Kære læser

Kristian Thulesen-Skywalker og det jyske Dagobah

Partiformand Kristian Thulesen Dahl og gruppeformand Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti ses her på pressemødet under sommergruppemødet der afholdes på hotel Comwell Rebild Bakker, onsdag 7. august 2019.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Den amerikanske selvhjælps-guru Napoleon Hill sagde engang, at ”frygt er intet andet end en sindstilstand”. Det er jo åbenlyst rigtigt, og eftersom han har skrevet en af de bedst sælgende selvhjælps-bøger nogensinde, må han jo vide, hvad han taler om.

Men alligevel: Hold kæft, hvor er det dumt. Vi går ud fra, at den gode Napoleon med sit citat forsøgte at negligere frygten – for den er jo ikke virkelig. Men ”uvirkelige” ting i hovedet kan have ganske virkelige konsekvenser. Spørger man os, er det dummeste, man kan gøre, at undervurdere frygt og bæven. Du skal ikke lade, som om Waterloo ikke eksisterer, Napoleon. Du skal genbesøge det, se det i øjnene og overvinde det.

Hvor har vi lært den slags lommefilosofi fra, spørger du? Tjo, vi har vores egne selvhjælpskilder af den mere lærde og sofistikerede slags, som trækker på Platons hulelignelse og Homers Odyssé.

Skulle du ikke have gættet det, taler vi selvfølgelig om scenen i Star Wars Episode V: Emperiet slår igen (1980), hvor helten Luke Skywalker som led i sin træning hos jedi-mesteren Yoda træder ind i en hule på planeten Dagobah. Yoda informerer Luke om, at skønt den mørke side af kraften er stærk i hulen, så finder han intet andet derinde, end det han selv tager med. Alligevel vælger Luke at medbringe sine våben. I hulen støder han på skurken Darth Vader, og da Luke febrilsk får skudt masken af Vader, ser han sit eget ansigt nedenunder. Det hele var et drømmesyn.

Hulen repræsenterer en metaforisk rejse ind i Lukes selv. Ved at tage sine våben med, medbringer han sin egen frygt. Og hvad er hans værste frygt? Darth Vader? Nej, ikke kun. Han frygter, at han selv bliver ond. At han bliver Darth Vader. Kun ved at acceptere den ondskab, han har i sig selv, kan han undgå den. Og på den måde er det Lukes sindstilstand og overvindelse af samme, der bestemmer udfaldet af stjernekrigene.

Det jyske Dagobah

Det kommer måske som en overraskelse for nogen, men virkelighedens Luke Skywalker er i disse dage lederen af Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl. Skift Dagobah ud med Jylland, hulen ud med Dansk Folkepartis bagland og Darth Vader ud med ”årsagen til det voldsomme valgnederlag”, og så har du historien om en værdikriger, der forsøger at se sin værste frygt i øjnene.

Til Avisen Danmark fortæller DF-formanden, at han, forud for partiets landsmøde i weekenden, har brugt de seneste tre uger på at rejse rundt i landet for at diskutere med baglandet, hvordan det kunne gå så galt, at man mistede halvdelen af sine mandater ved seneste folketingsvalg. Sammen har de identificeret en række årsager – en række Darth Vaders, om man vil:

Partiet største fejl var, at de ikke gik med i regering i 2015. Ved valget i 2015 blev DF det største borgerlige parti. Alligevel veg de fra regeringssamarbejde, og ifølge Thulesen Dahl har det efterladt vælgerne med et billede af DF som nogen, der ikke vil tage ansvar. Derfor vil DF nu arbejde på at komme med i en blå regering.

Thulesen Dahl fremhæver også DF’s flirt med Socialdemokraterne som en fejl. ”Du ved, hvad vi står for,” var Dansk Folkepartis slogan. Genialt i sin enkelhed, men mindre genialt, da vælgerne pludselig blev i tvivl om, hvorvidt de støttede Socialdemokratiet eller Venstre.

Så langt så godt. Kristian Thulesen Dahl har set sin frygt i øjnene, analyseret den og er klar til at gå ud og vinde stjernekrigen. Eller hvad? For nok kalder Thulesen Dahl det ”selvkritik”, men han afviser stadig enhver tanke om, at hans egen position som formand kan have noget med sagen at gøre. Kan det virkelig passe, at ingen i baglandet har overvejet, hvorvidt Thulesen Dahl er den rigtige til at genrejse partiet, efter at det blev halveret med ham ved roret. Har han ikke selv overvejet det?

Det er, som om Thulesen Dahl aldrig skød masken af Vader. Havde han gjort det, havde han måske opdaget sit eget ansigt bagved. /Andreas T. Kønig

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12