13. februar 2018

På National Portrait Gallery i Washington hænger et særligt portræt. Det er det første officielle portræt af en afrikansk-amerikansk præsident, der er malet af en afrikansk-amerikansk kunstner. Bag portrættet står den 40-årige Kehinde Wiley, og hans maleri forestiller Obama i midten af en frodig blomsterskov. Normalt bliver den præsidenter fremstillet både heroiske og monumentale, men i Wileys portræt er Obama nærmest kitsch. Det gør ham mere menneskelig og langt mere naturlig, og det er ganske rart. Ved siden af den tidligere præsident hænger et portræt af hans kone, den tidligere førstedame Michelle Obama. Ligesom portrættet af hendes mand er det maleri også det første portræt af en afrikansk-amerikansk førstedame malet af en afrikansk-amerikansk kunstner, nemlig den 44-årige Amy Sherald. Tanken bag Michelles portræt er lidt mere simpel – det skal indkapsle hendes ”spektakulære ynde, skønhed, charme og hotness.” Preach. (Selv om vi nu mener, at hun er langt mere end bare et labert skår.)

Dele af redaktionen her på Føljeton har en gigantisk forkærlighed for havdyr. Det er ret magisk, hvordan livet på havets bund er så eksponeret og alligevel så uudforsket. Kender du for eksempel til det store dybhavsparadoks? Det om kaskelothvalen og kæmpeblæksprutten? Den får du en anden dag. Indtil da kan du på læse om, hvordan rokker og hajer i flere århundreder har kunnet gå på havbunden – også længe før de begyndte at kravle op på land. Deres gangevner har altså intet at gøre med livet på landjorden, og derfor er det endnu mere fascinerende. Tag den lille pindsvinerokke for eksempel – den ”spankulerer hen ad havbunden med sine to bagfinner,” som Videnskab.dk så billedligt beskriver det. Et amerikansk forskerhold har gennem lang tid studeret, hvordan hvirveldyr i tidernes morgen lærte at gå, og det er – helt objektivt set – virkelig interessant.

Facebook har et teenager-problem. De unge flygter fra Mark Zuckerbergs sociale netværk, og de har travlt med at få benene på nakken. I England har en ny prognose forudset, at der i løbet af 2018 vil blive 700.000 færre britiske børn og unge på Facebook. Grunden til teenageflugten er, at de unge i langt højere grad bruger andre sociale medier som for eksempel Snapchat. Til gengæld flokkes +50-segmentet stadig om Facebook, og der skulle angiveligt komme en halv million nye modne englændere til netværket i løbet af det næste år. Paradoksalt nok kommer de gamle til for at følge med i deres børn og børnebørns liv. Altså dem, der er på vej væk og nu kun gider Snapchat. Det er ikke nemt. I øvrigt så må den her sang være det endegyldige bevis for, at Facebook er for gamle mennesker. Når først Kandis har været der, så er der altså ikke meget at rafle om længere.

Klimaforandringerne har givet vores skove endnu sværere betingelser. Tidligere kunne skove blive lavet om til møbler eller papir, eller de kunne vige pladsen til fordel for en mark. Det kan de stadig, men skovrydninger skyldes nu i lige så høj grad tørke, sygdomme og skovbrande afledt af klimaforandringerne. Heldigvis er der opmuntrende nyt. Verden viser nemlig gode takter inden for træplantning, og den nye begejstring for at plante træer falder på et tørt sted. The Guardian kortlægger verdens agroskovbrug, og det er godt – både for jordkloden og mennesket.

Den er over os igen. Den rasende Fifty Shades-feber, hvor husmødre og venindegrupper går i biffen sammen og bliver vilde i varmen. Den tredje og (forhåbentligt) sidste bog i rækken er netop blevet filmatiseret, og Thomas Brunstrøm har set den, ”så det behøver du virkelig ikke”. Han har faktisk været i biffen alle tre gange, og hver gang er der kommet en virkelig underholdende anmeldelse ud af det. Alle gangene har han for eksempel undret sig over, om manuskriptforfatteren nogensinde har hørt andre mennesker tale sammen. I anmeldelsen af film nummer tre, den store finale, konkluderer han så endelig: ”Efter at have udholdt tre ‘Fifty Shades’-film kan jeg umiddelbart kun se et behov for en ‘Fifty Shades’-bog, hvis mit terrassebord vipper.”
Her på stedet er vi heller ikke udpræget begejstrede. Da en af Føljetons medarbejdere for nogle år siden befandt sig på danskstudiet på Aarhus Universitet, og ‘Fifty Shades’-bøgerne var på sit højeste, sagde en forelæser: ”Hvis I gerne vil læse erotisk litteratur – og det vil I – så læs da for Guds skyld Suzanne Brøggers Creme Fraiche i stedet for det møg dér. Det er ikke andet end en skændsel for litteraturen.” Så er der vist ikke mere at sige om den sag.