Oplysningens modløshed

Vi er ret skeptiske, når det kommer til begrebet ”konstruktiv journalistik.” Ideen er jo for så vidt god nok. Det er da dejligt, hvis journalistikken kan inspirere og skabe løsninger i stedet for kun at fokusere på katastrofe og krise. Men journalistikkens opgave bør først og fremmest være at vise os verdens dårlige sider. Den skal koncentrere sig om at rive vores øjne op, når vi helst vil holde dem lukket. Lægge informationer frem som resten af samfundet må reagere på.

På den måde skal god journalistik holde os i den forbandelse, som filosoffen John Stuart Mill beskrev. Han sagde, at ”det er bedre at være en trist Sokrates end en glad gris.” Vi vil på samme vis vove at påstå, at det er bedre at være en oplyst samfundsborger med livslede end en manipuleret jubelidiot.

Det er i hvert fald det, vi siger til os selv, når vi skriver den her slags tekster. Det har sådan en fed ¡no pasarán!-klang over sig, og hvem vil ikke gerne lyde som en fandens handlingsmand? Men helt ærligt: Af og til vil man også bare gerne smide de forbandede aviser ud, slukke for nyhedskanalen på fjernsynet og sende smartphonen fluks i toilettet. Ikke fordi medierne ikke gør deres job, men fordi de gør det for godt.

En hund og en banjo

Problemet er ikke så meget nyhederne i sig selv. Det er den magtesløshed, der kommer med dem. Meget hurtigt står man tilbage med følelsen af at være fanget i et brændende hus, og alt du har at bekæmpe ilden med er en lille kop espresso.

Billedet med det brændende hus har vi lånt fra Greta Thunberg, og hun og hendes kamp mod klimaforandringerne er et oplagt eksempel på den magtesløshed, der kommer af at følge med i nyhedsstrømmen. Dels er der jo klimatruslen i sig selv. Individuelt kan vi gøre meget lidt for at stoppe opvarmningen af kloden, men endnu værre er det, at man står tilbage med følelsen af, at mens der bliver snakket meget om at gøre noget, så bliver der faktisk gjort en hel del mindre (som en af vores favorittegnere Ytournel har fanget på fantastisk vis). Vi forstår godt, at den manglende handling af og til kommer af, at det er et komplekst politisk spørgsmål, men det gør næppe det hele mindre frustrerende.

Ligeså trættende er hele den debat, der vokser op rundt om klimaet. Voksne mennesker der mobber sekstenårige børn. Andre voksne mennesker der mobber voksne mennesker, der mobber sekstenårige børn. Voksne mennesker der mener, at sekstenårige børn på den politiske scene er hævet over kritik. Sekstenårige børn der nægter at forholde sig til, at det er et komplekst spørgsmål.

Det er ikke kun klimaet, der fremtvinger magtesløsheden i os. Det er også politiske skandaler og rigsretssager, der måske/måske ikke bliver til noget. Det er den vanvittige Brexit-saga. Det er den ene afsløringen i sagen om udbytteskat efter den anden. Det er billeder af internerede muslimer i Kina. Jamen, det er bare det hele, mand!

Nu blev det hele pokkers deprimerende, så lad os komme med lidt ”konstruktiv journalistik” her til sidst. For kan vi virkelig intet gøre? Selvfølgelig kan vi det. Vi kan nyde vores kop espresso i det brændende hus, og så kan vi skynde os at løbe efter vand. Det både bør og skal vi. Det er altså for tidligt at give op.

Men vi har en anden opfordring. Kobl lidt ud en gang imellem. Der er værdi i af og til at være en glad gris – bare af og til. Vi kan huske, at vi engang læste en tegneseriestribe i ”Radiserne,” hvor Søren Brun mener at have fundet opskriften på lykke. ”Lykken er en hund og en banjo,” fortæller han (vi kan ikke finde den præcise stribe, men Søren Brun gentager sin pointe her). Han har ret. Køb en hund og en banjo. Tag en tur på landet og lad modløsheden forsvinde. I morgen kan vi kæmpe igen. /Andreas T. Kønig