I vores del af verden er det en millionindustri at blive et bedre menneske. Der bliver brugt svimlende mange penge på selvhjælpsbøger, coaches, inspirational speakers, psykoterapi og magasiner indeholdende guides a la Fem veje til at blive verdens bedste kollega/ven/mor/elsker/hundeejer.
Man forstår godt, at der er penge i det stads. Hvem har ikke lyst til at blive en bedre udgave af sig selv? At flytte sig fra sit usle nuværende selv og springe ud på den anden side som typen, der svæver ind på arbejde mandag morgen til en skov af highfives, som var man hovedpersonen i en middelmådig romantisk komediefilm med musical-elementer.
På Føljeton er vi fans af, at alle får det bedre, og vi skal også gerne indrømme, at vi gerne vil have fingrene i nogle af de der selvhjælpsmillioner. Så nu springer vi ud som et magasin for personlig udvikling og giver dig det eneste råd, du har brug for, hvis du vil være et bedre menneske: Stop med at elske dig selv.
Se, det mystiske ved den traditionelle selvhjælpslitteratur er, at mens endemålet er at ændre sig til det bedre, så er midlet at fortsætte med at være præcis, som man er. Det handler næsten altid om, at du skal elske dig selv, og med dig selv menes dit dybeste indre jeg. Du skal lade masken falde, finde din kerne og leve autentisk. Ikke noget af det der shakespeareske ”all the world’s a stage, and all the men and women merely players”-pis. Du skal være dig. DIG!
Det er et princip, mange mennesker lever efter uden nødvendigvis at vide det. Tænk på det klassiske eksempel, hvor en person ændrer sig efter at have fået en kæreste. Vedkommende taber sig, begynder at løbe, holder op med at ryge og gider måske ikke gå på druk med venner så ofte, som det før var tilfældet. Det leder til samtaler som ”du har ændret dig”, og ”du er ikke dig selv mere”.
Men hvorfor er det egentlig skidt at ændre sig, hvis det er til det bedre. Hvad nu, hvis dit inderste autentiske ‘jeg’ er en stor idiot? Eller hvad hvis der slet ikke findes noget sådant som ”et autentisk selv”? Inden for den kinesisk-filosofiske retning konfucianisme mener man fx, at selvet er en kaotisk, foranderlig og ustabil størrelse, der mere er formet af vaner og erfaringer end af noget mystisk uforanderligt.
I fortjener mig ikke
Vi vil faktisk gå så langt som til at sige, at en stor del af verdens problemer kan tilskrives, at folk elsker sig selv for meget og derfor nægter at ændre sig, fordi ”det er bare sådan, jeg er”. Og det er ikke bare enkeltindivider, der lider af denne syge. Det er også hele samfund. Vi føler nogle gange, at den vestlige verden er en stor led udgave af verdens værste Marilyn Monroe-citat: ”If you can’t handle me at my worst, you don’t deserve me at my best.”
Vi kom til at tænke på det, da partiet Siumuts grønlandske folketingspolitiker Aki-Matilda Høegh-Dam endte i en voldsom debat med Dansk Folkepartis Søren Espersen under folketingets åbningsdebat torsdag. Aki-Matilda Høegh-Dam sagde fra talerstolen, at Grønland bør have en undskyldning fra Danmark, blandt andet på grund af de grønlandske børn, der blev tvunget til Danmark. Hertil svarede Espersen: ”Så skal man høre på sådan en hadefuld tale. Jeg synes, det er at gå for vidt, det er over stregen. Jeg synes, man bør udvise taknemmelighed over for Danmark, som også har taget Grønland til sig.”
Her går Søren Espersen fuld Marilyn: Hvis Grønland ikke kunne klare os, da Danmark var værst, så fortjener de fandme heller ikke de gode ting, de får fra os. Man skal elske sig selv rigtig meget for at tænke den slags.
Vi siger ikke, at du på denne ellers dejlige lørdag skal begynde at hade dig selv. Men at elske sig selv ubetinget er at være ukritisk. Du er ikke autentisk, bare fordi du er en idiot. /Andreas T. Kønig