Nyhedsanalysen

Hvad vi taler om, når vi taler om klima

Så har Jyllands-Posten minsandten gjort det igen. Avisen har en lang række af landet bedste og klogeste journalister, men så desværre også landets mest tumpede og formørkede lederkollegium. I går hævdede avisen blandt andet, at debatten om klimaforandringerne var blevet overtaget af ”sekteriske og militante kræfter”, og bad om at få de forskere, ”der bevæger sig uden for hovedstrømmen” mere på banen.

I samme leder fik de sået tvivl om Dagbladet Informations glimrende historie om Landbrug & Fødevarers alt for tætte parløb med Aarhus Universitet ved den såkaldte ”Oksekødsrapport”, ligesom de mere end antydede, at universitetets ledelse var ”bukket under for højtråbende kræfter, der mener, at der i al klimaforskning kun findes én sandhed”, ved at fyre den ansvarlige institutleder og trække rapporten tilbage. Jøsses. Eller vent – har de fat i noget?

Jyllands-Posten er en midaldrende, kortuddannet, højreorienteret mand. I hvert fald ifølge professor på Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet Johannes Andersen, der er en af landets førende valgforskere og har fulgt vælgernes adfærd tæt igennem de seneste 40 år. Han er sammen med Ugebrevet Mandag Morgen kommet med en ny vælgerundersøgelse på baggrund af valget i juni, og her står det ret klart, at den holdning, som Jyllands-Posten udtrykker, bliver delt med ældre mænd, der stemmer til højre for midten. Jo yngre, desto mere rød, og jo højere uddannet, desto større er sandsynligheden for, at vælgerne mener, at klimakampen nytter. Jo ældre, desto mere blå, og jo kortere uddannelse, desto større er sandsynligheden for, at svarpersonerne mener, at klimahysteriet er gået for vidt – det hele med en klar kønslig slagside.

Vi nærmer os hinanden

Tallene er måske ikke så overraskende, hvis man lige gennemspiller sit eget sociale netværk for sit indre blik, men der er dog en ikke-uvæsentlig nuance i tallene, der er vigtig at have med. For når Johannes Andersen spørger sine 5.800 respondenter til, hvor mange penge, der skal bruges på klimaindsatsen, og hvad man kan gøre, begynder de to grupper at møde hinanden.

Pludselig er tallene ikke så entydige, og selv de midaldrende højreorienterede mænd er ifølge rapporten villige til at bruge skattekroner på klimatiltag og lægge afgifter på syndere. På den måde kan klimadebatten ligne 90’ernes og 00’ernes indvandrerdebat, som var voldsomt polariseret, men direkte adspurgt om konkrete sager udtrykte befolkningens forskellige grupper ofte større enighed, end debatten gav indtryk af.

Det er her, Jyllands-Posten har en pointe i alt sit gammelmandsvrøvl. For heldigvis er vi mere enige i spørgsmålene om klimaforandringerne, end debatten giver indtryk af. Den enighed skal frem, og den skingre debat ned.

Det er en dårlig idé at barrikadere en McDonald’s for at få sit budskab igennem, sådan som klimaaktivistgruppen Extinction Rebellion gjorde forleden. Det er en dårlig idé at tale, som om alle, der ikke udtrykker sig som en selv, er idioter. Det er en dårlig idé at undertrykke klimaskepticisme eller udskamme dele af befolkningen.

Bekæmpelsen af klimaforandringerne bliver et af de største omstillingsprojekter, verdenshistorien har kendt til. Det kræver en massiv indsats, og det kræver en massiv folkelig forankring og opbakning. Alternativet er værre. Der er ingen af os, der ønsker fascistoide styreformer, uanset hvad ”Endlösung” er, og hvilket formål det tjener. Derfor må befolkningen tales op, ikke ned. Det gælder også Jyllands-Postens lederkollegium. Undskyld. /Lasse Lavrsen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12