19. marts 2022

Udenfor skinner solen og gademusikanten foran Føljetons kontor spiller Godfather-temaet på repeat, uden at vi sådan for alvor bliver irriterede over det. Det er officielt: Foråret er skudt i gang. Det ændrer dog ikke på, at der på 4. uge er krig i Europa, og det smitter af på vores skriverier, som vi nu tillader os at dvæle ved.

Mandag skrev Oliver Stilling om den allestedsnærværende Mette Frederiksen (S) og hendes nærområder. Tager man passer og lineal frem, vil man hurtigt indse, at betegnelsen dårligt kan defineres, men det gør de ikke i Socialdemokratiet, hvor Frederiksen er trådt ud af sine kolde commander-in-chief-rolle, mens Tesfaye (S) har fundet luppen frem for at finde sig en lille violin til ære for Ukraine – og kun for Ukraine. “Det hænger jo ikke sammen,“ konstaterede Oliver, og det er svært at være uenig i.

Danmark er ikke det eneste sted hvor den indledningsvise krigssammenhængskraft er ved at smuldre. “EU-forien har sine grænser,“ skrev David Dragsted samme dag. I Feuilleton uddybede Emma Louise Stenholm, hvordan det bl.a. kræver hovedbrud i energipolitikken, der ikke nødvendigvis bliver grønnere eller mere politisk neutral af ikke at være russisk.

Det er usikre tider, ja, det er lige til at få dødsangst af. Spørg bare den højrepopulistiske franske præsidentkandidat Valérie Pécresse, der har valgt at tegne intet mindre end syv livsforsikringer til sig selv. En lignende forebyggende mission er de på i Kina, hvor regeringen har lukket millionbyerne Shengai og Shenzen ned for at inddæmme ny coronasmitte, og herhjemme fremlagde regering tirsdag deres udspil til en ny sundhedsreform. Her vil man sætte aldersgrænsen op for køb af alkohol, ligesom børn, der er født efter 2010, ikke skal have mulighed for at købe cigaretter, fortalte David Dragsted. På den måde kommer årgang ‘10 måske til at kunne nøjes med en enkelt livsforsikring, mens de stakkels pus fra 2009 må klare sig selv eller gøre som Pécresse.

I den mere muntre ende er nettet ved at stramme sig om de russiske oligarker. De har tigget og bedt Putin om at lade Rusland (læs: dem selv) “forblive en del af den globale økonomi“, men resultatet af den forespørgsel kender vi efterhånden. Som et led i Føljetons serie om verdens milliardærer, talte Emilie Ewald tirsdag med direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab Charlotte Flindt Pedersen om oligarkerne på Putins nåde.

Det gik næppe nogens næse forbi, at den modige nyhedsredaktør Marina Ovsjannikova i begyndelsen af ugen afbrød en tv-udsendelse for at give de russiske seere en tiltrængt saltvandsindsprøjtning. Men informationen er generelt sparsom i Rusland, og derfor kan man godt få lidt tysker-tics: “Det er svært at vide, hvor stor en andel af den russiske befolkning, der blindt køber statens narrativ. Er det 50 pct.? Er det 70 pct.? Hvis tallet ligger deropad, kan den historiebevidste nyhedskonsument godt gå hen og få ‘Tyskland i 30’erne’-tics. Er Putin vor tids Hitler? Hvor langt vil han gå? Hvor langt vil russerne følge ham?“ dommedagsfabulerede Oliver Stilling onsdag i en ‘Kære læser’.

Jeg – Asta Kongsted til Deres tjeneste – stod samme dag for et lille afbræk fra krigsdækningen. Vi har nemlig passeret et-året for implementeringen af den nye samtykkelov, og hvordan det er gået, kan du læse om i min, indrømmet, lidt lange reportage fra Amnestys fødselsdagskonference. Der er stadig en del af kæmpe for, men oplæggene og buffeten var god, og generelt fik jeg sgu én på opleveren.

Nok om Danmark og tilbage til Ukraine. Her er landets præsident Zelenskij i disse uger på en ret vild virtuel verdensturne for at skaffe det, han allerhelst vil have, og som ingen vil give ham: en no-fly-zone over Ukraine. “Nettet er dog ved at stramme sig om det globale nords ledere. Det er deres klub, han appellerer til at blive en del af, og det er deres version af frihed, han kæmper for at give sit folk. Når Volodymyr Zelenskij i sine taler minder lederne af “den frie verden“ om deres stolteste og mest afgørende øjeblikke, så tegner han konturerne af en kamp, der er større end Ukraines. Han gør det til en kamp om liberalt demokrati og lægger til grund, at den ikke er vundet, før Ukraine er frit,“ skrev jeg torsdag i en ‘Kære læser’.

Samme dag interviede Jon Kvist Sommer den russiske kunstner Sergej Provokjev, som først blev bortcensureret fra og siden genoptaget på Charlottenborg Kunsthals Forårsudstilling. Her fortæller han om, hvordan livet egentlig er som udøvende kunstner i Rusland og om sit spirende håb for fremtiden: “Jeg kan huske den der sindstilstand i begyndelsen, for ti år siden. Dengang var der meget mere håb i det. Nu er det mere fatalistisk. Men jeg kan alligevel mærke noget energi, der gror.“

Nato holder i disse dage en angstsvedig hånd ud mod Sverige og Finland, der ikke er medlemmer. Deres befolkninger vil mægtig gerne optages, men landets ledere, hhv. Magdalena Andersson og Sanna Marin, holder hovederne kolde og rykker tættere sammen i stedet. “Sverige og Finlands afventende position viser os, at der også godt kan være plads til en tålmodig diskussion af beslutninger, der vedrører militær oprustning og ekspansion,“ vurderede Emilie Ewald fredag.

Det er svært at sige utoqqatserpoq (spørg bare vores oplæser). Det er grønlandsk for ‘undskyld’, og i denne uge har Mette Frederiksen (S) kæmpet med ordet i Grønland, hvor de vil have en forklaring på, at hun ikke lige fik taget regeringen i Nuuk med på råd, da forsvaret pludselig fik 18 mia. ekstra kr. om året at lege med, hvilket i høj grad kommer til at øge den danske tilstedeværelse i Arktis. Men tiderne hvor de danske politikere kan træffe beslutninger bag om Grønlands ryg er ved at være ovre, skrev Lars Trier Mogensen fredag i en analyse.

Utoqqatserpoq, hvis det hele blev lidt dystert, forårsvejret til trods. Sådan er livet tilsyneladende, men så kan man jo varme sig ved Provokjevs ord: “Den mørkeste tid er lige inden solen står op. Det er min stil.“  /Asta Kongsted