5. februar 2022

Vi troede egentlig, denne uge skulle blive en stille og rolig én af slagsen, hvor vi ville få tid til at grine af Venstres dimittendsmædekampagne, der landede samme dag, som ledigheden i Danmark nåede sit laveste siden 2008. Men pludselig kom der skub i tingene. Hvad skete der? Du kan jo danne dig et overblik her:

Mandag funderede Oliver Stilling over, hvad der egentlig er på spil for Ruslands præsident, Vladimir Putin. Nu har han godt nok længe gået rundt om den varme grød i forhold til invasionen af Ukraine, men det bliver ikke rigtig til noget. Har Putin spillet sig selv op i et hjørne?

Camerouns præsident, Paul Biya, er en presset mand. Og hvad gør en presset mand? Han afholder selvfølgelig kontinentets største fodboldmesterskab! Oscar Rothstein er vores mand i felten: “Det allerede fyldte stadion jubler, måske i oprigtig begejstring, måske fordi det bare er det, man gør i et land uden reel ytringsfrihed. Præsidenten træder ud af bilen med førstedamen Chantal, kendt for at blege sit ansigt hvidt og et knaldrødt medusa-hår. De vinker præsidentielt, og musikken begynder at spille: ‘Paul Biya, vores far, nationens præsident. Paul Biya altid forrest.’“ Hvis du ikke fik læst Oscars reportage, kan det stadig nås.

Tirsdag kastede Emma Louise Stenholm et blik på regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Med ord som tryghedsdiplomati, klimadiplomati, migrationsdiplomati, økonomisk diplomati og værdidiplomati er der lagt op til… ja, en helt masse ord, der ender på diplomati og som ikke stemmer specielt godt overens med regeringens egentlige politik. To the surprise of no one, fristes man til at sige.

Ord var der også nok af fra britiske Boris Johnsons mund. Han skulle igen igen forklare sine mange fester for Underhuset, og denne gang forsøgte han sig med lidt god gammeldags udenomssnak, skrev David Dragsted. Aldrig er der blevet talt så meget om fest og Brexit i samme åndedrag, og BoJo fik da også lige smidt nogle virkelig grumme anklager i ansigtet på et oppositionsmedlem. Det fik fredag hans nærmeste rådgiver til også at smide håndklædet i ringen. Munira Mirza er ofte blevet kaldt Johnsons hjerne, og nu står premierministeren altså akut og mangler sådan en. Hvis det da ikke allerede var tilfældet.

Undertegnede (og det er så mig, Asta Kongsted) har læst litteraturvidenskab. Derfor ved jeg, at andelen af mænd, der taler om James Joyces Ulysses er disproportional med andelen, der rent faktisk har læst den. Jeg ved ikke, hvad det er med den bog, men folk kan ikke lade den være, selvom de ikke kan forstå den. Oliver Stilling gjorde sig onsdag til en del af den statistik, hvilket satte vores oplæser ud på en umulig opgave: Læs lige et uddrag af den ulæselige bog. Både Olivers ‘Kære læser’ og oplæsningen af selvsamme er virkelig sjov. Hør bare her.

Samme dag skrev Lars Trier Mogensen om en vis transportminister, der begyndte at kunne mærke varmen sprede sig i bukserne. Sandhederne om ministerens vildledende informationer om CO2-regnskabet for infrastrukturplanen ‘Danmark Fremad’ væltede frem, men i det mindste sad han stadig på sin taburet. Det var simplere tider for Benny Engelbrecht (S).

Nu er de olympiske vinterlege skudt i gang, og selvom der har været rigelig snak om menneskerettigheder, så er store firmaer ved at falde over hinanden for at få deres logoer på plakaten: “Når virksomhederne bliver direkte adspurgt om forfølgelsen af uighurerne, er de tavse som graven. Profitten trumfer stadig: Af frygt for at blive afskåret fra de kinesiske pengestrømme, taler Coca-Cola, Visa, Intel og alle de andre koncerner præsident Xi Jinping efter munden – og undergraver dermed Joe Bidens kritik,“ skrev David Dragsted torsdag.

Herhjemme talte jeg med den jordemoderstuderende og tidligere sexarbejder Emma Laura McLellan. Hun har et virkelig interessant syn på, hvilket potentiale, der er for ligestillingen, hvis man sætter fokus på hvad omsorgsarbejde – sex inkluderet – egentlig koster: “[Sexarbejde] er det eneste fag, jeg kan komme i tanke om, hvor man sætter en konkret pris på den form for arbejde. Og jeg føler, at luderen som arketype er lidt fandenivoldsk, fordi hun nægter at indpasse sig under den her idé om, at den her form for arbejde skal være gratis. Og det er jo ikke gratis.“

Hvis stolen onsdag var varm under Benny Engelbrecht (S), så gik der ild i den torsdag, hvor han måtte trække sig. Det viser sig dog, at Engelbrecht ikke er den eneste, der har vildledt Folketinget i greenwashingens navn. Morten Bødskov (S) lavede som skatteminister samme finte, men med en ministerrokade fredag har regeringen muligvis fået afledt opmærksomheden. I hvert fald blev jeg et kort øjeblik distraheret af, hvad fanden ligestillingsområdet pludselig laver i transportministeriets fold. DSB og ligestillingen har selvfølgelig den grelle forsinkelse til fælles.

Jeg er ikke helt gammel nok til at vide, hvad det vil sige, at børnene pludselig er blevet voksne og fortæller mig, at min måde at gøre tingene på er forældet. Men jeg forestiller mig, det kommer til at lyde nogenlunde sådan her: “Vi mener ikke, at vores egne lærere er klædt ordentligt på til at undervise i normkritisk seksualundervisning. Selvom vi har sexologi i biologi, handler seksualundervisning ikke kun om, hvordan kroppen fungerer, og hvordan man får børn. Det handler jo lige så meget om køn, krop, seksualitet, grænser og samtykke.“ I næste uge strejker gymnasieleverne for bedre seksualundervisning og i den forbindelse har Emma Louise Stenholm talt med Nicholas Bundgaard, der går på Odder Gymnasium og er medlem af DGS’ hovedbestyrelse.

Helt seriøst, er der noget federe, end når de nye generationer begynder at melde sig på banen? Så kan vi andre snart gå på pension. Indtil da må vi tage til takke med en weekend. Må den blive velsignet! /Asta Kongsted