Nato holder i disse dage en angstsvedig hånd ud mod Sverige og Finland, der ikke er medlemmer. Deres befolkninger vil mægtig gerne optages, men landets ledere, hhv. Magdalena Andersson og Sanna Marin, holder hovederne kolde og rykker tættere sammen i stedet. “Sverige og Finlands afventende position viser os, at der også godt kan være plads til en tålmodig diskussion af beslutninger, der vedrører militær oprustning og ekspansion,“ vurderede Emilie Ewald fredag.
Det er svært at sige utoqqatserpoq (spørg bare vores oplæser). Det er grønlandsk for ‘undskyld’, og i denne uge har Mette Frederiksen (S) kæmpet med ordet i Grønland, hvor de vil have en forklaring på, at hun ikke lige fik taget regeringen i Nuuk med på råd, da forsvaret pludselig fik 18 mia. ekstra kr. om året at lege med, hvilket i høj grad kommer til at øge den danske tilstedeværelse i Arktis. Men tiderne hvor de danske politikere kan træffe beslutninger bag om Grønlands ryg er ved at være ovre, skrev Lars Trier Mogensen fredag i en analyse.
Utoqqatserpoq, hvis det hele blev lidt dystert, forårsvejret til trods. Sådan er livet tilsyneladende, men så kan man jo varme sig ved Provokjevs ord: “Den mørkeste tid er lige inden solen står op. Det er min stil.“ /Asta Kongsted