Når børn slås

Mine to drenge på syv har et særligt aftenritual, som jeg prøver at vænne dem af med. Når de har fået nattøjet på, børstet tænder, spist, læst og alle de andre overspringshandlinger, de forsøger at udskyde søvnen med, kaster de sig altid ud i et rask slagsmål. De står over for hinanden som to professionelle kæmpere, nikker til hinanden, og så er der ellers fribrydning. Jo mere trætte de er, jo voldsommere bliver det, og for ofte ender det med, at én af dem er lige ved at græde. Det er blandt andet derfor, jeg prøver at stoppe det – det, og så skal sådan nogle børn jo ikke ’køre op’ inden sengetid, siges det.

Rolig venner

For det gør de – kører op. Under slåskampen går det nogle gange voldsomt for sig. Jeg kan se, hvordan de skærer tænder, sprutter og stønner, og jeg kan se, hvordan de bruger de samme kneb, som dengang jeg var barn og sloges med min fire år ældre bror. De vikler benene rundt om hinanden, tager halsgreb og tvinger den andens hoved ned mod jorden, skubber, sparker og bruger deres vægt. Hele deres krop er i gang. De lader sig tydeligvis ophidse – de synes nærmest at nyde ophidselsen og bruger den ofte bagefter i deres fælles evaluering. Der kan gå sport i, hvem der er mest aggressiv af dem. Jeg ser til, mister stille og roligt grebet om situationen og siger »rolig venner, rolig nu.«

For jeg bryder mig ikke om at se dem slås. Jeg bilder mig ind, at det er et eller andet naturligt børnestadie, men dybest set virker det voldsomt og uciviliseret på mig. Som noget jeg som forældre, bør tage hånd om og få dem til at stoppe med. Vi skal være gode ved hinanden. Respekterer hinanden og tale sammen, lyder det fra mit baghoved af 70’er-pædagogik. Jeg er for at sige det lige ud – og med fare for at lyde som en dårlig forældre – i tvivl om, hvad jeg skal stille op med denne agression, så jeg har taget den med til redaktionen. Vi er blevet enige om at gå til den familieterapeut, vi respekterer mest i Danmark – Jesper Juul. Det er ham med bogen Dit kompetente barn og ham, der er internationalt anerkendt for sin forskning med børn og familier. Og så hedder hans senest seneste bog – minsandten – Aggression – en naturlig del af livet.

Det er der kommet dette interview ud af:

Hvornår udvikler børns evne til at føle aggression sig?

»Denne evne er medfødt. Uden den ville hverken babyer, små børn eller voksne kunne insistere på deres behov eller sige fra, når de føler, at deres personlige grænser bliver overtrådt.«

Hvor kommer den fra?

»Den er som nævnt medfødt, og den udvikler sig forskelligt fra barn til barn afhængig af kvaliteten af de relationer, deres nærmeste voksne formår at opbygge til dem. Der er f.eks. små børn (0-1), som bliver udsat for omsorgssvigt, og ca. halvdelen af disse udtrykker sig meget og voldsomt både med stemme og motorik. De slås for at få det, de har behov for. Den anden halvdel bliver passive og introverte, og en del af dem begynder at vende frustrationen, vreden, desperationen indad i en sådan grad, at de begynder at skade sig selv. Om børn udvikler sig på den ene eller den anden måde, er der flere årsager til: den nyeste forskning tyder på, at børn fødes med forskellige temperamenter, som selvfølgelig påvirker samspillet med deres voksne. Børn begynder også meget tidligt at kopiere deres forældres adfærd, og dermed også forældrenes måder at forvalte deres egen aggressivitet på.«

Hvordan skal vi forholde os til børns aggressioner?

»Vi skal først og fremmest skrue ned for vores moralske afstandstagen, og det gælder både børn og voksne. For at kunne det, skal vi vide, at mennesker bliver aggressive, når de ikke føler sig værdsatte og som værdifulde medlemmer af et fællesskab. Det kan umiddelbart være vanskeligt at se udefra, uanset om det er en toårig, der rykker en anden i håret i vuggestuen eller slår den nye lillebror derhjemme. Om det er en kvinde, der konstant kritiserer sin mand eller en mand, der banker sin kone, eller forældre der er verbalt og fysisk voldelige overfor deres barn.«

»På det seneste er vi alle blevet konfronteret med såkaldt radikaliserede unge, som bliver terrorister og mordere. En af de mange årsager til deres aggression er netop oplevelsen af ikke at være værdsat og inkluderet i samfundet. Dertil kommer muligheden for at blive en del af et helt andet fællesskab, hvor viljen til vold netop er det, der giver accept og mening. Det er mere tilfældigt, om det bliver en gruppe, en bande eller en elitær ideologi som IS.«

»Først når vi evner at forholde os empatisk, nysgerrigt og inkluderende til børns og unges aggressive adfærd, kan vi begribe dens årsager og hjælpe dem med at finde tilbage i en bedre balance med sig selv og andre.«

Skal vi bare lade volden blomstre?

