23. juli 2018

Multiresistent bakterie spreder sig

Du kan godt begynde at blive bange. Rigtigt bange. Pakistan er netop nu ramt af en multiresistent udgave af tyfus-bakterien, som har smittet mere end 2.000 mennesker de seneste seks måneder. Forskere frygter, at den multiresistente bakterie vil slå os 70-80 år tilbage i tid – til dengang, hvor 15-20 procent døde af tyfus, fordi vi ikke kunne behandle sygdommen: ”Der er ingen tvivl om, at det her globalt set er dybt alvorligt,” siger overlæge på Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet, Søren Thybo til DR. Næste stop kan blive Vestjylland, i hvert fald ifølge Danmarks Radio, som indleder artiklen således: ”I sommeren 1859 har pastor Bjerrum fra Nr. Omme Sogn i Vestjylland besøg af to fine damer fra det bedre, københavnske borgerskab. Den ene er hans svigerinde. Den anden hendes veninde. I august dør veninden. En måned senere dør også en 13-årig tjenestepige på præstegården. De københavnske damer har taget tyfus med til Vestjylland”. Gys og gru!

Det kompromitterende materiale

Det er bestemt ikke en tilfældighed, at fænomenet har en russisk betegnelse: компромат, eller Kompromat. Den sovjetiske og senere russiske efterretningstjeneste er nemlig verdensmestre i at fremskaffe, fabrikere og dernæst udnytte kompromitterende materiale mod deres fjender. Med alt fra skjulte optagelser over seksuelle lokkeduer til sindrige løgnekonstruktioner har KGB-officerer gennem årene – som f.eks. Vladimir Putin – raffineret afpresningens kunst. Og nu er en række amerikanske agenter fra den omfattende afdeling for kontra-spionage ikke længere i tvivl: Præsident Trump er gået i fælden og russerne har tydeligvis noget saftigt kompromat på ham. Eksperten Keith Darden forklarer det enkelt i The New Yorker: ”Trump har aldrig sagt så meget som et kritisk ord om Putin,” siger han og henviser til pressemødet i Helsinki: ”Her udviste han en selvkontrol i forhold til Rusland, som han aldrig har gjort med noget andet”. Og mistanken er altså, at den russiske efterretningstjeneste har materiale, som Trump vil gøre alt for at bevare som en hemmelighed, også at forråde USA – en teori, som journalisten Jonathain Chait udfolder detaljeret og ganske fremragende her.

Hvor langt vil Europa gå for rigtigt at lukke grænserne?

Kontrollen med asylansøgere og migranter til Europa er først og sidst ikke et spørgsmål om jura, men derimod om viljen til magtanvendelse. Der er derfor ingen grund til at pakke problemstillingen mere ind: Er man villig til at bruge vold for at forhindre mennesker i at søge mod Europa? Dét er omdrejningspunktet i den aktuelle debat om grænsekontrol. Som med så mange andre storpolitiske spørgsmål er svaret dog lidt mere mudret og tvetydigt. Svaret er nemlig, at de europæiske lande i stigende grad synes villige til at betale nordafrikanske lande for at gøre det beskidte arbejde. Såvel fejlslagne stater som tungt bevæbnede militsgrupper er snart på lønningslisten, hvis det fortsætter som Caitlin L. Chandler skildrer i denne fængslende beretning om de næste led i den europæiske grænsekontrol.

Det tyske traume: Özil-affæren

Nederlaget skal have en årsag, og nede hos eks-verdensmestrene i Tyskland synes folkedomstolen nu at have fundet forklaringen på, at Die Mannschaft røg ydmygende ud af VM-slutrunden: De tre tyrkisk-tyske spillere Mesut Özil, İlkay Gündoğan og Cenk Tosun valgte i maj at mødes og blive fotograferet sammen med Tyrkiets autoritære præsident Recep Tayyip Erdoğan. Og dét skabte allerede dengang et ramaskrig både i den tyske befolkning og i landsholdstruppen, ikke mindst, at topspilleren İlkay Gündoğan  fra Manchester City overrakte en klubtrøje med påskriften ”Med respekt for min præsident”. Den politiske illoyalitet over for Tyskland splittede truppen, og siden da er de tre tyrkisk-tyske spillere blevet udpeget som VM-syndebukke. Nu har stjernespilleren Mesut Özil fra Arsenal dog fået nok – i et brev annoncerer han, at han ikke blot stopper på landsholdet, men også er skuffet over tyskerne: ”Jeg plejede at bære den tyske trøje med stolthed, men ikke længere”. Men dermed stopper polemikken næppe: Özil-affæren risikerer at flamme en ny nationalistisk debat op i Tyskland.

Nu må Gud sgu snart tilsmile os en smule

Nationale traumer fra VM kan hurtigt vise sig at blive afløst af endnu større og mere fortvivlende frustrationer, nemlig de lokale nederlag. Superligaen er netop blevet skudt i gang i Danmark, og traditionen tro har aarhusianerne allerede bygget så glimtende og guldbelagte forventninger op til sæsonen, at de kun kan blive fælt skuffede. Som et nyt og vidtløftigt tiltag har de hvide fans fra Aarhus dog forsøgt at alliere sig med den ultimative sjælesørger – på forhånd: I går blev der afholdt en særlig AGF-gudstjeneste i Skt. Lukas Kirke, hvor sognepræst Henrik E. Hansen påtog sig den tvivlsomme rolle at velsigne Aarhus Gymnastikforening af 1880. Historien fra TV2 melder dog ikke noget om, hvorvidt Gud snarere holder med Vendsyssel FF, som noget overraskende fører Superligaen efter de første to runder.

Forblændet af bling-bling. Danske politikere er blevet snydt, så vandet driver. Når beløbene blive store nok, svimler det for øjnene af danske politikere. Igen og igen lader politikerne i Folketinget sig snyde tykt af udenlandske pengefolk. Når the big bankers rykker ind, skrumper danske politikere ned til naive og ædle vilde, der danser nøgne rundt, strippet for forretningssans og selvtillid. Det er ydmygende, naragtigt – og dyrt.