Om du skal bruge den på at stå i kø til dyre fastelavnsboller eller sidde klinet til skærmen og følge med i DF’s formandsvalg, så er ét sikkert. Du kom trygt igennem ugen, og weekenden er her. Godt gået. Og hvad har vi så gennemlevet for at nå hertil?
Jo, mandag vågnede Oliver Stilling op til en omgang sproglige tømmermænd. Weekenden havde simpelthen budt på den ene sære udmelding efter den anden. Margrethe Auken (SF) forsøgte at springe ud som arbejderbarn, Pia Kjærsgaard (DF) påstod, hun ikke havde tænkt sig at blande sig i DF’s formandsvalg, selvom hun stort set ikke foretager sig andet, og Mattias Tesfaye (S)… kaldte sig selv Gollum og påstod, at udlændingepolitikken havde korrumperet ham. (Eller var det mon omvendt, fristes man til at spørge.)
Samme dag samlede David Dragsted op på sagen om den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic, der ikke må spille med i Australian Open. Der foregår sære ting down under, hvor immigrationsministeren havde håbet, at deporteringen af den ikke-vaccinerede Djokovic ville statuere et eksempel på hans håndfaste politik. I stedet fik han vist, “at han har uforholdsmæssig meget magt i håndteringen af immigrationsspørgsmål – hvilket yderligere kaster lys på de kafkaske systemer, asylansøgere mødes med i Australien“. Ups.