Kan en socialdemokrat læse digte?

Nok begyndte folketingsåret i tirsdags, da de hellige parlamentsmedlemmer gik i kirke, de uhellige parlamentsmedlemmer gik til ”ikke-religiøs ceremoni,” og statsministeren holdt sin åbningstale fra folketingets talerstol. Men alligevel er det, som om der først kommer rigtig spark i demokratiet i dag, når den traditionelle maraton af en åbningsdebat udspiller sig i folketingssalen. Når du læser det her, er debatten allerede begyndt, og der er sandsynligvis også lang tid, til den slutter. Den startede kl. 10. Sidste år tog den 13 timer. I 2011 tog den 15 timer.

Der er ingen grund til at tro, at de går tidligt hjem i år. Der er nemlig masser at snakke om. For mon ikke at det er i dag, borgfreden for alvor slutter, og regeringen begynder at modtage sine første alvorlige tæsk.

Den socialdemokratiske regering har fået en dejlig start. Mens oppositionen har ligget i ruiner og interne magtkampe efter valget, har sosserne holdt taler til lyden af smældende røde flag og kanoner fulde af velfærdskonfetti. Vi må forstå, at nu har vi fået en socialdemokratisk regering som i gamle dage. Det er mere røde Anker, end det er blå Bjarne, og nu skal Arne ikke bare tidligere på pension, han skal også ryge lidt mindre, så der er flere sygeplejersker til at passe ham. Arnes børnebørn kan desuden forvente at få en bedre uddannelse. ”Der har været sparet på uddannelse og forskning i en årrække. Det har været økonomisk uansvarligt,” sagde Mette Frederiksen i sin åbningstale tirsdag. Amen, lød det fra de hellige såvel som uhellige parlamentarikere til venstre for midten.

Men ak, intet godt varer evigt, heller ikke hvis man er socialdemokrat. Hvedebrødsdagene er ovre, der var ikke penge til det hele, og det er regeringen nu blevet nødt til at ”indrømme” i sit finanslovsudspil. Især på uddannelsesområdet ser det grelt ud. Selvom Socialdemokraterne tidligere har lovet at sløjfe uddannelsesloftet, viser det sig nu, at der ikke er blevet sat penge af til det. Ligeledes står de underfinansierede humanistiske og samfundsvidenskabelige studier til at miste det ekstra løft, de har modtaget siden 2010. Regeringens egne tal viser, at der er tale om en besparelse på 290 mio. kr.

På kulturområdet er det i øvrigt heller ikke meget at komme efter. Her ser det såkaldte omprioriteringsbidrag (bureaukrat-sprog for nedskæring) ud til at fortsætte.

Åndssvagt

Vi vil gerne lige vende tilbage til det med de hellige og uhellige politikere. For det var et rekordstort antal parlamentarikere, der i år valgte ikke at gå til den traditionelle gudstjeneste, men i stedet nuppede Humanistisk Samfunds gudløse pendant. Det minder os nok engang om, at Danmark ikke er så kristent og religiøst, som det var engang. Mange af de folketingsmedlemmer, der sad i kirken i tirsdags, er nok heller ikke sådan videre religiøse, men mere kulturkristne, der mest af alt er der for traditionen og hyggen.

Vi synes, man skal tro på lige det, man har lyst til. Selv er vi ikke af videre religiøse støbninger, men når vi alligevel nævner kirkens aftagende indflydelse i Danmark, så skyldes det, at kirken engang var garantien for åndslivet. De eksistentielle spørgsmål, den store litteratur, den smukke kunst.

Nu er Gud død, og det er fint nok. Men det betyder også, at vi bliver nødt til at søge en kulturel åndelighed et andet sted, så hele samfundslivet ikke pludselig ender som en stor bureaukratisk optimering af velfærdsstaten. Vi kommer til at tænke på noget, vi engang hørte forfatteren og ateisten Phillip Pullman sige. Det var noget i stil med: Der findes nogle ateister, der er så rationelle, at de ikke engang kan læse et digt.

Nogle gange tænker vi det samme om socialdemokrater: Der findes nogle socialdemokrater, der er så socialdemokratiske, at de ikke engang kan læse et digt. Der er så meget fart på den materielle klassekamp, at man glemmer åndslivet. Derfor skærer man på humanistiske uddannelser og kultur.

Et velfungerende sygehusvæsen redder vores liv, men det hjælper os ikke med at forstå det. Der har vi brug for russiske forfattere, støvede historikere og vilde kunstnere.  Ellers ender vi alle som åndssvage i ordets bogstavelige forstand. /Andreas T. Kønig