Vi havde (og det er måske ikke så mærkeligt) aldrig hørt om den amerikanske sexterapeut Dr. Shirley Zussman, før vi faldt over hendes nekrolog. Zussman er netop død, 107 år gammel, og hun har haft sig et bemærkelsesværdigt liv. Som elev hos Virginia Johnson og John Masters (det er dem fra tv-serien) var hun med til at revolutionere videnskaben omkring seksuel nydelse. Men, som hun sagde i 2014: “[Nydelse] er bare én del af, hvad mænd og kvinder vil have ud af hinanden. De vil have intimitet. De vil have nærhed. De vil have forståelse. De vil have det godt. De vil have det sjovt. Og de vil have nogen, der rent faktisk går op i mere end at gå i seng med dem. Og det, tror jeg, mennesker fra alle generationer leder efter.“ Dr. Zussman var praktiserende terapeut, til hun blev 105 år, så hun må have vidst, hvad hun talte om.