Forulempelser og overgreb i ballettens verden
Så er det Peter Martins, 71, New York City Ballets danske balletmester gennem tre årtier, som er kommet i fedtefadet. I New York Times anklager fem af kompagniets dansere ham for ”verbalt og fysisk misbrug”: ”I danseverdenen er Mr. Martins en gigant, som kontrollerer så godt som alle aspekter af City Ballet – fra koreografi til casting – hvilket gør det næsten umuligt for dansere at sige, hvad de mener, uden at det får professionelle konsekvenser. Alina Dronova, en danser i balletkorpset gennem 17 år, fortæller, at Mr. Martins rutinemæssigt får lov til at være aggressiv. ‘Han kunne finde på at tage fat i nakken på mig og smide mig ud af sit kontor,’ siger hun. ‘Det kunne han gøre mod næsten alle.’”
+ Læs også i Dance Magazine: New York City Ballets forhenværende solodanser Wilhelmina Frankfurt gjorde opmærksom på problemerne i balletverdenen i 2012, og hun fortæller i dag, at de ”involverer George Balanchine, Peter Martins og utallige stjerner i New York City Ballet. Det står smertefuldt klart, at min historie er den samme, som har fundet sted tusind gange over hele verden”.