vi lige prøve at løbe nogle af dem igennem sammen?
De skal kunne mere. I 2018 blev der i alt opført 148 museer og kulturinstitutioner rundt om på jordkloden til en samlet sum af 8 mia. dollars (cirka 53 mia. kr.). I 2017 var det samlede beløb på 9,9 mia. dollars fordelt på 107 projekter, men det tilskrives, at man på det tidspunkt var i gang med enorme byggeprojekter som eksempelvis det nye Louvre-museum i Abu Dhabi, som den franske starchitect Jean Nouvel stod bag, og som åbnede i november 2017. Da rapporten udkom sidste år, forklarede én af AEA’s stiftere, at der bliver kastet ekstra mange penge efter kulturinstitutionerne, fordi der ikke længere er en forventning om, at de bare skal være ‘museer’ med cafeer og restauranter, men også kunne levere oplevelser ud over det sædvanlige. Den gennemsnitlige størrelse pr. nybygget institution i 2018 var 6.252 kvadratmeter, og hver kvadratmeter kostede i gennemsnit 7.174 dollars. Ser man på, hvor kulturbygningerne er blevet opført, eller hvor nye er planlagt eller under opførelse, så ligger Afrika, Mellemøsten og – måske overraskende – Latinamerika i bunden med henholdsvis tre, seks og tre færdiggjorte bygninger. Af bygninger, der stod færdige i 2018, lå de fleste i Nordamerika (58), på andenpladsen kom Europa (44), og Asien var nummer tre (26). De tre dyreste færdiggjorte kulturbygninger i 2018 var alle kinesiske. I Hongkong blev arkitektduoen Herzog & De Meurons kunst- og kulturarvscenter Tai Kwun til 485 mio. dollars åbnet, mens der blev opført kultur- og kunstcentre i Guangxi og Nanning til henholdsvis 463 og 427 mio. dollars.
Hvem laver det? Det kan være svært at forholde sig til de astronomiske summer. Fra den almindelige kulturforbrugers synsvinkel er det måske mere interessant at kigge på, hvem der betaler bygningerne, og hvem der bygger dem. Ifølge AEA Consultings rapport er 44 pct. betalt af offentlige midler, 37 pct. er betalt af fonde, og 16 pct. kommer fra privat filantropi. Vi nævnte før arkitekterne Nouvel og Herzog & De Meuron. I 2017 blev der opført fire bygninger af den amerikanske arkitekt Frank Gehry, som mest er kendt for Guggenheim Bilbao. I 2018 bliver listen toppet af norske arkitektfirmaerne Olson Kundig, Snøhetta og OMA. Snøhetta kender vi – det er vores norske venner. OMA er den hollandske teoretiker Rem Koolhaas’ arkitektpraksis. Olson Kundig har gang i flere museer – hovedsageligt i Nordamerika – og det, der nok vil interessere Føljetons læsere mest, er deres The Bob Dylan Center i Tulsa, Oklahoma, som huser 100.000 Bob Dylan-effekter fra næsten 60 års karriere. Så kan man ikke ønske sig mere. /Oliver Stilling