Morten Messerschmidt (DF) og Marie Krarup (DF), da Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) er kaldt i samråd om Marrakesh-aftalen. på Christiansborg, fredag den 13. september 2019. Ministeren skal blandt andet svare på, om han fortsat kan garantere, at Marrakesh-aftalen (Global Compact for Safe, Orderly and Regular migration (GCM)) ikke har juridisk betydning for hverken EU eller medlemslandene. Desuden skal ministeren oplyse, hvilken betydning det forventes at have, at Kommissionens Juridiske Tjeneste er kommet frem til et andet resultat end den danske regering.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Tidligere på året pådrog en 70-årig kvinde i Varde sig en slemmer omgang lungebetændelse. Den var så gal, at Kirsten M. Kristensen, som hun hed, måtte en tur omkring Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Takket være – må man formode – god pleje og omsorg kom Kirsten M. Kristensen langsomt på benene igen, og en dag blev hun udskrevet og sendt hjem.
Først her begynder hendes egentlige mareridt.
Mens Kirsten M. Kristensen har ligget brak i Esbjerg, er der kommet en stak breve på hendes privatadresse, og et af dem er fra hendes forsikringsselskab, Codan: ”Vi har fået at vide, at Kirsten M. Kristensen er afgået ved døden,” står der. Hun kan også læse, at forsikringsselskabet har fået oplysningerne om hendes bortgang fra Det Centrale Personregister, og det betyder kort sagt, at fanden er løs i Laksegade. Det er meget muligt, at Kirsten M. Kristensen ikke tilnærmelsesvis har været døden nær som patient, men nogen i systemet har altså ved en beklagelig fejl erklæret hende administrativt død.
Hvis man er levende og ved sine sansers fulde brug, er det at blive erklæret administrativt død næsten værre end døden. Alt omkring en bliver lukket ned – ens NemId, pas, og kørekort. Personlige data bliver frosset eller slettet, og bankkonti, pension, ATP og den slags bliver sat i en dvalelignende tilstand. Det kan man så vælge at tage som en oplevelse, der ikke er mange forundt, og man kan glæde sig ekstra meget over, at man stadig er i live. Man kan måske endda fyre en morsomhed af: ”Rygterne om min død er stærkt overdrevne.” Man er pludselig i båd med Mark Twain.
Men folk er forskellige. Kirsten M. Kristensen går i hvert fald til Patientklagenævnet og søger om erstatning for tort og svie. I marts udtalte hun til DR Syd- og Sønderjylland, at sagen ”påvirker mig meget”, og at ”jeg vil til psykolog og have det vendt og drejet, så jeg kan komme ud på den anden side”.
Kirsten M. Kristensen kræver 70.000 kr. Da Region Syddanmark bliver konfronteret med det beløb, er de sådan Whaaat? og svarer, at Kirsten M. Kristensen altså ikke kan få mere end 445 kr. som dækning for de udgifter, hun har haft i forbindelse med at bestille nyt kørekort og sygesikringskort.
Altså ingen kompensation. For at føje spot til skade dukker de 445 kr. ikke op. I to måneder venter Kirsten M. Kristensen forgæves på pengene, og først da DR laver aktivistisk journalistik i denne uge og ringer til Region Syddanmark og spørger, hvad fanden der foregår, får Kirsten M. Kristensen et telefonopkald om, at pengene er på vej – og en undskyldning.
Fra mareridt i Varde til mareridt i Dansk Folkeparti
Der er flere ting ved Kirsten M. Kristensens historie, som minder om Dansk Folkeparti her i 2019. Efter Europa-parlamentsvalget i maj og folketingsvalget i juni blev DF mere eller mindre erklæret død. Først mistede partiet tre ud af fire mandater i EU-Parlamentet, og bagefter gik de tilbage med 21 mandater til kun 16 ved folketingsvalget.
Jovist, Dansk Folkeparti er på papiret still standing, men tævene fra vælgerne var så læsterlige, at ”skindød” eller ”levende død” ville være dækkende betegnelser for partiet. Kirsten M. Kristensens forurettelse er et stykke hen ad vejen berettiget og forståelig, men det er den ikke hos Dansk Folkeparti, der, mens de stadig var ramt af granatchok, både gav ”klimatosserne” og vælgerne skylden.
Det, Dansk Folkeparti måske ikke helt har forstået, er, at der ikke er tale om en fejl. Der er ikke gået noget galt i nogen administration. Der kommer ingen kompensation med posten.
Hvor Kirsten M. Kristensen har satset på at få et økonomisk udbytte ud af den krænkelse, hun føler, Region Syddanmark har påført hende, forsøger Dansk Folkeparti at gå mere konstruktivt til værks over for deres mange tidligere vælgere. DF har det jo ligesom USA’s præsident Trump, når han giver lyset fra elsparepærer skylden for, at han ser orange ud på billeder: De mener grundlæggende ikke, at klimaforandringerne er menneskeskabte.
Alligevel lancerer de nu en 11 sider lang klimaplan. Klimaordfører Morten Messerschmidt, hvis rolle i Dansk Folkepartis gigantnedtur virker undervurderet, udtaler, at partiet ”i sagens natur” har haft en klimapolitik, men at de ”ikke [har] været gode nok til at brande klima-delen. Men det gør vi nu”.
Det lyder mærkeligt, at Dansk Folkeparti skulle have lige så lidt forstand på branding som Kirsten M. Frederiksen. Og mere underligt bliver det, da han forklarer nærmere til TV 2, at partiet først og fremmest anser miljø- og klimapolitik ”som et moralsk spørgsmål”.
Hvis moral var noget, der fyldte mere i Dansk Folkeparti, ville der for det første ikke hænge en Meld og Feld-sag om svindel med EU-midler over hovedet på dem, og for det andet ville de ikke have den udlændingepolitik, de har. Det er en smule forvirrende – for ikke at sige utroværdigt. Nej, noget tyder på, at Dansk Folkepartis mareridt end ikke er begyndt. /Oliver Stilling