Kære læser

Hvem er Pernille Vermund?

Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix

Ikke at det er særlig vigtigt, men mærk dig disse ord: Pernille Vermund, som lige har “opløst” Nye Borgerlige, kommer til at melde sig ind i Det Konservative Folkeparti. Da hun onsdag busede ud med sin beslutning om at lade det parti, hun selv har startet, implodere, udtalte hun, at hun ikke var færdig med politik, og at det ikke var “utænkeligt”, at hun ville melde sig ind i et andet parti i blå blok. Men nu ville hun lige bruge kræfterne på at få afsluttet Nye Borgerlige “på en ordentlig måde”.

Og hvad er så en ordentlig måde i dansk politik anno 2024? Medierne var hurtige til at finde frem til partimedlemmer ude omkring i landet, som ikke havde fået et ord at vide, inden de kunne læse om opløsningen på nettet. En af dem var en Bo Kleis Christensen, som er byrådsmedlem i Sønderborg Kommune med 598 personlige stemmer. “Jeg er dybt, dybt chokeret,” sagde han til DR. Og videre: “Jeg er lamslået, jeg er i chok.” Det var som at få et “granatchok”. Han oplyste bittert, at han var brændt inde med 1.500 valgplakater, som han nu var nødt til at smide i containeren.

Men Bo Kleis Christensen er sådan set en af de heldige. Prøv at google hans navn. Der står Bo Kleis Christensen overalt. Hvis han skulle betale et pr-bureau for den omtale, han har fået i det forløbne døgn, ville han have skullet punge ud med flere hundrede tusinde kroner. Navnet Bo Kleis Christensen er på alles læber, og alle venter åndeløst på, hvilket parti han vil skifte til. Det er slet ikke nogen tosset situation at være blevet bragt i, når man tænker på, hvor ligegyldigt og omsonst et parti Nye Borgerlige er blevet. Fifteen minutes of fame til Bo Kleis Christensen – på bagvendt vis kan man godt kalde det “en ordentlig måde”.

Og hvad så med Pernille Vermund, partiets stifter? Hovedårsagen til, at hun gør det her, er angiveligt, at hun mener, at der er for mange blå partier i Folketinget. Hun frygter stemmespild, siger hun, og det er ikke godt, hvis man drømmer om en rigtig borgerlig regering, der er mere blå end den, vi har. Hvad angår Vermunds forestående partiskifte, vil hun “tage en ansvarlig politisk beslutning” med “ro i tankerne”, som hun formulerer det.

Naturligvis har hun allerede truffet sin beslutning. Når hun trækker den ud på den måde, er det marketing. Hun maksimerer opmærksomheden på sin person. Det Konservative Folkeparti har før taget folk ind med racistiske tilbøjeligheder – folk med lav tolerance over for eksempelvis medborgere med muslimsk baggrund. Tænk på den adelige soldatermand Marcus Knuth, der skiftede fra Venstre i 2019 (og som røg ud af Folketinget på røv og albuer ved folketingsvalget i 2022). Eller Naser Khader, der siden er konverteret til kristendommen og nu læser til rigtig kristen præst.

Pernille Vermund er en mærkelig skikkelse i dansk politik. En mærkelig skikkelse med en bemærkelsesværdig gennemslagskraft. Da hun lancerede Nye Borgerlige for ni år siden, var det som en øvre middelklasse-pendant til Dansk Folkeparti. Partiet var et alternativ for folk, der var racister eller bare skræmt fra vid og sans over indvandringen fra især “mellemøstlige lande”, men som ikke kunne identificere sig med den bange jævne arbejdsmand (m/k) med kort eller ingen uddannelse, som Dansk Folkeparti var fuld af. Nye Borgerlige var for middelklassen og opefter. Mellemledere, selvstændigt erhvervsdrivende, folk, der havde et par mio. på bankbogen og ikke nødvendigvis manglede noget, men som alligevel gik rundt med den her knude af frygt i maven.

Det kan lyde underligt, men Pernille Vermund har aldrig virket, som om hun virkelig mente det skidt, hun har sagt om indvandrere og flygtninge. Der adskiller hun sig fra Dansk Folkepartis stifter, Pia Kjærsgaard. Pernille Vermund virkede mere som en, der gerne ville frem i verden, og som havde fundet et hul i markedet. Før hun stiftede Nye Borgerlige var hun jo byrådsmedlem i Helsingør Kommune for Det Konservative Folkeparti, det var der, det startede for hende. Hun var en rimelig rummelig socialkonservativ politiker.

Dengang skrev hun læserbreve i Helsingør Dagblad om bløde ting – byplanlægning, lokalhistorie og børnehaver, alt sammen i en fællesskabsorienteret, positiv og respektfuld tone. Tag bare læserbrevet med overskriften ‘Jeg er stolt af Teknisk Forvaltning’ fra 14. oktober 2008. Her er hun inde på, at kommunens tekniske forvaltning ”med en enestående kombination af professionalisme og diplomatisk tæft” har lagt grundstenene til en ny bevarende lokalplan for Snekkersten, og at det er ”en fryd at se, at Helsingør Kommune kan mønstre et hold på dette niveau, til gavn og inspiration for såvel borgere som fremtidige ansatte”. Sådan!

Her på Føljeton kørte vi for nogle år siden en hel artikelserie om Pernille Vermund, som vi kaldte Vermund-komplekset. Den tog udgangspunkt i det forhold, at hun som ung arkitektstuderende i 2001 skrev en afgangsopgave, som bar titlen ‘Ungdomsboliger for asylansøgere’. Den unge Vermund drømte simpelthen om et bedre liv for landets asylansøgere. Det var ikke muligt at opspore opgaven nogen steder, så derfor måtte vi ringe til hende og få hende til selv at fortælle om den. Ikke overraskende tog hun afstand fra den. I tilbageblik syntes hun, at den var dårlig. Men det var den faktisk ikke.

Det bliver spændende at se, hvad det er for en Pernille Vermund, der melder sig ind i Det Konservative Folkeparti. /Oliver Stilling

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12