13. august 2018

Det er V.S. Naipaul, som er død

Forfatteren Sir Vidiadhar Surajprasad Naipaul døde lørdag, 85 år gammel. New York Times bringer her en fin nekrolog, der gennemgår hans vigtige œuvre. Naipaul blev særligt kendt for sine skarpe beskrivelser af den postkoloniale tilstand, men som nekrologen understreger er dette også at begrænse hans betydning: ”Selvom han brugte sin litterære karriere på at grave i sit ophav, modstod Hr. Naipaul kraftigt idéen om at blive bundet til en bindestreg, eller en bestemt etnisk eller religiøs identitet […] Hans ledende filosofi var universalisme.” V.S. Naipaul blev slået til ridder af England i 1990, og han vandt nobelprisen i litteratur i 2001.

Dengang Kafkas ønske blev brændt af

Inden forfatteren Franz Kafka døde i 1924, bad han sin bedste ven Max Brod om en tjeneste: Brænd alle mine manuskripter, når jeg kradser af. Den var Brod dog ikke helt med på, så i stedet for at brænde det hele endte han med at udgive det meste. Beslutningen har længe været diskuteret i litterære kredse, for hvilken ret har andre til på den måde at tage ejerskab over en forfatters værk? Det spørgsmål forsøger The Atlantic at trevle op på ny i forbindelse med udgivelsen af en bog om en, tja, kafkask retssag i 2016, hvor en række af Kafkas manuskripter blevet taget fra en ældre dame, der havde arvet dem, og givet viderer til Israels nationalbibliotek. Han er åbenbart svær at lade være i fred, ham Kafka.

Unge kinesere i kreativ kamp for at omgå censur

Der er mange veje til popularitet. I Kina kan man blive en del af de fine rækker, hvis man er med på den nyeste mode: At omgå censuren. Unge kinesere har opfundet deres eget sprog, som i virkeligheden er en sammensmeltning af forskellige kinesiske ord og tegn, og brugere på sociale medier hylder hinanden for at bruge de hjemmelavede og ofte forbudte ord. Kinas strenge censur forbyder al kritik af Xi Jinping og kommunistpartiet, men de nye ord, som ikke bliver opsnappet af den automatiske censur, bliver brugt af nogle til at kritisere de kinesiske myndigheder.

Min død er ikke min egen

“Jeg er halvt den mand, jeg plejede at være.“ I 2011 fik den hollandske forfatter og journalist Henk Blanken konstateret parkinsons – kun 51 år gammel. I Holland er aktiv dødshjælp lovligt, men praksissen indeholder en form for paradoks. Man må hverken være for tidlig eller for sen i sin udmelding om at ønske aktiv dødshjælp, men skal ramme det helt gyldne øjeblik, for at det kan lade sig gøre at få hjælp til at dø.

+ Der findes også flere danskere, der vælger aktiv dødshjælp, selvom det ikke er lovligt i Danmark. En af dem var Kjeld Rasmussen, der i 2013 tog til Zürich for at dø. Du kan læse om Kjelds sidste rejse her.

Yugoslaviens arkitektoniske utopi

Den særlige byggestil brutalisme, der specielt var populær i Østblokken, er ikke altid nem at finde skønhed i. Alligevel bliver vi draget, når vi ser bygninger som det bulgariske kommunistpartis ikoniske hovedkvarter, der var i brug under Sovjetunionen men nu er gået i forfald. Det giver os et tilbageblik på en tid, hvor det europæiske kontinent så anderledes ud. I Jugoslaviens socialistiske styre forsøgte man at bygge individualistiske lejlighedskomplekser, der skulle rumme fællesskabet. Resultatet blev en blanding af en særegen jugoslavisk modernisme og brutalisme og et landskab fyldt med tusindevis af gigantiske abstrakte monumenter, der skulle illustrere den jugoslaviske stolthed og folkets solidaritet. Det abstrakte bygningsværk, der skulle visualisere den socialistiske utopi, krakelerede i takt med den brogede union. Du kan se monumenterne i Jan Kempenaers fotoserie.