Til sidst blev det fredag – det lykkes jo altid – og der løb jeg med sladder. Jeg har nemlig været til debat om diversitetens velbefindende i det danske mediebillede (spoileralert: det går ikke så godt), og det var mægtig underholdende at se mediechefer fra de store institutioner vride sig om kap for at rense sig selv. Jeg blev nødt til at skrive om det, så det gjorde jeg i en ‘Kære læser’.
Lars Trier Mogensen rundede ugen af med en analyse af den føromtalte Rwanda-Kosovo-finte. Ifølge ham har de nemlig funktion som smykkeloven: Uden egentlige konsekvenser, men tilpas rabiat til at opstemme venstrefløjen og holde flygtningene for døren. Inger Støjberg kunne ikke have udtænkt det bedre selv, hun må sidde derhjemme med sin fodlænke og ærgre sig.
Det var alt hvad vi kom omkring i denne uge. Jo, lige en sidste ting. En kær læser bad om en god nyhed. Bare én til at tage toppen af nyhedsdepressionen, og det vil jeg gerne imødekomme: Den britiske rørdrummer (det er en fugl) er blevet reddet fra at uddø, fordi man har haft held til at genoprette de vådområder, den lever i. Rørdrummere er godt nok nogle af de mest støjende fugle – deres brøl kan høres på 5 km afstand – så hvorvidt det egentlig er godt, kan der sikkert være delte meninger om. Men for os, der befinder os på behørig afstand, er det da ikke så ringe endda. God weekend!