9. februar 2018

Der er blevet skrevet og sagt utrolig mange fine ord om den Oscar-nominerede film ‘Call Me by Your Name‘, der havde dansk premiere i sidste uge. Og alle roserne er fortjent, for det er ganske enkelt en fænomenal og helt uspoleret fin film, som instruktøren Luca Guadagnino har skabt ud fra André Acimans roman af samme navn. Det er sjældent, at en kærlighedsfilm, der har to personer af samme køn i hovedrollerne, bare får lov at handle om, ja, kærlighed. Men det er tilfældet her, og hvis du endnu ikke er overbevist om, at du skal en tur i biffen, så kan du læse The New Yorkers glimrende – dog plot-afslørende! – analyse. Mesterligt! Og så har vi sjældent set en film, der i så høj grad får én til at længes efter sydeuropæisk sommer, cykelture på brostensbelagte gader, kys i måneskinnet og læsning i solen.

Skisæsonen er over os. Og det værste, der kan ske på en skitur, er naturligvis at blive fanget af en lavine. Denne historie fra norske Bergens Tidende er lige dele spændende, uhyggelig og flot. Skulle slutningen ikke falde i din smag, kan vi også anbefale denne moderne klassiker inden for lavinejournalistik: ‘Snowfall’ af New York Times. Den kan godt tåle et gensyn. Men spar på skrigene.

Her på Føljeton har vi før viderebragt en række kontroversielle udtalelser fra den løse kanon, musikproduceren Quincy Jones. Nu gør vi det igen. Quincy har sagt, at skuespilleren Marlon Brando og komikeren Richard Pryor skulle have haft et forhold, og nu bekræfter Pryors enke påstanden i denne korte, men underholdende artikel. Der var engang, hvor stofferne var gode, og hvor man kunne elske med en radiator og sende den blomster dagen efter. Og det er ren sladder.

Der er formentlig ikke mange mennesker på jordkloden, der gerne vil se de to atommagter gøre alvor af deres trusler. Hvis Nordkorea og USA går i krig, kan det gå meget, meget galt. Men hvor galt, og hvordan kan det blive? Det forklarer Vox med billeder, statistikker og eksperter. Forhåbentlig bliver det slet ikke til noget overhovedet.

Han blev danmarksmester i Tekken i 1999, og siden er det kun gået opad. Sidney Lee har nydt et liv spækket med byture, videogames og sodavand med sprut, og de sidste mange år har den solbrune amerikanerfetichist fyldt ualmindeligt meget i vores fjernsyn. Nu er han rykket over på de sociale medier, hvor man kan finde den 39-årige gamer sidde og bunde hård sprut – og er sådan en pubertær dødsdans noget at vise vores unge mennesker? Det spørgsmål kunne ikke rage én mindre, hvis man er Sidney Lee. I dette Euroman-indblik kommer vi næsten ind under bandanaen på kulturfænomenet, når han forsøger at forklare os forskellen på den private Sidney og gæstebartender-kendis-Lee. Det lykkes delvist – blandt andet takket være en vellykket pizza-analogi.