Dødvande ved det døde hav

Resultatet. Benjamin Netanyahu kæmper for sit politiske liv. Der er lige så stille ved at tegne sig et resultat, efter israelerne i går gik til deres andet parlamentsvalg på under et halvt år, og konklusionen er ikke gode nyheder for Israels længst siddende premierminister. Med 42 pct. af stemmerne optalt her til morgen tegner alt til, at Netanyahus parti Likud med 28 pct. af stemmerne ender side om side med oppositionsleder Benny Gantz’ parti Blå og Hvid, der får 27 pct. af stemmerne. Hos den israelske avis Haaretz har de efter eget udsagn erfaret fra en kilde i Israels valgkomite, at 90 pct. af stemmerne allerede er talt op, og at de to store partier får hver 32 mandater i Knesset, der i alt har 120 medlemmer. Exitpolls spåede i går ligeledes, at valget ville ende med en kaotisk parlamentarisk situation, hvor ingen kunne finde flertal. Man skal passe på med exitpolls i Israel. I 1996 gik israelerne fx i seng med socialdemokraten Shimon Peres som premierminister og vågnede op med Benjamin Netanyahu. Alligevel tyder alt på, at det er endt med dødevande ved det døde hav, og konklusionen kan være, at israelerne meget snart skal vågne op til noget andet end Netanyahu.

Bøvl for Bibi. Gårsdagens valg synes at være lidt af et déjà vu. Da israelerne sidste gang var til parlamentsvalg i april, endte det også med et parlament uden stabilt flertal. Netanyahu fik muligheden for at danne regering men lykkedes ikke med foretagendet. I stedet for at lade Benny Gantz forsøge, hvor han selv fejlede, fik Netanyahu samlet det nødvendige flertal, til at parlamentet kunne opløse sig selv, så et nyvalg skulle udskrives. Det gav Netanyahu yderligere tid til at gøre det, han er bedst til: Føre valgkamp. Netanyahu har kunnet iscenesætte sig som Israels stærke mand, der beskytter Israel fra de omkringliggende fjender og som en statsmænd der kunne få det internationale samfund (især USA) til at støtte den zionistiske kamp. Det har virket. Likud ser ikke ud til at få noget dårligt valg. Men det har ikke virket tilstrækkeligt (hvilket måske skyldes de mange og vedvarende anklager om korruption mod Netanyahu). Den snævre flertalskoalition af højreorienterede og ultraortodokse partier, som Netanyahu håbede at kunne danne efter et nyvalg, ser ikke ud til at eksistere. Lige nu står den fløj til 56 mandater. På den anden side ser der heller ikke ud til at være flertal for Gantz’ centrum-venstre-koalition. De står til 43 mandater, hvis man fratrækker de arabiske partier, der på forhånd har sagt, de hverken vil pege på Gantz eller Netanyahu.

Valgets vinder. Den politiske knude betyder dog ikke, at valget ikke havde en vinder. Avigdor Lieberman, der er gået fra Netanyahu-støtte til Netanyahu-mareridt, ser ud til at kunne agere kongemager med sit ultranationalistiske sekulære parti Yisrael Beytenu. Ved sidste valg nægtede Lieberman at gå i regering med Netanyahu, og det kan derfor siges at være uvenskabet mellem de to, der fremtvang nyvalget i første omgang. Her til morgen har Lieberman sagt, at han ønsker sig en bred liberal enhedsregering mellem Likud, Blå og Hvid og Yisrael Beytenu. Lignende toner har man hørt fra Benny Gantz, der ikke har været afvisende overfor et samarbejde med Likud. Han har derimod været afvisende overfor et samarbejde med en premierminister, der står overfor at blive stævnet for korruption. Lige nu ser det altså ud til, at én skal bøje sig. Enten går Likud i regering uden Netanyahu, ellers går Gantz i regering med Netanyahu. En israelsk regering kan med andre ord have lange udsigter. /Andreas T. Kønig