I vores fortløbende kalenderleg skal vi også runde modeverdenen. Den 63-årige peruvianer Mario Testino er en meget berømt modefotograf. Han har taget mange gode billeder, og han bliver feteret som modefotografiet Andy Warhol, men hvis man leder efter videoklip, hvor han siger noget interessant, også selv om han virkelig forsøger, så må man lede forgæves. Se for eksempel den her omgang pop, hvor han fortæller, hvordan han lader sig inspirere af mesterværker fra billedkunstens verden. Og så til det gode: Forleden var den tidligere fotomodel Oliver Bjerrehuus gæst i sladderprogrammet ‘Det vi taler om’ på Radio24syv. Helt i begyndelsen (fra 00:00 til 06:00) fortæller han om sit første møde med Mario Testino i dennes studio. Bjerrehuus er 19 år, og Testino beder ham smide alt tøjet. Det gør han så modvilligt. I næste øjeblik mærker han Testinos hånd på sine nosser. Hvad gør Oliver Bjerrehuus?
(Sæt kryds)
☐ Han lader Testinos klamme hånd kærtegne sine nosser uden at kny.
☐ Han kaster sig over den berømte fotograf, tager kvælertag på ham med begge hænder og råber, ”hvad fanden laver du?”
Og som Bjerrehuus også får sagt: ”Masser af dem, Mario Testino har lavet kampagner med, har haft en vis legemsdel af hans i munden.”