En grøn strafspiral

Torsdag satte 29 unge sig ned på en trappe foran forhandlingslokalerne i Ministeriet for Grøn Trepart i Holbergsgade i København. Aktivisterne, der alle er fra Den Grønne Ungdomsbevægelse, beskriver selv, hvordan de sad “helt stille”. Men det kan godt blive for meget med al den sidden: Ministeriet måtte tilkalde politiet for at bære dem væk og derefter sigte dem for husfredskrænkelse, straffelovens paragraf 264, for den, der “uberettiget: skaffer sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted; skaffer sig adgang til andres gemmer eller undlader at forlade fremmed område efter at være opfordret dertil.”

I flere artikler kan det læses, hvordan de unge “brød ind”, men detaljerne om, hvordan det skete, fremgår ikke. Ifølge politiet handlede sigtelsen om at give politikerne “forhandlingsfred” til den grønne trepartsaftale for klimaet, der indtil videre har vist sig at være ineffektiv og dyr.

Som journalisterne efterfølgende har berettet, kunne kampråbene “uden tvivl høres af politikerne og ministeren”, altså minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S). Men hvad var der sket, hvis han i stedet havde lukket de unge ind? Så langt nåede de aldrig. De havde ifølge et af bevægelsens medlemmer Laurits Winther været til en “masse kaffemøder” med Bruus, men indtil videre kun fået “tomme løfter”, som han siger til avisen Effektivt Landbrug. Derfor måtte aktivisterne fra Den Grønne Ungdomsbevægelse tage andre metoder i brug, der nu betyder, at de står til at få bøder eller – endnu hårdere – op til et år i fængsel.

Straf embedsmændene

Som vi beskrev i torsdagens Føljeton, er det både i USA og Europa blevet mere normalt at straffe relativt fredelige scener. Særligt i Storbritannien er klimaaktivister begyndt at få længere straffe end andre slags demonstranter. Når medierne er blevet så optagede af sammenhængen mellem straf og klimaaktivisme, skyldes det især de to henholdsvis 22- og 23-årige kvinder, der nu er blevet dømt til fængsel for at smide tomatsuppe på et af van Goghs solsikkemalerier på National Gallery i London.

Overraskende nok mener langt de fleste af briterne ifølge tal fra YouGov, at straffen er helt på sin plads – eller faktisk kunne være endnu hårdere. Måske, kunne man tænke, er det fordi det er kunst. Men uanset hvad, er briterne – og alle os andre – vilde med fængslet.

En anden undersøgelse fra Ipsos viser paradoksalt nok, at straffe ikke kun skal gælde aktivister, men også embedsmænd og virksomhedsledere. Næsten tre ud af fire adspurgte i 18 af G20-landene mener, at “det bør være strafbart for ledere af store virksomheder eller højtstående embedsmænd at godkende eller tillade handlinger, som de ved sandsynligvis vil forårsage skade på naturen og klimaet, som er udbredt, langsigtet eller ikke kan vendes.”

Som formuleringen viser, handler straffascinationen altså ikke kun om van Gogh. Danskerne er også med i undersøgelsen: Her er endnu flere enige i, at det er en god idé at indføre strafferetlige konsekvenser for klimanøl. Dykker man endnu længere ned i resultaterne, sker der noget ganske overraskende: Faktisk er det særligt de ældre generationer, der elsker straf, og vi snakker ikke bare om et enkelt procentpoint eller to. Blandt de 18-24-årige er tallet 61 pct.,  men så snart vi er over de 55 år, er vi helt oppe at røre ved 85 pct. At gøre noget for klimaet er ikke bare for de dumme og blåøjede unge, der nok skal blive klogere. En række ældre fra Bedsteforældrenes Klimaaktion sluttede sig i øvrigt til demonstrationen torsdag.

Danmark står udenfor

Hvad er det så for nogle straffe, der bliver efterspurgt? Det bliver ikke videre udpenslet, men flere lande som Belgien er begyndt at indføre regler for såkaldt økomord og “ulovlige eller hensynsløse handlinger”, som ultimativt kan blive betragtet som en egentlig krigsforbrydelse.

EU’s direktiv om miljøkriminalitet trådte samtidig i kraft tidligere på året, hvilket kan gøre det strafbart for personer og virksomheder at have “adfærd, der kan sammenlignes med økomord”. I sidste ende kan det betyde en retsforfølgelse ved Den Internationale Straffedomstol i Haag. På grund af retsforbeholdet er Danmark dog ikke med, ligesom regeringen heller ikke har kriminaliseret økomord.

At man giver skjulte skatterabatter til de mest forurenende landbrug og bevidst tilbageholder oplysninger, er det så også sværere at føre bevis for. I Danmark kan klimanølet derfor højst blive til en tabt ministerpost. I samme bygning som Ministeriet for Grøn Trepart ligger Fødevareministeriet, hvis minister Jacob Jensen (V) lige nu er ved at blive kaldt i samråd for at have talt usandt om, hvordan det går med reduktionerne af kvælstofudledning: Langsomt.

Her på Føljeton er vi ikke tilhængere af uendelig straf, nej, snarere det modsatte. Stod det til os, måtte de unge meget gerne krænke husfreden noget mere. /Emma Louise Stenholm