Fredag 24. marts 2017

Kunst skal ikke reflektere dagsordenen, men selve tiden. Alt andet graver grøfter, peger fingre og er for let at afvise som fake news og venstreorienteret nonsens. Politisk kunst, der vil bekæmpe politisk intolerance, har det med at gøre det modsatte.

Twitter-krig i SF. De seneste døgn har været turbulente i SF. Interne uenigheder har nok en gang splittet partiet – denne gang åbent for offentligheden på Twitter. Stridighederne startede onsdag, da det stod klart, at SF støtter regeringens forslag om en såkaldt ‘nødbremse’, der skal gøre det lovligt at afvise flygtningebørn ved grænsen. Det fik prominente SF-figurer som Özlem Cekic og Margrete Auken til åbent at fare i flæsket på egne partifæller. Konflikten eskalerede torsdag, da Özlem Cekic efter et tweet med ordlyden: ”Det er børn, I snakker om for hulen. Børn!!”, meldte sig ud af partiet i protest. Efterspillet er blevet, at SF’s gruppeformand, Jacob Mark – efter at have forsvaret forslaget med næb og klør – her til morgen meldte ud, at partiet alligevel ikke støtter ‘nødbremsen’ i sin nuværende form. Bare de selv kan finde ud af det.

En bonsai på bjergtoppen. Du er et menneske, så du kender følelsen: det er ret tilfredsstillende at se noget for sig og så bagefter få det gennemført. Det må være sådan, det er at være revisor; nogen kommer med en Ikea-pose fuld af krøllede bilag, og så er det bare at skabe overblik. Sådan har det nok også været for den japanske kunstner (og tidligere botaniker) Azuma Makoto, da han fik placeret et fem meter højt bonsai-træ på en af øen Hokkaidos sneklædte bjergtoppe. Nogen skal jo gøre det. Billederne er smukke, og det er videoen også.

Manden der ville henrettes. Festivalen lakker mod enden, men før biograferne lukker ned for dokumentarvisningerne, bliver vi lige nødt til at give et shout out til DR. Under festivalen har de lagt ældre dokumentarer, nogle af dem tidligere CPH:DOX-hits, ud til streaming på nettet. Der er guld imellem. For eksempel The Fear of 13, der på dansk har fået den kliklokkende titel Manden der ville henrettes. Det er sådan en sand historie, der lever op til flosklen stranger than fiction. Den er fortalt, næsten i én lang monolog, af den dødsdømte fange Nick Harris, der i 15 år har kæmpet for at få sin sag genoptaget og få lavet en DNA-test, og da det ikke lykkes, beder om bare at få det overstået. At blive henrettet her og nu. Sådan en mand kan da ikke være skyldig, eller hvad? Nick Harris har ikke bare en bogstavelig talt utrolig historie, han er også en historiefortæller af Guds nåde. Og igen, man tror det er løgn, men hans oplevelser er ikke enestående. Da DNA-teknologi gjorde det muligt at efterprøve gamle kriminalsager, blev hordevis af dødsdømte fanger løsladt i USA. Mange af dem nåede det ikke, før det var for sent. Og mindst 4 procent af alle indsatte på dødsgangen er uskyldige. Men det vil aldrig blive opdaget, og de vil aldrig blive frikendt,  lyder vurderingen i en undersøgelse fra 2014. Scarier than fiction.