De frigjorte mænd. ”En ny flok mænd slutter sig i disse dage til kampen for ligestilling og mod undertrykkelse af kvinder. De vil ikke acceptere social kontrol af kvinder, siger de.” Sådan indleder forfatter, blogger og talskvinde for Venligboerne Anne Lise Marstrand-Jørgensen sit blogindlæg i Berlingske, hvor hun systematisk piller en ny fraktion af mænd, der ifølge hende under dække af at kæmpe for ligestilling søger at diktere, hvordan kvinder skal se ud, hvad de skal tænke, og hvor meget tøj, de skal have på – uden at inddrage kvindernes egne refleksioner og holdninger i debatten. Som eksempel bruger hun forbuddet mod kønsopdelt svømning i Aarhus og foragt for tørklæder. Begge dele, argumenterer hun for, er at afspore debatten fra de virkelige problemer:
”Men nu, hvor de magtfulde herrer har meldt sig på banen for at dømme mellem rigtig og forkert kvindeadfærd, vil jeg foreslå dem at løfte blikket en anelse og tage fat på større problemer end svømning og beklædning.”
Hun afslutter med en række konkrete forslag, de i stedet kunne tage fat på. Eksempelvis voldtægter, partnervold, stigende løngab, psykisk- og seksuel vold. Den lader vi lige hænge lidt.