Tillad os anbefale dokumentaren A Night of Knowing Nothing, der på enestående vis væver kærlighed og kulturkrig sammen. Filmens bagtæppe er det studenteroprør, der udspillede sig i Indien i 2016, og som virkelig udstillede landets voldelige og klassebetingede skyggesider. Foran det står karakteren ‘L’, hvis ulykkelige og poetiske kærlighedsbreve fint eksemplificerer kastesamfundets konsekvenser. Filmen lægger sig i et hidtil ukendt krydsfelt mellem dokumentar og drømmespind og viser subtilt, at kampen for lighed transcenderer tid og landegrænser. A Night of Knowing Nothing vandt prisen for bedste dokumentarfilm på Cannes og kan ses på CPH:DOX.
+ Nu vi er ved CPH:DOX, vil vi gøre reklame for den vilde dokumentar Ingen kender Casper, der handler om YouTube-fænomenet ‘Spørg Casper’. Han kæmper med at holde sin person og sin persona adskilt – og med at holde sin fars spøgelse ude. Du kan se filmen på torsdag, hvor Føljetons egen Asta Kongsted taler med SoMe-eksperter om internettets skyggesider og om hvem, der egentlig narrer hvem.