4. juli 2018

Der er ingen lette løsninger. Hvad skal frisindede forældre gøre, når deres barn ikke føler sig tilpas i sin egen krop – og føler sig transkønnet? Skal man sætte gang i hormon-behandling eller ligefrem kirurgi? Eller afvente, at de første chokbølger af pubertet ruller gennem kroppen? Det fremragende magasin The Atlantic er dykket ned i det hjerteskærende dilemma i en større featureartikel, der skildrer genvordighederne for en 14-årig pige, der ikke føler sig som pige. Hvis du selv er forvirret over fænomenet transkøn, er artiklen et fint sted at begynde en opdagelsesrejse ud i en langt større og for mange ukendt verden af seksualiteter her i det 21. århundrede.

Kunst er blevet et investeringsobjekt i milliardklassen. For 30 år siden var rekordprisen ved en auktion for Andrea Mantegnas maleri Uffizi Triptych eller Adoration of the Magi dengang svimlende 10,4 mio. dollars. Sidste år blev Leonardo da Vinci’s maleri Salvator Mundi solgt for 450 mio. dollars, og priserne stiger fortsat. Med de ubegribeligt mange penge følger imidlertid også  organiseret kriminalitet. Auktionshuset Sotheby’s har nu følt sig nødsaget til at hyre en mesterdetektiv til at opspore og afsløre falsknerne. Læs den fascinerende historie om kunst-sporhunden James Martin, der også arbejder for FBI, og som i virkeligheden slet ikke interesserer sig for kunst eller æstetik, men som til gengæld zoomer ind på selv de mindste og mistænkelige detaljer i sit mikroskop.

Det begyndte så godt. Sidste år skød kulturminister Mette Bock fra Liberal Alliance arbejdet med det nye medieforlig i gang ved at rejse land og rige rundt – og lytte til borgere og fagfolk. Hun lavede ligefrem en web-tv-kanal med den sigende titel ‘Antennerne Ude’. Men det endelige forlig lever ikke op til intentionerne. Tværtimod. Forliget er en bureaukratisk bastard, lyder den hårde dom fra tidl. Berlingske-direktør Lisbeth Knudsen, som i dag er chefredaktør og direktør for Mandag Morgen. Hun forudser en dyster fremtid: ”Vi vil se private medier, hvor der er tyndet endnu mere ud i den journalistiske bemanding, og hvor der er forsøgt alle mulige nye kreative veje til at præsentere annoncer som redaktionel tekst for at finde uden om adblockere og vise veje, som Google og Facebook ikke kan tilbyde. Det vil være et Mediedanmark, hvor centralisering af funktioner, lukning af titler og robotjournalistik vinder større indpas”.

Fænomenet kendes fra ferierejser: De færreste bryder sig om at være sammen med andre turister, og derfor søger de/vi hen, hvor man forventer at kunne få ægte og uspolerede oplevelser sammen med de lokale. Samme fænomen gør sig gældende i København, hvor ressourcestærke unge søger væk fra de stadig mere polerede brokvarterne – og ud til de autentiske arbejderkvarterer i randområderne, som i dag snarere er arbejdsløshedskvarterer. Men ligesom turisterne selv trækker turismen med, er disse nye ‘mangfoldighedsturister’ også selv med til at strømline og fordyre områder som f.eks. Nordvest, skriver psykolog Linda Lapina i et essay i Eftertryk: ”Tilflytternes omfavnelse af mangfoldigheden kan ende med at fordrive de beboere, som man elsker området for, og fratage dem deres hjem. Tolerance, kærlighed til mangfoldigheden, selvironi og selverkendelse bliver opretholdende af et forbrug, hvorigennem Nordvest gøres til en kulisse i ‘tolerante’ selvudviklings- og opdragelsesprojekter”.

Er du kommet dig over Danmarks traumatiske nederlag til Kroatien? Eller snurrer du stadig rundt i en tilstand af skiftevis vrede, forsmåelse og passiv aggressivitet? I så fald er der hjælp at hente hos den tidl. dommer og nu dommerekspert hos TV 2, Kenn Hansen. Han har studeret den afgørende straffesparkskonkurrence og er ikke i tvivl på sin blog: ”Samtlige af de straffespark, der blev reddet, burde være fløjtet om. De to målmænd tager konsekvent to skridt væk fra stregen og gør dermed målet mindre. Reglerne siger klart, at målmanden må bevæge sig alt det, han vil, men han må ikke forlade stregen, før sparkeren har rørt bolden. Havde dommeren fløjtet alle disse spark om, havde kampen muligvis fået en anden vinder”.

Rotter og Skilsmisse: Boguddrag

For nogle år siden, da min kone og jeg lige var flyttet fra hinanden, lå jeg en nat alene og halvsov med lyset tændt i mit store hvide soveværelse. Klokken var fire om morgenen. Det var uklart for mig, om jeg sov eller var vågen, men i en pinsom tilstand et sted midt imellem hørte jeg pludselig en lyd, jeg ikke siden har kunnet få ud af mit hoved. Den var aggressiv og insisterende, en høj kradsende lyd fra det hjørne af rummet, der var tættest på mit ansigt.

Først var jeg usikker på, om det var noget, jeg drømte, men så kom det igen. Det lød som et kæmpe dyr, der fægtede for at komme igennem væggen få meter fra mit hoved. Hidsigt og intimiderende i hurtige små ryk, der kom og gik. Jeg fór op, og så – som om lyden blev forstyrret af, at jeg satte mig op i sengen – stoppede det lige så pludseligt, som det var kommet, og inde i væggen kunne jeg nu høre noget kæmpe sig vej op gennem hulmuren og trippe tværs hen over soveværelsesloftet.

Der var helt stille i rummet. Jeg var nu lysvågen og sad ret op og ned i sengen og rystede. Mit hjerte bankede mod mine trommehinder, og jeg følte trang til at kaste op og græde på én gang, for intuitivt vidste jeg, hvad der havde ramt mig. Det var ikke en mus, der lavede den slags kradselyde, det var heller ikke en fugl eller en syg byræv, der var ude efter føde. Det dér var lyden af rædsel. Det var lyden af rotter.

Læs resten af kapitlet her.