Onsdag vovede Emilie Ewald sig ud i den debat, hvor en række danske medier havde løbet med halve historier om, at EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen skulle have ønsket at afskaffe enstemmighedsprincippet på forsvarsområdet. Det var altså ikke lige helt det, hun sagde, og det er ret vigtigt at have styr på, inden vi om to uger skal stemme om forsvarsforbeholdet. Sætter det ikke dit pis i kog? Så gør det måske, hvis vi fortæller, at det har mere at gøre med lakstøvler, glimmer og aftenens Eurovision-finale, end du måske lige tror.
Samme dag gjorde Asta Kongsted sig lidt af et scoop. Hun talte med Françoise Vergès, en klog feminist, der kræver en kærlighedsrevolution og peger på, hvordan den hvide feminisme har det med at glemme de undertrykkende strukturer, den selv er en del af. For hvem gør egentlig rent i verden? spørger hun.
“Det har ikke noget at gøre med det, vi kalder ‘husarbejde’, som er spørgsmålet om, hvem der tager opvasken eller laver mad derhjemme […] Hver dag, hver morgen, overalt i verden, så er der hospitaler, skoler, arbejdspladser, universiteter, som vi ikke ville kunne benytte, hvis kvinder, der overvejende er sorte og brune, ikke rengjorde dem.“