22. januar 2022

Om du skal bruge den på at stå i kø til dyre fastelavnsboller eller sidde klinet til skærmen og følge med i DF’s formandsvalg, så er ét sikkert. Du kom trygt igennem ugen, og weekenden er her. Godt gået. Og hvad har vi så gennemlevet for at nå hertil?

Jo, mandag vågnede Oliver Stilling op til en omgang sproglige tømmermænd. Weekenden havde simpelthen budt på den ene sære udmelding efter den anden. Margrethe Auken (SF) forsøgte at springe ud som arbejderbarn, Pia Kjærsgaard (DF) påstod, hun ikke havde tænkt sig at blande sig i DF’s formandsvalg, selvom hun stort set ikke foretager sig andet, og Mattias Tesfaye (S)… kaldte sig selv Gollum og påstod, at udlændingepolitikken havde korrumperet ham. (Eller var det mon omvendt, fristes man til at spørge.)

Samme dag samlede David Dragsted op på sagen om den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic, der ikke må spille med i Australian Open. Der foregår sære ting down under, hvor immigrationsministeren havde håbet, at deporteringen af den ikke-vaccinerede Djokovic ville statuere et eksempel på hans håndfaste politik. I stedet fik han vist, “at han har uforholdsmæssig meget magt i håndteringen af immigrationsspørgsmål – hvilket yderligere kaster lys på de kafkaske systemer, asylansøgere mødes med i Australien“. Ups.

Tirsdag hævede jeg – Asta Kongsted til din tjeneste – en lille løftet pegefinger. Sidste weekend resulterede et undersøisk vulkanudbrud nær øriget Tonga i katastrofale ødelæggelser og dødsfald, samt tsunamiadvarsler over hele kloden. De små østater i Stillehavet har igen og igen forsøgt at sætte fokus på, hvor udsatte de er overfor naturens kræfter. Og hvor hårdt de kan ramme hele kloden, hvis ikke de diplomatiske sværvægtere tager dem alvorligt. Det gør de bare ikke.

Jeg ved ikke om det er upassende at indrømme, men jeg blev simpelthen dybt og perverst fascineret af satellitbillederne af udbruddet. Det er første gang, et så stort undervandsudbrud er blevet fanget på kamera, og det er en vild påmindelse om, hvad det er for nogle kræfter, vi er oppe imod. Især når vi ikke passer ordentligt på klimaet.

I tirsdagens analyse skrev David om lille Litauen, som faktisk opfører sig ret så dristigt for tiden. Efter at have ladet Taiwan oprette en de facto ambassade, har de skaffet sig en del fjender, men også en rigtig ven i det taknemmelige Taiwan. EU lader dog ikke til at kunne mønstre samme mod, når det kommer til deres (manglende) opbakning af Litauen, der altså står alene med modstanden mod Kina.

Onsdag var der nyt fra Mr. “Overvågning er frihed“. Selvom EU-domstolen vender tommelfingeren nedad til den danske praksis, der pålægger teleselskaberne at logge information om danskernes kommunikations- og internetadfærd, så er Nick Hækkerup (S) faktisk det, man kunne kalde skideligeglad. Der skal overvåges til den store guldmedalje, uagtet hvad advokater og menneskerettighedsaktivister så måtte have at indvende. “Den, som er for uhæmmet overvågning, bør tvinges til at skide for åben dør,“ bemærkede David i en parafrase over Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. Han hev også Foucault indover, men på det tidspunkt var jeg allerede begyndt at se pressebillederne af Nick på lokum for mig.

Weekendens mest opsigtsvækkende begivenhed bliver uden tvivl formandsvalget i DF, der tegner til at blive et gedemarked. Partimedlemmerne står i kø for at dolke Messerschmidt i ryggen. Alligevel er han stadig favorit. Lars Trier Mogensen skrev onsdag i sin analyse, at selvom han skulle lykkes med at hive sejren hjem, så er det værste stadig i vente for Morten og DF. Det lyder som en tør omgang valgflæsk, og det er de jo ellers så glade for i DF.

I torsdagens ‘Kære læser’ skrev jeg om en passage i Mahi Binebines Welcome to Paradise, som fik mig til at tænkte over, hvor rart det er at have et godt pas. Flere og flere danskere render rundt med det, der kaldes et ‘Fremmedpas’ og i modsætning til det eftertragtede rødbedefarvede, er det en skidengrå hadegave. Man kan altså være født og opvokset i Danmark, indgå på lige fod med sine jævnaldrende og alligevel skulle bevæge sig rundt i samfundet som en andenrangsborger. Enhedslistens Peder Hvelpelund kalder det en “demokratisk skændsel“.

Længere nede i nyhedsbrevet tog vi en tur syd på, for bedst som man troede, der ikke var plads til flere demagoger i denne verden, har Silvio Berlusconi meldt sig på banen i italiensk politik. Den mere koldblodige premierminister Mario Draghi har ellers formået at skabe lidt stabilitet i det ophedede italienske parlament, men mon ikke Mr. Bunga Bunga kan lave om på det? Emma Louise Stenholm spurgte forsker ved DIIS Alberte Bové Rud.

Oliver Stilling har haft fokus på kunstneren Jens Haaning, siden hans konceptuelle værk Take the Money and Run lettede. Nu hvor Haaning har meldt ud, at han endegyldigt har taket the money og ikke har tænkt sig at aflevere dem tilbage, er medierne i en rus af historier om civile søgsmål og store pengesummer begyndt at skrive om noget, de måske ikke forstår sig på: “Der er en utrolig optagethed af pengebeløbet, og om Haaning vil skulle betale skat af pengene, hvis han beholder dem. Hvis medierne var lidt vaksere, benyttede de lejligheden til at rette søgelyset mod arbejdsforholdene i kunstverdenen, som er værkets underliggende tema,“ skrev Oliver fredag. Men helt seriøst, har han tænkt sig at betale skat eller hvad? Og er det ikke vildt god PR??

Noget jeg gerne skal indrømme, jeg ikke forstår mig på, er gaming-verdenen. Men der skulle eftersigende være gang i den. Microsoft vil nemlig købe spilgiganten Activision Blizzard til den svimlende sum af 68,7 mia. dollar. De er dermed et skridt tættere på noget der kunne ligne et monopol, og ord som ‘metavers’ og nonstop gaming virrer i luften. Hvad skal det ikke ende med? David Dragsted gav fredag sit bud.

Nå, hvad bliver det – fastelavnsboller eller formandsvalg? Man kan ikke få det hele. /Asta Kongsted