Er vi i øvrigt ikke enige om, at Føljeton bliver bedre og bedre? Det er, fordi vi finpudser og finpudser, og nu har vi fået en helt ny landingpage. Det er det sted på nettet, hvor nye læsere ryger ind, første gang de skal orientere sig om, hvad vi er. I det seneste års tid har vi testet en række forskellige modeller. Og noget har vi fundet ud af: vores læsere elsker det kvikke, oplivende overblik, som vi sender ud hver dag klokken 12. Så i stedet for at bruge alt vores energi på at lave et gammeldags weekendtillæg, har vi sat tryk på kedlerne, så vi kan levere velvalgte nyheder, originale analyser, underholdning og kaskader af kultur med bravur hver eneste dag. Undtagen om søndagen – der hviler vi på værket.
Og så ved du jo, at vi holder af serier. Før havde vi én føljeton om måneden. Nu skriver vi en om ugen. Hver dag fra mandag til lørdag dykker vi ned i et af tidens store temaer. Skuffelserne hos SKAT, dimserierne i DONG, præsident Macrons udfordringer, nyt om gode gamle Thorvaldsen eller en indføring i russernes malplacerede gasrørsprojekt gennem dansk farvand – you name it. Altid med et øje på de steder, hvor samfundets tektoniske plader ligger og skurrer mod hinanden. Og så findes vi som bekendt som app til både IOS og Android. Vi leverer varerne; det er dig, der sidder med app’en.