Bertel Thorvaldsens dør stod altid åben

Velkommen alle sammen.

Velkommen til det officielle program.

Mit navn er Oliver Stilling, jeg er journalist og er blevet hyret til det her job.

Når jeg kigger ud over jer, kan jeg se, at vi er mange forskellige mennesker med varierende tilknytning til arbejdsmarkedet.

Jeg ser freelancere.

Jeg ser arbejdsløse.

Jeg ser mellemledere.

Jeg ser direktører.

Kommunalt ansatte.

Board members.

Folk, der ikke har haft en sygedag i 35 år.

Velkommen alle sammen!

Alle sammen er vi drevet til Thorvaldsens Museum på grund af en fælles interesse for arbejde.

Det er smukt.

Men jeg vil godt bede jer slappe af.

Sænk skuldrene, træk vejret.

I er ikke på arbejde.

Men det er jeg.

Jeg er den eneste her, der arbejder lige nu.

Det vil jeg godt have, at I respekterer.

Normalt skulle man nok have jakkesæt på i det her job.

Men jeg har valgt at iføre mig almindeligt, blåt arbejdstøj.

Blue collar-agtigt.

Kedeligt.

Det er også det, jeg har på, når jeg står med min mappe og venter på bussen.

Det er for at udviske grænserne mellem jer og mig.

Jeg er ikke jeres arbejdsgiver.

Nyd jeres passivitet – vær i den!

Så kan jeg bedre nyde at stå heroppe og arbejde.

++

Det minder mig om et interview, jeg lavede for 15 år siden.

Med kunstneren Olafur Eliasson.

Han havde sindssygt travlt.

Der var så meget arbejde, der skulle gøres.

Han havde ikke tid til at blive interviewet.

Den eneste måde, det kunne lade sig gøre på, sagde han, det var, hvis jeg interviewede ham i hans passive tid.

“Din passive tid?” sagde jeg. “Hvad er det?”

”Det er, når jeg er i transit,” sagde han. “Når jeg er i bevægelse fra det ene sted til det andet.”

Så jeg mødtes med Olafur Eliasson tidligt om morgenen i Københavns Lufthavn og tændte for båndoptageren dér.

Jeg interviewede ham på flyet hele vejen til Berlin. Og i taxaen fra Berlins lufthavn til hans gigantiske fabrik, hvor han havde 40 personer ansat.

Det var hans passive tid.

Hans passive tid var min aktive tid.

Han var i bevægelse.

Jeg var på arbejde.

Ligesom jeg er nu.

Foran fabrikken tog vi afsked.

Nu startede hans aktive tid.

Og min tid blev passiv.

Næste eftermiddag mødtes vi atter foran fabrikken.

Da vi satte os ind i taxaen til lufthavnen, blev min passive tid aktiv, og Olafur Eliassons aktive tid blev passiv.

Sådan rejste vi baglæns tilbage til Danmark.

Det var en tid, hvor mange fløj på arbejde.

++

Med sin kæmpestore fabrik og sine 40 medarbejdere mindede Olafur Eliasson mig om en 1800-tals-industrialist.

En fabrikant.

Det sagde jeg til ham.

Den betegnelse var han ikke særlig glad for.

Det bringer os frem til dagens arrangement og stedet her.

Vi bør ikke kun tænke på Thorvaldsens Museum som et godt sted at afholde arrangementer.

Et “godt venue”.

Thorvaldsens Museum er bedre end det.

Vi må ikke glemme Bertel Thorvaldsen i alt det her.

Københavns eneste æresborger.

En formidabel kunstner.

Og en stor, stor arbejdsgiver.

Bertel Thorvaldsen havde 40 medarbejdere ansat på sit værksted i Rom.

Jeg spurgte Thorvaldsen-eksperten Jonas Bencard, om Thorvaldsen var en god menneskechef.

Det tyder alt på, at han var, siger Jonas.

Citat: “Thorvaldsen må have haft et fantastisk organisationstalent.” Citat slut.

Der var ikke barselsorlov og barnets første sygedag i 1800-tallet.

Men Thorvaldsens medarbejdere forgudede ham.

Som kunstner.

Som humanist.

Og som arbejdsgiver.

Han var jo med på den første franske bølge:

FRIHED, LIGHED, BRODERSKAB.

Arbejde handler i høj grad om ledelse.

Chefer fylder meget, når vi taler om arbejde.

De er en forudsætning for, at vi har det godt.

Verden er fuld af elendige chefer.

De ved det bare ikke selv.

Det er blandt andet derfor, at de er elendige.

Mange chefer kunne lære af Thorvaldsens ledelsesstil.

Hans dør stod altid åben.

Bertel Thorvaldsens dør stod altid åben!

Og således føler jeg, at årets udgave af Golden Days er totalt i Thorvaldsens ånd.

Lad os smøge ærmerne op og få hul på aftenens arbejde.

/Oliver Stilling

 

Golden Days løber frem til 22. september.