26. februar 2022

Sjældent har en uge haft et så klokkeklart før og efter som denne. Det er næsten ikke til at fatte, at da den blev skudt i gang, levede vi stadig i et Europa, hvor en krig syntes ret usandsynlig. Derfor lagde Oliver Stilling ud med at se nærmere på Schweiz’ århundredelange og (ubegrundede) stolte tradition for ‘kundefortrolighed’, “som vel nærmest er på niveau med den øh tillidskultur, man kender fra den katolske kirkes skriftestol“. Et storstilet læk af dokumenter fra Credit Suisse viser nemlig, at den amoralske skatteunddragelsesvirksomhed, de schweiziske bankinstitutter ernærer sig ved, lever i bedste velgående. Bankerne danser på en grænse mellem diskretion og svineri, der er så hårfin, at man må spørge sig selv om den findes.

Mandag skrev Jon Kvist Sommer også om det forestående ungarske valg. Her har en spektakulært sammensat opposition igennem de senere år kæmpet for at samle sig under et fælles banner, der har som sin eneste overskrift at få væltet landets nuværende leder, Viktor Orbán. Oppositionen, som huser alle fra den yderste højrefløj til EU-entusiastiske radikale, har samlet sig om den katolske far til syv, Péter Márki-Zay. Til april vil det vise sig, om han kan trække valgsejren hjem til den brogede alliance.

Samme aften begyndte situationen mod øst så at spidse til. Her tonede Ruslands præsident Vladimir Putin frem på skærmen i en rus af “vanvittig kontrafaktisk historieskrivning“, som David Dragsted tirsdag skrev. Her afviste han pure Ukraines nationale suverænitet og anerkendte i samme åndedrag landets udbryderrepublikker Luhansk og Donetsk’ selvstændighed. Og så kvitterede han ellers med at sende “fredsbevarende“ styrker til grænsen.

Vores kvinde i Frankrig, Astrid Plum, rapporterede i nyhedsanalysen fra Paris, for her er stemningen også stram. Emmanuel Macron, der har forsøgt at vise sig som EU’s diplomatiske bannerfører, er nemlig anderledes hårdhændet på sin hjemmebane. Med en rabiat indenrigsminister ved sin side spiller han et farligt dobbeltspil, der handler om at undersøge hvor yderliggående, han kan blive, mens han stadig holder befolkningen i troen om, at han er det stuerene og fornuftige alternativ til landets voksende højrefløj.

Onsdag beskrev Oliver Stilling sekretæren, der blev chef. Og det var så Vladimir Putin, hvis nogen skulle være i tvivl. Tilbage i 1991 var Aarhus’ daværende borgmester Thorkild Simonsen nemlig en tur i Skt. Petersburg, og her trissede Putin rundt som en “bette, effektiv fyr“, der bare parrerede sine overordnedes ordrer. Gid det var blevet ved det.

Mens invasionen af Ukraine var noget, vi stadig bare gisnede om, talte jeg (jeres trofaste lakaj, Asta Kongsted) med forsker i russiske medier Valentyna Shapovalova om sandsynligheden for, at Putin kan finde på at eksportere sin retorik omkring selvstændighedskamp til nabolandene Georgien eller Moldova. Også her finder man nemlig udbryderstater, og også her kunne man frygte, at Putin vil forsøge sig med grænseudvidelse. Shapovalova manede dog umiddelbart til besindelse: Selvom der er geopolitiske ligheder, er forholdet mellem Ukraine og Rusland i særklasse præget af en nærmest familiær tæthed – med alle de indebrændte spændinger, det medfører.

Torsdag blev krigen så endegyldigt en realitet, og det skrev jeg om i dagens ‘Kære læser’, som jeg nu vil tillade mig at citere fra (hvem skal ellers gøre det?): “Der er noget i Zweigs skildring af den endeløse tro på fremskridt og den hedonistiske jagt på frihed, der vækker genklang nu (…) Det er umuligt at spå om, hvorvidt historien kommer til at gentage sig selv. Men det er ikke for tidligt at åbne øjnene for, at det værn af FN-medlemskaber og “vestlige værdier“, vi har bygget op omkring os selv, altså ikke har kunnet forhindre Rusland i at tale sit eget tydelige sprog.“ Nu må diplomatiet stå sin prøve, men det kræver, at der kommer handling bag ordene i form af en substantiel støtte til Ukraine.

I den kedelige anledning af krigserklæringen sendte vi samme dag et særnyhedsbrev ud, som jeg i al ydmyghed synes er ganske læsværdigt. Her talte Emma Louise Stenholm bl.a. med en polsk borgmester, som nu gør sig klar til at huse ukrainske flygtninge. En gæstfrihed, der vel at mærke ikke strækker sig til at tælle de migranter, der befinder sig i Belarus.

Emilie Ewald kastede herhjemme et blik på diskussionen om kvoter, for i denne uge ændrede regeringen holdning til det EU-direktiv fra 2012, der skal skabe kønsbalance i bestyrelser. Det er ikke et øjeblik for tidligt, for Danmark rasler ned af World Economic Forums ligestillingsindeks, mens vores nabolande løber fra os. Alle erfaringer peger på, at kvoter hjælper på ligestillingen, så “der er altså ikke noget, der står i vejen for, at Transport- og ligestillingsministeriet også kommer ud i overhalingsbanen“, skrev Emilie. Pun very much intended, vil jeg tro.

Desinformation hærger de sociale medier og spreder tvivl i omverdenen om, hvad der foregår i Ukraine. Men den tvivl findes så sandelig også i Rusland, hvor propagandamedier stopfodrer borgerne med konspirationsteorier om massemord og løfter om ‘afnazifiscering’ af Ukraine. Hvordan skal man stoppe de falske informationer fra at sprede sig, hvis ikke de sociale medier er sig deres ansvar bevidst, spurgte Jon Kvist Sommer fredag.

Krigen har også sat gang i et våbenkapløb herhjemme, skriver Lars Trier Mogensen. Statsminister Mette Frederiksen (S) håber med løfter om militær oprustning mod øst at kunne skabe lidt af den samme ‘rally around the flag’-stemning, som hjalp hende igennem første coronanedlukning. Også Jakob Ellemann-Jensen (V) øjner politiske muligheder, og Venstre har med det samme meldt ud, at ukrainske flygtninge i hvert fald ikke skal sendes til de modtagecentre, regeringen barsler med i Rwanda. Det har overraskende nok sendt Tesfaye (S) på bagbenene omkring sin asylpolitik, men i krig kastes alt som bekendt op i luften. Man kunne have håbet på, at der ikke skulle flygtninge fra vores egne nærområder til at understrege absurditeten af princippet omkring modtagelejre i 3. partslande, men okay, hvis det er det, der skal til.

Således gik ugen på hæld. Vi tales ved i den næste. /Asta Kongsted