Kære læser

Små og store synder på en lørdag

Hjemløse lever livet farligt i Skodsborg. Mandag fik en hjemløs sat ild til sin sovepose, mens han lå og sov. Berlingske er taget til Skodsborg for at tale med borgere og hjemløse om utryghed eller enlige svaler.

Der er sådan set masser af ‘store’ emner, man kunne kaste sig over på denne plads, nu hvor uge 36 lakker mod enden. Vi har måske i ugens løb bevæget os lidt for let hen over orkanen Dorian, som har hærget i Atlanterhavet på den sydøstlige side af Nordamerika og i særlig grad østaten Bahamas’ nordligt beliggende Abaco-øer, hvor den drønede rundt med en vindstyrke på 300 kilometer i timen i dagevis og smadrede alt, der smadres kan.

Hvis folk ikke har mistet livet eller nære slægtninge,  har de mistet hus og hjem og alt, hvad de ejer. FN vurderede torsdag, at 70.000 mennesker har brug for nødhjælp, og som en nødhjælpsarbejder sagde til The Guardians udsendte forleden: ”Jeg tror ikke, vi har set alle ligposerne endnu.” Forbandede klimaforandringer!

Stakkels natur, stakkels os

Så er der den nedslående nyhed om, at den danske natur er i en værre forfatning end i 2013. Hvert sjette år skal regeringen lave en indrapportering til EU-kommissionen i henhold til EU’s naturbeskyttelsesdirektiver, der blandt andet tæller habitatdirektivet, og vurderingen her i 2019 er, at 95 pct. af naturtyperne (skove, søer, hede og klitter) og 57 pct. af arterne (insekter, pattedyr og fisk) vurderes at have en ”ugunstig bevaringsstatus”. For seks år siden var den tilsvarende procentsats henholdsvis 90 og 39.

Seniorforsker Rasmus Ejrnæs fra Institut for Bioscience – Biodiversitet på Aarhus Universitet har været med til at udarbejde rapporten, og han siger, at konklusionen ikke kommer som nogen større overraskelse, idet vi beskytter den danske natur ”ret stedmoderligt”: Hensynet til det svinende menneskes (Porcus Sapiens?) habitat går stadig forud for hensynet til vores beskyttelseskrævende natur.

Og hvad er så løsningen? Den er egentlig ret enkel: Man skal skrue gevaldigt ned for det, der hedder ”rationel skovdrift”, og gøre statslige natur- og landbrugsarealer til vild natur. ‘Naturlig selvudvikling – helt hen i skoven’ kunne man kalde det med et holistisk klingende slogan.

Og så kan den danske regering da til en start følge i Østrig og Tysklands fodspor og forbyde ukrudtsmidlet Roundup. Miljøminister Lea Wermelin (S) kalder det ”en interessant melding”, men vi siger: Just do it! Udfasningen af sprøjtegifte bør være en del af finanslovsforhandlingerne.

Zoneforbudsmakværk

Alt det kunne vi bruge masser af spalteplads på, men inden vi lukker ned for weekenden, vil vi gerne lige forbi et Facebook-opslag fra velfærds-Danmarks skyggeside, som har gjort indtryk. Det starter sådan her: ”Jeg er 52 år gammel. Født i Danmark, eller… i udkantsdanmark. Jeg er søn, bror, far, onkel, ven, kammerat, dansker, mand, hundeejer, alkoholiker, hjemløs. Jeg er Hus Forbi-sælger.”

Du husker nok André Christiansen? Det er ham den hjemløse, der blev ramt af det såkaldte zoneforbud, som den tidligere VLAK-regering med daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i spidsen fik stemt igennem i Folketinget i 2018 med hjælp fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Zoneforbuddet skulle forhindre hjemløse (først og fremmest romaer) i at slå lejr og skabe utryghed, men viste sig at være lovmæssigt hast- og makværk, som hurtigt gik ud over hjemløse, der ikke er til gene for nogen.

André Christiansen, der kalder sig en ”privilegeret hjemløs”, skriver i sit opslag: ”En dag i efteråret 2018 blev jeg ikke som til hverdag vækket af lyden fra gadefejerne. I stedet blev jeg prikket til af et par betjente, der var halvt så gamle som mig selv. De mente, at min tilstedeværelse under buegangen på Regensen over for Rundetårn var en lejr, og at min tilstedeværelse var ‘utryghedsskabende’.”

Christiansen fik en bøde på tusind kroner og skulle i de næste tre måneder opholde sig uden for Københavns kommunegrænse – ”fuldstændig afskåret fra alt, hvad der føltes trykt og sikkert”. En dag han bevægede sig mod Nørreport for at tage bussen hen for at mødes med en sygeplejerske fra Røde Kors, som skulle give ham medicin, blev han stoppet af politiet, der stak ham en bøde for at overtræde zoneforbuddet. På alle måder uretfærdigt og idiotisk.

Med hjælp fra blandt andre advokaten Knud Foldschack tog André Christiansen zoneforbuddet op i retten, og onsdag skulle der være afsagt dom i Københavns Byret. Men sagen blev udsat til 23. september, fordi retten havde brug for mere betænkningstid.

André Christiansen udtalte til TV 2/Lorry, (der har fulgt sagen forbilledligt tæt), at han er skuffet og ked af, at ”så lille en sag” skal tage så lang tid: ”Jeg mener jo, den ligger lige til højrebenet.”

Knud Foldschack mener, at domsudsættelsen må give anledning til selvransagelse hos de ansvarlige politikere: ”Det viser, at sagen er kompliceret, og det viser, at lovgiverne har et stykke arbejde foran sig. Når man kan bruge to retsdage på en principielt lille sag, så skal der gøres noget ved loven, så vi undgår de her tvivlsspørgsmål og usikkerheder. Der er jo mennesker, der bliver frygtelig berørt af det.”

Temmelig karakteristisk dukker Søren Pape Poulsen i dag hovedet og ønsker ikke kommentere sagen, skriver Lorry. Stor mand som minister; lillebitte som formand for Det Konservative Folkeparti i opposition. Hvor er det usselt. Til gengæld har Socialdemokratiet som regeringsparti mulighed for at rette op på fortidens synder. /Oliver Stilling

+ Læs André Christiansens Facebook-opslag her.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12