Tirsdag den 27. januar

Over 30.000 demonstranter menes at være blevet dræbt under protesterne i Iran.

Regeringen vil lave “akutpakke” på en mia. kr. til øget beredskab.

EU og Indien underskriver ny handelsaftale.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron varsler forbud mod sociale medier for børn under 15 år.

USA’s præsident Donald Trump hæver straftold mod Sydkorea til 25 pct.

Sveriges regering foreslår sammen med Sverigedemokraterne at sænke den kriminelle lavalder til 13 år “för allvarliga brott”.

Israel har fundet liget af det sidste gidsel i Gaza.

Cathy O’Neil, matematiker og forfatter til Weapons of Math Destruction, advarede os om at stole for blindt på algoritmerne. Og nu er vi, ifølge hende, i gang med at gentage samme fejl med kunstig intelligens.

Så altså… Hvad sker der med demokratiet herfra? Kan det stadig påstå, at det er den bedste af alle styreformer; den oplagte vej til velfungerende og velstående samfund? Kan demokratiet overleve her i verdens aktuelle kaos? Det taler altid gode Kasper Colling Nielsen med tilsvarende gode Mikkel Thorup om i DR-podcasten Udsyn. Meget passende udkom Thorup – som er professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet – sidste år med bogen Ustyrligt demokrati, som også bakser med netop de spørgsmål.

Bigfoot findes ikke, udover i fantasien og Fedtmule og Søn. Til gengæld findes Bigfoot-industrien i stor stil, næret af folk, som faktisk tror på eksistensen af det antropomorfe behårede monster. Så hvad går det lige ud på? Det sætter forfatter Jeff VanderMeer sig for at undersøge i en reportage i Orion Magazine, som mest bare bliver et kærlighedsbrev til bjørne – skovens “ægte” Bigfoots: “Selv i det svage sollys var deres pels pletfri og skinnende. De lignede på alle måder prototypen på en perfekt bjørn. Det var et privilegium at se dem. […] Det var dem, der havde brug for at blive reddet, havde brug for opmærksomhed, havde brug for vores kærlighed og omtanke.”

Manosfære-influencere som Andrew Tate er ikke bare nogle ensomme og pinlige røvhuller. Nej, de er også en form for nutidige (og hvide) udgaver af alfonserne fra 1970’ernes blaxploitation-film. Sjov analyse af “internet-etnograf” Katherine Dee: “Den moderne manosfære arver denne æstetik og overtager symbolerne, som om de var universelle tegn på succes snarere end kompenserende handlinger, der er skabt under eksklusion. Det, der begyndte som en reaktion på at være udelukket fra legitim magt, bliver genbrugt, abstraheret og ompakket, denne gang som en tidløs maskulin sandhed. For det moderne publikum fremstår det derfor som umodent.”

Sommetider bliver generationskløften bare lidt stor.

Pas på de performative mænd, til vi ses i morgen!