»Det betyder ikke, at vi skal holde op med at tage moralsk afstand fra aggressivitet i form af psykisk og fysisk vold som en del af vores fælles værdigrundlag. Hvis vi vil hjælpe det enkelte barn og dets omgivelser, skal vi bare holde op med at forholde os fordømmende, moraliserende og straffende til det, fordi vi dermed gør ondt værre og skaber mere aggression. Det gør vi, fordi barnet føler sig endnu mere forkert, endnu mere ekskluderet og endnu mindre værdifuld for fællesskabet. Oplevelsen af og vores evige stræben imod at være værdifulde for fællesskabet i familie, gruppe og samfund er en af menneskets helt fundamentale behov, og der findes næppe et menneske over to år, som ikke godt ved, at vold er forkert. Det gælder også de børn og unge, som giver denne moralske fordring fingeren, når man konfronterer dem.«

»Forskellen på børn og voksne er, at der ofte er voldsomme juridiske og sociale konsekvenser for den voksne, der udøver vold mod andre, og sådan må det være. Men selv om vi sætter voldsmænd i fængsel, bliver skilt fra voldelige ægtefæller og fjerner mishandlede børn fra deres forældre, bør det ikke forhindre, at nogen forsøger at forstå og hjælpe de mennesker, der er fanget i voldsudøverens ensomhed og isolation.«

»Et aggressivt barn – dvs. et barn som regelmæssigt opfører sig aggressivt overfor mennesker, dyr og ting i sit miljø – er et barn, hvis budskab er, ’Jeg har det ikke godt i mit liv for tiden, og jeg kan ikke selv finde ud af at få det bedre. Vil I ikke godt være søde at hjælpe mig?’. Al erfaring i både familier og institutioner viser, at den aggressive adfærd aftager i takt med, at de voksne hører dette budskab. Den moralske fordømmelse og sociale isolation virker derimod aldrig, og der, hvor den tilsyneladende gør, skyldes det kun, at barnet opgiver at få os i tale og vender aggressionen indad og med tiden udvikler selvdestruktiv adfærd.«

Er aggression og vold forbundet?

»Det er en moderne pædagogisk myte, at aggression fører til vold og derfor skal bekæmpes. Vold er aldrig et individuelt problem, som det enkelte menneske er skyld i. Vold er enten en bevidst politisk aktion eller en reaktion, der opstår i samspillet mellem mennesker. Når lille Thea på tre hamrer løs på sin fars mave med sine små arrige knytnæver og råber ’Dumme, dumme far!’, så er det enten, fordi hendes far ikke har kunne forstå, hvad hun ville fem minutter tidligere, eller fordi han har afslået at give hende det, hun vil ha’, og at hun stadig ikke helt har lært, at ‘nej’ ikke er det samme som mangel på kærlighed. I begge tilfælde føler hun sig forkert, og ikke så sjældent reagerer hendes far også aggressivt, fordi han føler sig ekskluderet og ikke god nok som far. Voldelige børn og voksne skal stoppes, men ikke med bebrejdelser, kritik og straf.«

Du har tidligere beskrevet, hvordan vi i dag har tendens til at skelne mellem positive og negative følelser, hvor de negative dækker over de såkaldt aggressive følelser som irritation, frustration, raseri og had. Hvornår udvikler de aggressive følelser sig til vold?

»Ja, det er en skam, at vi karakteriserer så nyttige og egentlig konstruktive følelser som negative, fordi vi dermed ikke lader budskabet bag aggressionen berige vores relationer og fællesskaber. Vi bør holde op med at være så primitive i vores forhold til andre mennesker, at vi tror, at et smil betyder venlighed, og et aggressivt udbrud betyder fjendskab. Specielt fagfolk må lære at stå på det aggressive barns side af hensyn til helhedens langsigtede trivsel. Målet er stadig at eliminere den aggressive og destruktive adfærd. Det sker blot hurtigere og med større kvalitet på denne måde.«

Hvordan undgår man, at aggression bliver til vold?

»Det er meget enkelt, når vi snakker om børn og unge. Vi skal blot møde dem, som jeg har beskrevet. Det er meget vanskeligere, når vi taler om voksnes vold mod hinanden og mod børn. Dem skal vi møde med den samme grundindstilling, men de har ofte gået med den latente vold indvendig i så mange år, at der er brug for psykoterapeutisk hjælp til parforholdet og familien. Til enlige voldsudøvere er en kombination af psykoterapi og såkaldt anger-mamagement-træning ofte en farbar vej.

Hvordan er aggression konstruktiv?

»Uden aggression ville vi ikke kunne sætte os ambitiøse mål og forfølge dem. Vi ville ikke kunne vinde fodboldkampe eller arkitektkonkurrencer. Vi ville ikke kunne have spændende og tilfredsstillende sex eller forsvare vores hjem og fædrelande. De aggressive følelser er med andre ord konstruktive, så længe de ikke fører til adfærd, som enten er selvskadende eller skader andre mennesker.«

Er der forskel på mænd og kvinders aggressioner – hvor kommer de fra, mener du?

»Kvinders og mænds aggressioner kommer fra det samme sted, men kulturelt har de udviklet sig meget forskelligt indtil for få år siden. Mænds aggressioner er typisk mere udadrettede og i form af fysisk handling, mens kvinder mere er skolet til at vende aggressiviteten indad, som selvskadning, evig skyldfølelse, depression o.l. Det betyder ikke, at der ikke er mange kvinder, der udøver ægteskabelig vold, men dels efterlader den sjældent blå øjne og brækkede lemmer, og dels er det behæftet med næsten uoverstigelig skam for mænd at anmelde det. Præcis det samme gælder, når kvinderne er ofre.«

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd er mænd fortsat overrepræsenterede i voldsstatistikkerne. Hvordan kan det være?

»Jeg tror, det hænger sammen med forskellen på de to køns måde at håndtere deres egen aggression på, og dertil kommer, at kvinder generelt er bedre til at kommunikere verbalt, hvor mange mænd stadig kun kan udtrykke sig med grov-motorikken. Begge køns aggression har dog samme kilde: oplevelsen af ikke at være noget værd i omgivelsernes øjne.«