“Ud fra hvad jeg kan se, lader det til, vi kommer til at oversige de 1,5 grader. Det er vi meget bekymrede over. Det her er et spørgsmål om overlevelse for os,“ fortalte Antigua og Barbudas premierminister, Gaston Browne, efter weekendens G20-topmøde i Rom. Han er formand for ‘The Alliance of Small Island States’, og her er der blandt de 39 medlemslande ikke den store optimisme omkring, hvad verdens største og rigeste lande kommer til at diske op med på COP26 i Glasgow.
+ Der er desværre heller ikke meget at se frem til, ifølge Politico, som mener, at COP26 bliver endnu en omgang varm – alt for varm – luft. (Vi har linket til artiklen før, men den er god, hvis du vil have prognosen råt for usødet.)
+ Apropos varm luft har The New York Times en interessant analyse af, hvilke kort USA’s præsident har på hånden ved årets klimatopmøde.
+ Hos BBC finder du en oversigtsartikel over, hvad vi kan forvente af COP26. De er heller ikke ovenud optimistiske, men de har dog fundet en professor, der alligevel synes, det er et skridt i den rigtige retning, at alle nationer (i hvert fald retorisk) anerkender klimadagsordenen.
+ “Forandringen kommer, når folket kræver forandring. Så vi kan ikke forvente, at det hele sker på de her konferencer,“ har Greta Thunberg sagt forud for topmødet.