Sådan som Donald Trump agerer i Det Hvide Hus, er der formentlig flere og flere, som spekulerer over, hvordan man kan skille sig af med ham igen (på en human måde). Det rimeligt ærværdige tidsskrift Foreign Policy har taget emnet op, og skribenten, juraprofessor på Georgetown University Rosa Brooks, lægger ikke fingrene imellem:
”Donald Trumps første uge som præsident har gjort det helt tydeligt: Ja, han er lige så skør, som alle frygtede.” Som hun ser det, er der tre måder at få ham væk på inden 2020, og her er treeren: ”At appellere til vicepræsident Mike Pences ambitioner. Han vil da helt sikkert gerne selv være præsident en dag, ikke? Som politiker er Pence ikke ligefrem moderat – han er meget fjendtligt indstillet over for homorettigheder, han klimaskeptiker osv. – men hvor utiltalende hans politik end må være for mange amerikanere, så lader han ikke til at være decideret sindssyg.” (Det er den nye afgrænsning i amerikansk politik: ”ikke decideret sindssyg”.)