Det er ikke nogen hemmelighed, at vi ikke er synderligt glade for true crime-genren her på redaktionen. “Som folk, der bruger meget tid på true crime, kan snakke længe om, har psykopatmordere en tendens til at vende tilbage til åstedet for deres forbrydelse. Den ukrainske havneby Mariupol er sådan et åsted,” skrev Oliver Stilling mandag, efter den russiske præsident, Vladimir Putin, pludselig var dukket op i byen:
“I disse post-faktuelle tider er mange overbeviste om at der må være tale om en dobbeltgænger. Det skulle da også være utroligt, hvis Putin, der virker tiltagende paranoid, pludselig skulle føle, at det er trygt og sikkert for ham at stå og sludre med nogle tilfældige lokale russiske indbyggere, sådan som han lader til at gøre på en kort video, der er blevet publiceret af de russiske myndigheder.”
Knækket tillid er i grove træk forklaringen på den stadig omsiggribende bankkrise, der er rullet ind over Europa. David Dragsted udfoldede samme dag årsagerne til krakket af den amerikanske Silicon Valley Bank og det efterfølgende opkøb af schweiziske Credit Suisse, der har givet spekulationer om nye bankkollapser: “I forventningen om, at alle kunder næppe vil have alle deres penge udbetalt på samme tid, investerer og bruger banken gerne de midler, den får ind – hvorfor de ikke bare ligger øjeblikkeligt klar i en bankboks. Skulle det ske, at kunderne pludselig mistænker banken for at være insolvent, og derfor hæver deres penge i panik, ja, så har vi balladen.”