Björk efter Weinstein: Sexchikane er universel i filmbranchen
Efter utallige kvinder er stået frem og har fortalt, hvordan Hollywood-produceren Harvey Weinstein har forulempet dem seksuelt, skrev den islandske sanger og komponist Björk et opslag på Facebook i går. Her fortæller hun, hvordan seksuelle krænkelser er en ”universel ting” i filmbranchen, og at hun selv er blevet udsat for seksuelt krænkende adfærd af en dansk filminstruktør. Hun skriver det ikke direkte, men som Jyllands-Posten her påpeger, kan anklagerne ikke være rettet mod andre end Lars von Trier, idet han er den eneste, hun har arbejdet med, i forbindelse med musicalfilmen Dancer in the Dark. Peter Aalbæk afviser alle anklager og siger, at han betragter ham og Trier som ofrene, ligesom han til Jyllands-Posten lufter tanken om, at det i kølvandet på Weinstein-sagen er blevet moderne at anklage magtfulde mænd i filmbranchen. Anklagerne mod Trier er ikke bevist, hvorfor vi selvfølgelig skal passe på ikke at komme til at dømme ham. Men vi ved, at enhver kvinde, der offentligt træder frem og fortæller om seksuelle krænkelser, er i en uhyre sårbar position. Det er der ingen, der gør for sjov. Derfor er det eneste, vi kan gøre at bakke op, tage dem alvorligt og håbe, at Björk har ret, når hun skriver: ”Der er en bølge af forandring på vej i verden.”