23. november 2017

Siden det danske band The Minds of 99 kickstartede deres karriere i 2015, da de åbnede Roskilde Festivals Orange Scene, har de lidt været nogle anmelder-darlings. For nyligt udgav de albummet Solkongen del 1, og i den forbindelse har mediet Noisey lavet et portræt af bandets karismatiske forsanger, Niels Brandt. Men det er ikke noget helt almindeligt portræt. Artiklen er nemlig udgivet med alle hans kommentarer til journalistens tekst, hvilket giver os andre et endnu bedre indblik i musikerens krøllede hjerne. Billederne er i øvrigt skudt af fotografen Daniel Hjorth, som Føljeton har fornøjelsen af at dele kontor med. Ham er vi stolte af.

De kalder den ‘The Bridge of No Return’, broen, der går hen over den demilitariserede zone, som adskiller Syd- og Nordkorea. Her står tiden stille, næsten som ved Checkpoint Charlie i Berlin under den kolde krig. Og så alligevel ikke, for det er nutid. Lige nu står soldater fra begge sider og peger på hinanden med ladte våben. Forleden blev den tavse terrorbalance imidlertid brudt kortvarigt, da nordkoreanske soldater pludselig åbnede ild: For første gang i 30 år forsøgte en nordkoreansk grænsevagt ensomt og desperat at flygte ind i Sydkorea, men undervejs blev han beskudt af sine kolleger med AK-47automatvåben. Gennemhullet og forslået fik han dog lige akkurat krabbet sig over grænsen. I bogstaveligste forstand en fængslende beretning. Se videoen her.

Skeletterne fortsætter med at vælte ud af skabet i Hollywood. Den verdensomspændende #metoo-kampagne har udstillet nogle af verdens mest prominente filmfolk som kvindehadende sexforbrydere, og heldigvis lader de nu endelig til at blive bremset. Men hvad stiller vi op med de værker, de efterlader? For nok har nogle af filmkunstens genier vist sig som monstre, og mange af os er blevet forrådt af vores største idoler, men bør vi forkaste deres kunst på samme måde, som vi forkaster kunstneren? I The Paris Review forsøger skribenten Claire Dederer at finde et svar på, hvad man stiller op, når ens favoritfilm er lavet af et monster.

Her på redaktionen har vi en lille, men meget insisterende gruppe af hardcore Harry Potter-fans. I en længere periode har de gået og udviklet en teori om, at mennesker med hang til historier om britiske kostskolebørn på kosteskafte er bedre mennesker end andre. Man tror, det er løgn, men nu lader det til, at videnskaben giver dem ret. Et nyt studie viser, at hvis du identificerer dig med Harry Potter, så er du sandsynligvis også mindre fordomsfuld over for fx minioritetsgrupper. Så hvis du er ude i noget selvforbedring, kan du roligt skrotte selvhjælpsbøgerne og finde Harry Potter og De Vises Sten frem.

Her er et pitch til verdens kedeligste Indiana Jones-film: Indiana Jones tager til det moderne Tyrkiet, finder nogle ældgamle kvitteringer, sætter sig ned og laver en algoritme og finder derefter frem til en række glemte oldtidsbyer beliggenhed. Det bliver nok ikke nogen storsællert af en film, men hvis den alligevel skulle blive lavet, så kunne den faktisk med en vis ret starte med ordene ”Baseret på virkelig hændelser”. Arkæologer har fundet en masse stentavler med oplysninger om handel mellem glemte antikke byer, og når man sætter alle disse oplysninger ind i en matematisk algoritme, bliver det muligt for forskerne at regne ud, hvor de antikke byer har ligget. Det er ikke så sejt som en mand med en hat og en pisk, men det er fandme smart!