Den franske politivold

Det varede kun otte minutter, da Théodore Luhaka blev arresteret i 2017. Nu, syv år senere, er der endelig faldet dom i en af Frankrigs mest omtalte sager om politivold.

På vej til at skulle mødes med sine venner, blev Luhaka stoppet af politiet i forbindelse med et identitetstjek, en kedelig rutine i den nordlige kommune, hvor Luhaka bor. Men anholdelsen eskalerede. I løbet af otte minutter blev Luhaka banket, spyttet på, sprøjtet med gas og udsat for racistiske skældsord af tre politibetjente. Den ene betjent, Marc-Antoine Castelain, trak ifølge Luhaka bukserne af ham og slog ham så voldsomt omkring anus med en politistav, at hændelsen efterfølgende blev efterforsket som voldtægt. Luhaka har i dag et handicap og lider af fækal inkontinens som følge af overfaldet.

Luhaka boede i Aulnay-sous-Bois nord for Paris, en kommune, der blev kendt uden for Frankrig som arnestedet for demonstrationerne i de franske banlieues i 2005: Her var politiet blevet kaldt ud for at udforske et muligt indbrud på en byggeplads begået af en gruppe unge. Da politiet kom, var gruppen opløst. Tre af dem gemte sig i en transformerstation, hvor de blev dræbt af stød. Herfra fulgte flere ugers voldsomme optøjer i Frankrig, der kulminerede i tre måneders undtagelsestilstand. 8.000 biler blev brændt og næsten 3.000 anholdte.

Politivold er et ømtåleligt emne i Frankrig, hvor optøjer og demonstrationer er hverdagskost. Senest i sommer, hvor den 17-årige dreng Nahel Merzouk blev slået ihjel i Nanterre lidt uden for Paris, efter han blev stoppet i et trafikkryds og dernæst skudt af en betjent på klos hold. Her fulgte to ugers optøjer, hvilke fik præsident Emmanuel Macron til at foreslå et forbud mod sociale medier, som han mente var årsagen bag optøjerne, frem for mordet på drengen.

Sagen om Théodore Luhaka fik også stor mediebevågenhed, hvilket førte til et besøg af den daværende præsident François Hollande på hospitalet. Det fik også den daværende præsidentkandidat Emmanuel Macron til at love en større forandring af den franske politistyrke: “Jeg vil ændre kulturen, ledelsen og rekrutteringen af fransk politi.” Men meget kan ske i løbet af en syvårig retssag, og i sidste uge, den 16. januar 2024, præsenterede den nuværende præsident en kraftig forøgelse af antallet af politiaktioner, særligt i de franske forstæder. Han lovede også en fordobling af antallet af politibetjente i de franske gader.

Der faldt domsafsigelse i retssagen om Théodore Luhaka fredag den 19. januar, hvor Marc-Antoine Castelain blev idømt ét års fængsel, mens de to andre tilstedeværende betjente fik tre måneder hver. Lukahas advokat udtrykte, at det at få en dom var en “sejr”. Samme beskrivelse brugte Castelains advokat om dommen. Til høringen sad flere pårørende til ofre for politivold: Mounia Merzouk, mor til Nahel; Assa Treoré, hvis bror Adama døde i politiets varetægt i 2016; Fatima Chouviat, hvis mand Cédric ligeledes døde i politiets varetægt efter at være blevet kvalt i 2020; Amal Bentousi, hvis bror blev skudt i ryggen af en politibetjent i 2012; og musikproduceren Michel Zecler, der oplevede at blive sparket og slået af politibetjente i flere minutter i 2020.

I oktober 1983 blev der afholdt den første Marche pour l’égalité et contre le racisme, som kaldes den første store demonstration mod racisme i landet. Marchen startede i Marseille og afsluttedes en måned senere ved Élyséepaladset. Her blev demonstranterne mødt af den daværende præsident François Mitterand og 100.000 tilhængere. “Le question des banlieues” er altså langt fra nyt i det franske landskab. Men 40 år senere går udviklingen stadig sløvt.

Efter domsafsigelsen fredag har Amnesty International mindet folk om organisationens mangeårige fordømmelse af det franske politis identitetskontrol. Flere andre organisationer efterspørger en politireform. Den har dog ikke andre udsigter end en stramning af immigrationsreglerne, flere politiaktioner og ingen løsning på politivold.

Den franske debat om racisme og politivold er et sisyfosprojekt, som kun vokser i takt med den radikale højrefløjs frembrusen. I 2016 kunne Defender of Rights konkludere, at en “ung mand, der opfattes som sort eller arabisk” havde 20 gange større chance for at blive stoppet af politiet. Eller som den selverklærede “ghettoreporter” Shahin Hazamy beskrev det, da Føljeton mødte ham i Paris tilbage i 2022:

“Jeg kan godt lide politiet, når de gør deres arbejde, men problemet er, at de ikke kun gør deres arbejde, og at der er et reelt ideologisk problem i institutionen. Et racistisk problem. Og folk, der tror, at de er cowboys.” /Astrid Plum