Weekend den 21. marts

Smeltende gletsjere truer 2 milliarder menneskers adgang til rent drikkevand.

Heathrow Lufthavn er lukket efter brand. Det påvirker over 1.000 flyafgange.

Amerikanerne har aldrig været mere nedslåede. I hvert fald er USA nu nummer 24 på den såkaldte World Happiness Report – den laveste placering, de nogensinde har haft.

EU-Kommissionen udskyder told på amerikanske varer til midt april.

Israels regering stemmer for at fyre Ronen Bar, leder af efterretningstjenesten Shin Bet.

Sudans hær generobrer præsidentpaladset i Khartoum.

Højesteret sætter syv dommere på Samsam-sagen i stedet for gængse fem.

Konservatismen er tilbage for fuld udblæsning – og det samme er den nedsættende sprogbrug.

“Den yderste højrefløj har ikke haft megen succes ved valgene i Irland indtil videre, men de vokser helt sikkert i organisatorisk magt. Bortset fra optøjerne i Dublin – og på en måde mere markant – har vi set en bølge af brandattentater mod flygtningecentre … Der er også et større ubesvaret spørgsmål her: Hvorfor sker alt det her nu? Jeg vil ikke på nogen måde undskylde eller rationalisere højreekstremistiske holdninger, men det er ikke nok at sige, at nogle mennesker bare er naturligt tiltrukket af fascisme. Hvis det var tilfældet, ville den yderste højrefløj være der og aldrig stige eller falde i popularitet.” Den irske forfatter Sally Rooney – der før mange andre frabad sig at blive udgivet i Israel – kalder sig selv “sørgeligt ukvalificeret” til at forklare verdens politiske gang, men det gør hun ganske glimrende.

Dagbladet Information (den bette pjosker) har jo en podcast, Radio Information, som det er noget tid siden, vi har anbefalet på denne plads. Seneste udgave, optaget torsdag eftermiddag, kommer rimelig godt omkring. Israels brutale fremfærd i Gaza ved Anton Geist, Trump-regeringens fængsling af Mahmoud Khalil i USA ved Rune Lykkeberg og en udstilling med Bloomsbury-gruppen på Nivaagaards Malerisamling ved Maria Kjær Themsen. Bang, sådan, værsgo.

“Hammeren hænger truende over hovederne på medlemmerne af alle de 23 såkaldte lokale treparter, som rundtom i landet i disse uger går i gang med at lægge planer for, hvordan kvælstoffet konkret skal forhindres i at strømme ud i det lokale vandmiljø … Men nu kan den snart ikke trækkes længere. Trepartsaftalen siger, at beslutningen skal træffes politisk her i foråret, og forhandlingerne på Christiansborg er på vej til at gå i gang. I den forbindelse lyder der fra flere sider advarsler om, at det kan blive dyrt for samfundet, hvis hammeren bliver for lille eller rammer for upræcist.” Den ‘grønne’ trepart lovede at redde havbunden fra iltsvind, og nu haster det rimelig meget.

“I Dahya, ikke langt fra mit hjem, trak maskerede og bevæbnede mænd min ven, den alawitiske direktør for byens kulturcenter, ud af hans hus og henrettede ham midt på gaden.” Den syriske journalist Kamal Shahin har skrevet en øjenvidneberetning om hævnmassakren på det alawitiske mindretal, der fandt sted ved Syriens kyst tidligere på måneden. I New Lines Magazine.

“Det lover ikke godt for den klimapolitiske dagsorden til kommunalvalget i efteråret. Her står nemlig allerede stærke klimaskeptiske kræfter klar i kulissen, som i den grad har opdaget, at den grønne omstilling ikke nødvendigvis opleves og føles som en vindersag for almindelige borgere. Politikere som Inger Støjberg har med andre ord forstået, at nutidens klimapolitik ikke længere blot er et spørgsmål om statsligt styret industri- og energipolitik, men også handler om fairness og legitimitet, om social retfærdighed og demokratisk tillid.” Demokratiforsker Mads Ejsing forklarer, hvorfor klimapolitik ikke længere er en givet vindersag.

Graydon Carter var chefredaktør for Vanity Fair fra 1992-2017. Nu har han skrevet sine memoirer, When the Going Was Good: An Editor’s Adventures During the Last Golden Age of Magazines. Journalisten Bryan Burrough anmelder bogen i The Yale Review. Burrough skrev selv for Vanity Fair i den periode og afslører i teksten, at Graydon Carter betalte ham rimeligt godt for ulejligheden: “I 25 år havde jeg kontrakt på, at jeg skulle skrive tre lange artikler om året, typisk på 10.000 ord. For det fik jeg på et tidspunkt 498.141 dollars. Det er ikke en slåfejl – 498.141 eller mere end 166.000 pr. artikel. Dengang og i dag var 166.000 dollars et godt forskud for en hel bog. Ja, jeg vidste, det var obskønt. Jeg tog imod pengene med et smil.”

Delfiner: Astronauternes bedste venner.

God weekend!